BLOG: Først lukkede politistationerne og skolerne. Nu er lokalhospitalerne i farezonen

16x9
Danmark har brug for flere ansatte og flere nærhospitaler, mener Nicolai Wammen. Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

BLOG: Dansk Folkeparti og regeringen er langt om længe blevet enige om en ny centraliseringsreform på sundhedsområdet.

Desværre er det rigtig dårligt nyt for alle, der gerne vil have at man også i fremtiden har noget at skulle have sagt i forhold til beslutningerne om det lokale sundhedsvæsen.

Lars Løkkes centraliseringer skaber nemlig stor usikkerhed for de mange danskere, der er tilknyttet lokale sygehuse rundt omkring i Danmark. Fremover er det nemlig en embedsmand eller et bestyrelsesmedlem, der er udpeget fra København, som skal beslutte, om det lokale sygehus skal overleve. Ikke et regionsrådsmedlem, der bor nabobyen, og som ved, hvordan forholdene er i lokalområdet.

Det er ikke første gang, Løkke har gang i en stor centraliseringsreform. Vi mærker stadig konsekvenserne af Lars Løkkes strukturreform fra 2007, der har medført lukkede politistationer, hospitaler og skoler. Det har ramt især ramt de små samfund uden for de store byer hårdt.

Og det er ikke fordi, at Venstres bagland ikke har forsøgt at råbe vagt i gevær. Men det virker til at prelle af på statsministeren. Lars Løkke lytter ikke til dem, der har fingrene på pulsen – sundhedsorganisationerne, regionsrådsmedlemmer eller de ansatte i sundhedsvæsnet.

Flere centraliseringer løser ikke sundhedsvæsnets udfordringer

Jeg sad som mange andre danskere og så DR2-dokumentaren: ”Jeg svigter mine patienter”. Her blev det klart, at der er brug for flere hænder, så der bliver bedre tid til omsorg og nærvær.

Vi løser ikke udfordringerne i sundhedsvæsnet gennem underfinansierede skrivebordsøvelser, der ikke tager højde for, at vi i fremtiden bliver flere ældre og flere børn. Løkkes reform betyder derimod, at vores dygtige sundhedspersonale sandsynligvis skal løbe endnu stærkere.

Samtidig kan vi læse, at lægemanglen er tredoblet under Lars Løkke. Over 100.000 danskere mangler i dag en fast praktiserende læge.

Løkke, drop nu dine centraliseringer. Det er ikke det, vores sundhedsvæsen har brug for. Der er brug for flere ansatte. Der er brug for flere nærhospitaler. Der er brug for tid til omsorg. Og det får man ikke gennem et stort centraliseringseksperiment af vores sundhedsvæsen.

Men sådan behøver det ikke at blive. For håbet er forårsgrønt som et kommende folketingsvalg. For det er heldigvis danskernes stemme, der skal afgøre, om Lars Løkkes centraliseringer bliver til virkelighed, eller om Socialdemokratiet skal have mandatet til at sætte mennesket før systemet.

Og modsat hvad Lars Løkke siger, så har vi en plan. En plan med flere penge end Lars Løkke. Vi vil nemlig bruge af råderummet frem for at finde penge til topskattelettelser. Den kan du og Lars Løkke læse her: Tid til omsorg - Mennesket før systemet