Er Morten Østergaards nye krav den game changer, blå blok har så hårdt brug for?

16x9
Morten Østergaard (R) stiller nu ultimativt krav om ændringer af udlændingepolitikken til S-formand Mette Frederiksen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

ANALYSE: Nå, så bliver det nok et udlændingevalg igen denne gang.

Noget af det mest interessante ved den tv-duel mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), der søndag aften reelt sparkede valgkampen i gang, var det, der ikke blev talt om.

På nær en enkelt indskudt bemærkning fra statsministeren blev udlændingepolitikken ikke nævnt med ét ord. I tre kvarter duellerede de to statsministerkandidater om sundheds-, pensions- og klimapolitik, mens det emne, der har afgjort valg efter valg, var totalt fraværende.

Spørgsmålet, man sad tilbage med søndag aften, var, om debatten var et forvarsel om den første valgkamp i årtier, hvor udlændingepolitikken ikke ville komme til at spille en markant rolle?

Svaret på det spørgsmål fik vi allerede dagen efter. Svaret er nej.

Ultimativt krav til Mette F.

Mandag aften slog Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, overfor Berlingske fast, at han har (endnu) et ultimativt krav efter valget: Mette Frederiksen skal gøre op med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, ellers vil Radikale Venstre aktivt arbejde for at forhindre hende i at danne regering.

Konkret drejer det sig om den del af paradigmeskiftet, der betyder, at arbejde og uddannelse fremover skal tillægges mindst mulig betydning, når der skal tages stilling til, om man skal have forlænget sin opholdstilladelse eller ej her i landet.

Morten Østergaards krav er med andre ord et opgør med selve paradigmeskiftets formål: At sigtet i dansk udlændingepolitik ikke længere skal være at integrere personer med midlertidigt ophold, men at forberede dem på at blive sendt hjem så hurtigt som muligt.

Paradigmeskiftet er DFs hjertebarn, og der er intet overraskende og nyt i, at Morten Østergaard erklærer sig som modstander af det.

Men det er nyt, at han gør det til et ultimativt krav, at Mette Frederiksen skal give denne udlændingepolitiske indrømmelse.

- Tør man som vælger løbe den risiko?

Reaktionen fra en samlet blå blok kom prompte:

- Det er det klareste budskab, der er kommet i forhold til, hvordan Radikale Venstre vil sætte magt bag ordene og gennemtvinge en ny udlændingepolitik, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Han fortsætter:

- Uanset hvad Socialdemokratiet siger, så er der fire partier, der omgiver dem, som vil en helt anden retning. Og det, man er nødt til at spørge sig selv om, er: Vil Socialdemokratiet virkelig være stærkt nok til at afvise alle de her partiers krav? Eller vil de, af hensyn til magten, begynde at lempe for magtens skyld? Tør man som vælger løbe den risiko?

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skrev i et opslag på Facebook:

Tæppet er revet fuldstændig væk under alle Mette Frederiksens udlændingeløfter. Hun bliver aldrig statsminister,...

Posted by Inger Støjberg on Monday, April 1, 2019

Forvent mange flere af den slags udtalelser fra DF’ere, Venstre-folk og konservative frem mod valget. Blå blok vil uden tvivl sørge for at minde vælgerne om Morten Østergaards krav til Mette Frederiksen og forsøge at overbevise danskerne om, at valget, de står overfor, er:

Genvælg en borgerlig regering – så vil der blive ført en fortsat stram udlændingepolitik.

Vælg en rød regering – så vil der blive lempet på udlændingepolitikken.

Mette F. vil stå fast

Morten Østergaards ultimative krav kan komme til at gøre ondt på Mette Frederiksen. Meget ondt.

I løbet af denne valgperiode har Socialdemokratiet taget et gevaldigt højresving på udlændingepolitikken. Partiet stemte for paradigmeskiftet, og S-formanden har igen og igen understreget, at hun ikke har tænkt sig at lempe på udlændingepolitikken, hvis hun bliver statsminister.

Det vil hun uden tvivl blive ved med at sige frem mod valget.

Men med Morten Østergaards udmelding får blå blok i de kommende måneder langt bedre forudsætninger for at så tvivl om dén forsikring fra Mette Frederiksen.

Afgjorde sidste valg

I bogen 'Oprør fra udkanten. Folketingsvalget 2015' afdækker valgforskere, hvordan udlændingepolitikken efter alt at dømme afgjorde det sidste valg.

- Udlændinge var afgørende for valget i 2015. Da det emne for alvor blev spillet på banen, blev det en game changer. Det er det klareste eksempel, vi har i forskningen på, hvad der kan afgøre valg, har en af forskerne bag, Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, forklaret.

Blå blok er langt bagud i meningsmålingerne lige nu. Også denne gang har de brug for game changer. Og de håber, at det er, hvad Morten Østergaard netop har foræret dem.