BLOG: Efter sviner til død senator: Hvorfor har Trump sådan en trang til at sparke nedad?

16x9
De to politikere kom aldrig godt ud af det med hinanden. Foto: Brendan Smialowski, Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

BLOG: Personangrebene er ikke en politisk strategi, men udtryk for, at Trump reagerer, før han evaluerer.

18. juli 2015 står stadig meget klar i min analytikererindring.

Det var på denne dag, at Donald Trump gik i kødet på John McCain og postulerede, at den tidligere soldat ikke var nogen krigshelt. McCain var krigsfange i Vietnam i over fem år, hvor han blev tortureret og fik mén, der forfulgte ham resten af livet. Men i Trumps logik var McCain ikke en krigshelt, fordi senatoren var blevet taget til fange.

- Jeg kan godt lide folk, der ikke bliver taget til fange, lød det dengang fra forretningsmanden, der aldrig selv har tjent i det amerikanske militær og undgik at blive sendt til Vietnam, fordi han havde hælesporer.

Det var ikke første gang, at Trump gav udtryk for den holdning, at McCain ikke var nogen krigshelt. Faktisk har den været konsistent de seneste to årtier.

Udmeldingen fremkaldte stærke reaktioner og gisninger om, at forretningsmanden nu var færdig som kandidat, før primærvalgene overhovedet var gået i gang.

Sådan endte det som bekendt ikke.

Fejden fortsætter

John McCain døde af kræft i august 2018, men det har ikke afholdt præsident Trump fra at gå efter sin nu afdøde partifælle.

Under et besøg på en kampvognsfabrik i Ohio onsdag afveg præsidenten fra sit talepapir og brugte fem minutter på at fortælle de fremmødte arbejdere, hvad han synes om McCain. Man kunne tro, at det var ret irrelevant i den konkrete kontekst, da Trump var rejst til Ohio for at tale om økonomien.

Øjensynligt lå det dog præsidenten meget på sinde at meddele, at han ”aldrig har kunnet lide John McCain og heller aldrig kommer til det”.

Begravelsesballade

Tænker man på det historisk set anspændte forhold mellem Trump og McCain, kommer det seneste udfald måske ikke som den store overraskelse. McCain tog gentagne gange afstand fra Trump og var indtil sin død – i hvert fald retorisk – en af præsidentens hårdeste republikanske kritikere i Kongressen.

Ligeledes var Trump som den eneste levende amerikanske præsident ikke inviteret til McCains begravelse sidste år. Det havde senatoren frabedt sig. Under begravelsen kom McCains datter Meghan og en række andre talere med slet skjult kritik af USA's nuværende præsident.

Meghan McCain udtalte også efterfølgende, at hun ville have ønsket, at Ivanka Trump og Jared Kushner, præsidentens rådgivere samt henholdsvis datter og svigersøn, ikke havde deltaget i begravelsen.

Skeptiske senatorer

Forhistorien ændrer dog ikke noget ved, at det er svært at se en politisk fordel i at angribe en død mand. Tværtimod virker det underskudsagtigt og bizart, at verdens mægtigste mand går så meget op i at svine en afdød partifælle til.

Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat Mitt Romney tweetede i kølvandet på Trumps seneste udtalelser da også, at han havde svært ved at forstå, hvorfor præsidenten igen skulle nedgøre McCain.

Måske kan Romneys spørgsmål besvares med hjælp fra den republikanske senator Lindsey Graham, der har gennemgået en interessant forvandling de senere år.

Graham var nære venner med McCain og havde under de republikanske primærvalg karakteriseret Trump som et ”bilsammenstød” og en ”togulykke”. Det skete, i kølvandet på at forretningsmanden havde påstået, at McCain ikke var nogen krigshelt.

I løbet af det seneste år er Graham blevet en nær allieret af Trump, hvilket sætter senatoren i en akavet situation. Onsdag fortalte Graham, at han gentagne gange havde bedt Trump om at lade være med at angribe den afdøde McCain. Uden held.

Hvis selv en af Trumps nærmeste allierede ikke kan få præsidenten til at stoppe angrebene, må der jo ligge noget dybere og strategisk bag dem, må der ikke?

Den moderate McCain

For den inkarnerede og yderligtgående del af Trumps vælgerbase er McCain en forræder. En såkaldt RINO (Republican in Name Only).

