BLOG: Politikerne fupper danskerne

16x9
Der skal mere fokus på danskernes frihed og tryghed fremfor forældede konventioner, mener Mette Thiesen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

BLOG: Gang på gang lader politikerne hensynet til forældede konventioner stå over danskernes frihed og tryghed.

Da VLAK-regeringen og DF sidste år blev enige om finanslovsaftalen for 2019, gav de indtryk af, at det var et paradigmeskifte, som ville løse de massive udlændingeproblemer. I Nye Borgerlige råbte vi vagt i gevær. Det, regeringen og DF kaldte et paradigmeskifte, kaldte vi et fupnummer. Det kalder vi det fortsat, og nu indrømmer DF også, at de har oversolgt det såkaldte paradigmeskifte.

Forleden kunne man læse, at DF vil forlade Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kortvarigt, så den ikke spænder ben for paradigmeskiftet, hvorefter partiet vil tiltræde konventionen igen. Egentlig undrer det mig, at DF ikke havde det som et krav ved finanslovsforhandlingerne, når de åbenbart er bekendt med, at konventionen vil spænde ben. I aftaleteksten gøres det endda tydeligt, at Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes. Det betyder på dansk, at alle konventioner og EU-regler skal følges til punkt og prikke.

I Nye Borgerlige siger vi klart og tydeligt, at det skal indskrives i dansk lovgivning, at dansk lov står over domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Så enkelt kan det gøres. Vi mener, hvad vi siger, og vi siger, hvad vi mener. Hvorfor politikerne derimod vælger taktikken med at sælge danskerne katten i sækken, er simpelthen dybt kritisabelt. Det skaber forståeligt nok politikerlede.

Samme fupnummer er tilsyneladende sket i forbindelse med ghettoplanen, som et stort flertal af Folketingets partier står bag. Planen har som mål at gøre det op med ghettoer, og en af forudsætningerne er, at andelen af ikke-vestlige beboere skal ned på maksimum 40 procent. Nu har justitsministeriet dog meddelt kommunerne, at de ikke må sortere efter etnicitet, når de skal udvælge dem, der eventuelt skal flytte ud af de nuværende ghettoer, da det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Gang på gang lader politikerne hensynet til forældede konventioner stå over danskernes frihed og tryghed. Det skal stoppes. Hvis du stemmer, som du plejer, får du mere af det samme. Jeg vil anbefale dig at prøve noget nyt. Sæt dit kryds ved Nye Borgerlige, så vi får vores frie og trygge land tilbage.