Disse ting skal du hæfte dig ved, når Løkke og Frederiksen møder hinanden i første tv-duel

16x9
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen mødes for første gang i duel. Foto: TV 2 Grafik

Der er meget på spil for de to statsministerkandidater, når de i aften tørner sammen. Her giver Hans Engell sit bud på, hvad du bør holde øje med.

Startskuddet til valgkampen lyder i aften, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og partiformand Mette Frederiksen (S) er i deres første i tv-duel mod hinanden på DR klokken 21.00.

- Det bliver utrolig spændende, fordi det er valgkampens første topopgør mellem valgkampens "præsidenter", fortæller Hans Engell, politisk kommentator.

Emnerne på dagsordenen i aftenens duel er klima, sundhed og pension.

Duellen er afgørende

Klimadebatten fylder hos danskerne såvel som hos politikerne, der har præsenteret det ene klimaudspil efter det andet - blandt andet med modeller for udfasning af benzin-og dieselbiler.

Pensionen kom på dagsordenen, da Socialdemokratiet foreslog en differentiering af pensionsalderen. De andre partier tilsluttede sig hurtigt idéen med forskellige bud på, hvordan ordningen skulle se ud.

Senest er vi blevet præsenteret for en sundhedsreform fra blå blok, der gør op med den nuværende struktur i sundhedsvæsnet.

- Det er de hotteste emner i øjeblikket, og de har meget forskellige bud på dem, så den her duel bliver afgørende for dem og deres valgkamp, forklarer Hans Engell.

Hans Engell giver i listen nedenfor sine bedste bud på, hvad man bør holde øje med i duellen:

Hans Engell: Her er tre ting, du skal hæfte dig ved

Kampformen

Deres kampform er vigtig, fordi duellen er startskuddet på valgkampen. Så man vil lægge mærke til, om de har humor, overskud og er i form, eller om de virker til at være slidte eller sure.
Det kommer til at betyde utrolig meget for dem, hvordan duellen går. Den, der kommer godt fra start, kommer godt ind i valgkampen.

Magtforholdet

Det er en erfaren statsleder, der møder en ny kandidat, så Løkke vil formentlig spille på sin erfaring og kendskab til udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han vil nok prøve at udstille, at Mette Frederiksen har mindre erfaring. Men der skal han passe på, at han ikke kommer til at spille bezzerwizzer over for en yngre, kvindelig modkandidat.
Frederiksen skal til gengæld passe på med ikke at spille arrogant og smart. Og så har hun det med at vikle sig ind i nogle lange sætninger. Det har hun en tendens til, selvom hun på det seneste er blevet bedre til at gøre budskaberne underholdende og levere dem med et smil.

Forskelligheden

De skal debattere de hotteste emner i øjeblikket - sundhed, pension og klima. Det er spændende, for på alle tre punkter har de meget forskellige bud på, hvordan tingene skal løses.
I forhold til klimaet er det interessante, hvilke instrumenter de vil bruge til at udløse klimaudfordringen.
På sundhedsområdet har de også to tilgange til organiseringen. Her tror jeg især, at Løkke vil udfordre Frederiksen. Han vil afkræve konkrete svar på, hvad hun vil: Hvem skal have den tidlige pension? Og hvor vil hun skaffe pengene fra?
Generelt skal man holde øje med, om de får formidlet deres synspunkter enkelt og klart - eksempelvis kan sundhedspolitikken være svær at forstå.