Med Østergaards krav stiger risikoen for kaos efter valget – kan ende med nyvalg, siger ekspert

Radikale truer med at vælte Mette F., hvis ikke udlændingepolitikken lempes. Få overblik over alle partiernes krav til statsministerkandidaterne.

Risikoen for, at regeringsforhandlingerne efter næste folketingsvalg bliver kaotiske og langvarige, er tirsdag steget.

Det vurderer valgforsker Rune Stubager, efter Radikale Venstre har fremsat endnu et krav til Mette Frederiksen, samtidig med at partiet truer med at spænde ben for hendes statsministerdrømme.

- Det bliver et pokerspil af den anden verden. Det var der sådan set linet op til allerede, og nu er indsatserne forhøjet betragteligt, siger valgforskeren til TV 2.

Truer med at vælte Frederiksen

Radikale Venstre peger som udgangspunkt på Mette Frederiksen som statsminister efter næste valg, men støtten er betinget af flere ultimative krav.

Det her viser, hvor sindssygt besværligt det kan blive efter et valg

Hans Engell, politisk kommentator

Socialdemokratiet skal blandt andet gøre sig uafhængigt af Dansk Folkeparti på eksempelvis udlændinge- og EU-politikken for at få de radikales støtte. Og i tirsdagens udgave af Berlingske lancerer politisk leder Morten Østergaard et nyt ultimativt krav og truer samtidig med at vælte en regering ledet af Mette Frederiksen (S), hvis ikke det opfyldes.

Den radikale leder kræver, at en del af det såkaldte "paradigmeskifte" i udlændingepolitikken skal rulles tilbage. Konkret drejer det sig om den del, der siger, at arbejde og uddannelse fremover skal tillægges mindst mulig betydning, når der skal tages stilling til, om udlændinge skal have forlænget sin opholdstilladelse eller ej her i landet.

Socialdemokratiet har sammen med regeringen og Dansk Folkeparti stemt for aftalen, men sløjfer Mette Frederiksen ikke den del efter valget, vil Radikale Venstre aktivt forsøge at vælte hendes regering og stemme for et mistillidsvotum mod den.

- Jeg forlanger, at vi får en ny integrationspolitik, hvor vi sætter os for at løse integrationsproblemerne i stedet for at videreføre et paradigmeskifte, som bare skaber problemer for mennesker, som bidrager, siger Morten Østergaard til TV 2.

En svær parlamentarisk situation

Med fire statsministerkandidater og en række hårde og ultimative krav til Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) var der allerede forud for den nye radikale melding udsigt til et meget spændende forløb om regeringsdannelse efter næste folketingsvalg.

Her kan du se de mest markante krav til statsministerkandidaterne.

square to 16x9

Især Alternativet har skabt opbrud i blokkene ved at lancere sin egen statsministerkandidat og trække sine mandater ud af ligningen. Et gennemsnit af meningsmålingerne antyder dog, at rød blok kan danne regering uden Uffe Elbæks mandater, men det ser svært ud uden de radikale.

Morten Østergaards parti står i den seneste Megafon-måling til 14 mandater, og derfor har Mette Frederiksen formentlig ikke råd til, at partiet modsætter sig, at hun danner en ren S-regering, som hun ellers går til valg på.

Ifølge Rune Stubager kan en eventuel rød regeringsdannelse derfor blive svær. Han påpeger, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse er slået ind på en strammere udlændingekurs end tidligere, og han tror ikke, Socialdemokratiets troværdighed kan holde til, at partiet afviger meget fra den nye linje. Det ønsker både Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og til dels SF ellers, at hun gør.

Jeg vil gerne advare mod, at man kaster Danmark ud i et parlamentarisk kaos

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet

Derfor kan Mette Frederiksen komme til at stå i en svær situation, siger han. Det er politisk kommentator Hans Engell enig i.

- Det her viser, hvor sindssygt besværligt det kan blive efter et valg, når der skal dannes en regering. Morten Østergaard lægger et hamrende hårdt pres på Mette Frederiksen og siger, at hun kommer til at vælge mellem Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i udlændingepolitikken, siger Hans Engell.

Overblik: Partiernes statsministerkandidater og krav
Seks statsministerkandidater har indtil videre meldt sig til det kommende folketingsvalg.

Mette F. advarer mod kaos

På Christiansborg frygter Dansk Folkepartis formand for konsekvenserne af den radikale melding.

- Jeg mener, det er meget skelsættende. Det her betyder, at et regeringsskifte efter valget er et kæmpe stort eksperiment, når det handler om udlændingepolitikken, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, gør det imidlertid helt klart, at hun ikke har tænkt sig at imødekomme de radikale krav på udlændingepolitikken.

Risikoen for nyvalg er steget

Rune Stubager

Som reaktion på Morten Østergaards ultimatum siger hun tirsdag til TV 2, at Socialdemokratiet også efter næste valg vil stå for en stram udlændingepolitik. Hun affejer de radikales krav og peger på, at der både i befolkningen og på Christiansborg er bred opbakning til en stram udlændingepolitik. Morten Østergaard kan ikke true sig til indflydelse, lyder det.

- Jeg vil gerne advare mod, at man kaster Danmark ud i et parlamentarisk kaos, som vi ser i andre lande, siger Mette Frederiksen.

Giver Løkke muligheden

Hun advarer vælgerne mod, at en stemme på Radikale Venstre kan give Lars Løkke Rasmussen regeringsmagten.

- De radikale vælgere bliver jo nødt til at forholde sig til det her. Med Morten Østergaards meldinger i dag er Radikale Venstre snublende nær at gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister efter et valg.

Mette Frederiksen advarer mod, at en stemme på Radikale Venstre kan bringe Lars Løkke Rasmussen til magten. Video: Morten Nielsen

Når Mette Frederiksen siger, at Morten Østergaard kan gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister, selvom der er rødt flertal, henviser hun indirekte til den såkaldte negative parlamentarisme, vi har i Danmark.

Den siger, at en regering ikke behøver have et flertal bag sig, men at der ikke må være et flertal imod den, samt at der ikke kan dannes en regering, hvis den har udsigt til at blive mødt af et mistillidsvotum, første gang den er i Folketinget.

Det betyder, at Lars Løkke Rasmussen kan få chancen for at danne en ny regering, hvis Mette Frederiksen har et flertal imod sig, men Morten Østergaard afviser, at han derved kan være med til at give Lars Løkke Rasmussen nøglerne til Statsministeriet.

Han påpeger, at han også vil stemme for et mistillidsvotum mod Venstre-formanden, hvis ikke dele af paradigmeskiftet rulles tilbage, og det er der ingen udsigt til, at Løkke vil.

Risiko for nyvalg

Rune Stubager tror derfor, at regeringsforhandlingerne – afhængig af mandatfordelingen - kan blive meget lange og fastlåste. Det vil være et spørgsmål om, hvem der først bøjer sig, men hvis ikke det sker, er der risiko for, at danskerne skal til et nyt folketingsvalg.

- Risikoen for nyvalg er steget, men størrelsen på den risiko er svær at have en fornuftig fornemmelse af på nuværende tidspunkt. Den kan være steget fra en kvart til en halv procent, siger Rune Stubager.

Han understreger, at chancen for, at Lars Løkke Rasmussen kan danne en regering, også besværliggøres af, at Nye Borgerlige har opstillet tre ”ufravigelige krav” på udlændingeområdet, som kan blive meget svære at indfrie.

Folketingsvalget skal senest være afholdt 17. juni.