BLOG: Er sløjfede sanktioner det seneste eksempel på Trumps Score-Kaj-strategi?

16x9
Donald Trump og Kim Jong-un 27. februar 2019 i Vietnam - dagen før sammenbruddet i forhandlingerne om en atomafrustning af den koreanske halvø. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

BLOG: Præsidenten gik tilsyneladende imod sit finansministerium for at fremme forhandlingerne med Kina og Nordkorea.

USA's præsident Donald Trump valgte fredag at sætte en stopper for sanktioner, hans eget skatteministerium havde indført mod to kinesiske selskaber, der beskyldes for at hjælpe Nordkorea med at omgå sanktioner, som er indført grundet landets atomprogram.

Eller: det troede verdenen i hvert fald i nogle timer. Det kuriosum vender vi tilbage til.

Med beslutningen gik Trump ikke kun op imod sit finansministerium og sin finansminister Steven Mnuchin, men fik med sin handling også illustreret en bemærkelsesværdig grad af intern uenighed om den rette kurs overfor det nordkoreanske regime i kølvandet på det fejlslagne topmøde mellem præsident Trump og diktatoren Kim Jong-un sidste måned i Hanoi.

Forvirringen var total

Det er svært at udlægge stridighederne og den manglende koordination, som endnu et eksempel på de til tider kaotiske forhold, der hersker i Trumps administration.

Her er, hvad præsidenten tweetede om situationen:

- Det blev tidligere i dag meddelt i Finansministeriet, at der vil blive indført yderligere omfattende sanktioner ud over dem, som allerede er indført mod Nordkorea. Jeg har i dag givet ordre til, at disse nye ophæves.

Forvirringen blev total, da det et halvt døgn senere stod klart, at det faktisk ikke var ovennævnte små sanktioner, som præsidenten havde valgt at sløjfe, men nye og større (og indtil videre hemmelige) sanktioner der skulle være indført snart.

Det er svært at udlægge stridighederne og den manglende koordination – for hvorfor fik præsidenten ikke stoppet sanktionerne, før de trådte i kraft? -, som endnu et eksempel på de til tider kaotiske forhold, der hersker i Trumps administration.

Charmeoffensiv eller desperation?

Grundlæggende er der to måder, man kan udlægge præsidentens ageren på.

På den ene side viser præsidenten med de sløjfede sanktioner god vilje overfor den nordkoreanske diktator i et forsøg på at opnå en bedre forhandlingsposition. Det er nok også sådan, at man skal tolke den pudsige udmelding fra præsidentens talskvinde, Sarah Sanders, at præsidenten ”godt kan lide Kim Jong-un og regner ikke med, at sanktionerne bliver nødvendige”.

Underforstået: vi skal nok blive enige om at lave en nedrustningsaftale, kære Kim, så jeg sløjfer sanktionerne nu som et tegn på min velvilje og forventning om en fremtidig nedrustningsaftale.

Kritikerne af præsidentens kurs vil til gengæld anføre, at der er tale om en hovedløs beslutning. At det i kølvandet på det fejlslagne topmøde i Vietnam for godt en måneds tid siden er forkert at række hånden ud til den nordkoreanske diktator. Tværtimod burde Trump skrue bissen på i et forsøg på at tvinge Jong-un tilbage til forhandlingsbordet.

Underforstået: rå magtpolitik er det eneste, den koldblodige Kim forstår. Stod det til præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, var det nok den strategi, man forfulgte i kølvandet på det torpederede topmøde i Vietnam.

Score-Kaj-strategien

Uanset hvilken udlægning man sætter mest lid til, illustrerer beslutningen atter, at det personlige diplomati og økonomiske hensyn spiller en stor rolle i Trumps udenrigspolitiske tankegang.

Præsidentens noget-for-noget attitude er efterhånden velkendt i forhold til den vestlige forsvarsalliance NATO, hvor Trump til tider omtaler de enkelte medlemslandes forsvarsbudgetter, som om der var tale om en form for beskyttelsespenge.

Det samme er tilfældet i forhold til sikkerhedssituationen på den koreanske halvø. Her har Trump gentagne gange gjort det klart, at han synes, at USA bruger for mange penge; både i forhold til de 28.000 stationerede amerikanske soldater i Sydkorea og særligt de to landes militære øvelser, som præsidenten satte en stopper for sidste måned. En nedrustningsaftale er derfor en central del i Trumps forsøg på at skære ned på USA's økonomiske udgifter på den koreanske halvø.

Ifølge amerikanske medier mener den selvudråbte deal maker Donald Trump fortsat, at han nok skal lande en aftale med Kim Jong-un. Modsat flertallet i diplomatkorpset, der så roden til det fejlslagne topmøde i Vietnam i, at præsidenten var uforberedt og generelt overvurderer sine egne forhandlingsevner. De ser snarere en efterhånden desperat deal maker, der ikke vil indse, at charme, selvtillid og lækkert hår – som Score-Kaj udtrykte det – ikke er en udenrigspolitisk strategi, der får en diktator til at opgive sin livsforsikring i form af landets atomvåben.

Vi får se, hvem der får ret: deal makeren eller diplomaterne.