BLOG: Løkke spiller hasard med miljøet. Har han intet lært af skandalerne i Skat?

16x9
Det er ikke for sent at lytte til eksperterne og trække i håndbremsen, mener Nicolai Wammen. Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

BLOG: Der var højlydte advarsler fra flere fronter, dengang daværende skatteminister, Kristian Jensen, vedtog en omfattende centralisering af Skat.

Men Venstres kronprins stod fast på sin plan om, at alting ville fungere bedre, selvom man planlagde store nedskæringer.

Det gik, som vi alle ved. Den ene skandale har efterfulgt den anden. Milliarder af kroner er gået tabt for statskassen, fordi de effektiviseringer, der skulle komme ud af reformen, viste sig blot at være fugle på taget.

Og nu er den så gal igen. Denne gang er det miljøet, regeringen spiller hasard med ved at skære 500 millioner kroner i indsatsen.

Fremgangsmåden har vi set før: Det hele skal centraliseres i staten. Dem der har erfaringen og det lokale kendskab skal fyres. Og så håber man på at spare en masse penge. Har de intet lært af skandalerne i Skat?

Ekspert: ”Katastrofal dårlig ide”

Eksperter advarer nu direkte mod regeringens plan, som de kalder en ”katastrofal dårlig ide” og advarer mod, at det vil være direkte skadeligt for vores grundvand i mange generationer frem i tiden, at gennemføre planen.

I Region Syddanmark lyder det fra Venstres egen regionsrådsformand, Stephanie Lose, at hun har "meget svært ved at se, hvordan regeringen vil spare 500 millioner kroner, uden at det vil betyde færre forurenede grunde og dårligere beskyttelse af drikkevandet".

Det er nemlig miljøindsatsen mod de med forurenede områder i Danmark, regeringen vil centralisere denne gang. I stedet for at lade folk med lokalkendskab styre indsatsen med at rydde op efter tankstationer og andre forurenede grunde, så skal det ny styres fra centralt hold i staten.

Samtidig gentager regeringen modellen fra Skat, hvor man baserer hele økonomien på en forhåbning om, at der på magisk vis vil dukke en halv milliard kroner op i effektiviseringsgevinster ved omlægningen.

Alle advarselslamper blinker rødt!

Aftalen betyder altså kort opsummeret, at man mister kompetente medarbejdere, mister lokalkendskabet til de forurenede området og baserer det hele på et økonomisk luftkastel.

Det er heldigvis ikke for sent at lytte til eksperterne og trække i håndbremsen. Lad os håbe for fremtidige generationer i Danmark, at Lars Løkke Rasmussen besinder sig og dropper aftalen, så vores grundvand ikke lider samme skæbne som skandalerne i Skat.