Betegnelsen hentyder i McCains tilfælde til, at senatoren ofte prøvede at samarbejde hen over midten og til tider stemte imod klassiske konservative mærkesager såsom præsident George W. Bushs skattelettelser, kæmpede for en tværpolitisk immigrationsreform under præsident Obama og stemte imod afmonteringen af ObamaCare under præsident Trump. Særligt sidstnævnte gjorde Trump rasende.

Disse eksempler bliver ofte fremhævet for at illustrere, hvor midtsøgende McCain var. Men som klummeskribenten Max Boot, der arbejdede som rådgiver for McCains præsidentkampagne i 2008, fremhævede i et indlæg sidste år, så stemte McCain i løbet af sine 30 år i Kongressen i 87 procent af tilfældene med Det Republikanske Parti.

Boot citerede i den sammenhæng ganske passende den republikanske præsident Ronald Reagans mantra, at ”den person, der er enig med dig 80 procent af tiden, er en ven og allieret, ikke en 20 procents forræder”. Men for den dogmatiske højrefløj er det netop – i McCains tilfælde – de 13 procent, der er afgørende, og som gør senatoren til en forræder.

Ironien er til at få øje på. Mens John McCain var registreret republikaner hele sit voksne liv, er det snarere Donald Trump, der med god grund ville kunne blive anklaget for at være en RINO. Forretningsmanden har skiftet politisk tilhørsforhold gentagne gange, før han stillede op som republikansk kandidat i 2016. Så sent som i 2011 var Trump eksempelvis registreret som uafhængig.

Fra McCain til Trump

Omvendt må man konstatere, at Det Republikanske Parti i løbet af et årti er gået fra at være John McCains parti til at blive Donald Trumps parti.

I 2008 var John McCain Republikanernes præsidentkandidat. Under valgkampen gav McCain udtryk for, at han frygtede, at konservative talkshowværter og immigrationskritikere satte sig på immigrationsdebatten og ”kom til at ødelægge partiet”.

Ti år senere hedder præsidenten som bekendt Donald Trump og har blandt andet gjort sig bemærket ved en tæt kinddans med nogle af de samme talkshowværter, som McCain i 2007 advarede imod, samt en meget immigrationskritisk dagsorden.

Hvor McCains republikanske parti fulgte tankegangen fra Bush-årene om, at fremtidige præsidentvalg skulle vindes ved hjælp af en immigrationsvenlig platform og bredere opbakning fra latinoer og andre voksende minoritetsgrupper, så viste Trump i 2016, at man under de rette omstændigheder (stadig) kan vinde præsidentvalg på en immigrationskritisk dagsorden og ved at mobilisere ældre hvide vælgere.

Et levn fra fortiden

I sidste ende fremstod John McCain derfor i Trump-æraen nærmest som et levn fra fortiden. For mens senatoren fastholdt sin politiske kurs efter valgnederlaget i 2008, så rykkede Det Republikanske Parti mod højre, hvilket åbnede for muligheden for, at en type som Donald Trump kunne rive magten til sig.

En række tal illustrerer denne Trump'ske transformation. Da McCain døde i august 2018, havde Trump en opbakning blandt republikanske vælgere på 85 procent. Til sammenligning lå McCains opbakning på 41 procent. I senatorens hjemstat Arizona, som McCain på dette tidspunkt havde repræsenteret i Kongressen i mere end tre årtier, var opbakningen endnu lavere og lå på under 20 procent blandt republikanske vælgere.

Et impulsdrevet individ

Så vidt analysen. Men selv med disse faktorer in mente kan det være svært at forstå, hvorfor verdens mest magtfulde mand føler et behov for at bruge fem minutter på at fortælle en flok fabriksarbejdere om, hvorfor han har det så stramt med en afdød partifælle.

Så hvorfor bliver Donald Trump ved med at slå på John McCain, hvis der ikke er nogen åbenlys politisk gevinst ved det?

Det korte svar er nok, at denne trang til at sparke nedad ikke er udtryk for en eller anden form for politisk strategi, men snarere er et udtryk for, at USA's nuværende præsident er et yderst impulsdrevet menneske, der reagerer, før han evaluerer.

Mens denne tendens måske ikke kommer til at skade Trump synderlig meget i det korte løb, fordi præsidenten sidder så tungt på Det Republikanske Parti, må man formode, at Lindsey Graham i det lange løb får ret i sin formodning om, ”at præsidentens bemærkninger om senator McCain kommer til at skade Trump mere, end de skader senator McCains eftermæle".