BLOG: Republikanerne støtter Trumps magtmisbrug, fordi de er bange for at miste magten

16x9
Præsident Trump underskriver sin første vetoret. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

BLOG: Selvom præsidenten nu skal bruge sin vetoret, sidder han tungt på Det Republikanske Parti.

I de seneste døgn har der været meget fokus på det, man godt kan kalde præsident Trumps tre kindheste. Hele tre gange gik (dele af) præsidentens republikanske partifæller i Kongressen nemlig imod Trump.

I onsdags stemte syv Republikanere i det republikansk dominerede Senat for, at USA skal stoppe sin støtte til Saudi Arabiens kamphandlinger i Yemen.

Da samtlige 47 demokratiske senatorer også stemte for resolutionen, bliver præsident Trump nødsaget til at bruge sin vetoret, hvis han vil have sin vilje igennem.

Torsdag stemte et enigt Repræsentanternes Hus – den slags sker efterhånden ikke så tit længere i USA's polariserede politiske system – med stemmerne 420-0 for, at den særlige anklagers rapport om et muligt samarbejde mellem Trumps præsidentkampagne og Rusland skal offentliggøres, når Robert Muellers arbejde er afsluttet. Afstemningen i Huset er ikke bindende, så der skal ikke lægges for meget i den, men det var selvsagt heller ikke nogen god dag for præsidenten.

Det tredje nederlag var det, der må svie mest for Trump. Ligeledes torsdag stemte et flertal i Senatet for at ophæve præsident Trumps nødretstilstand langs grænsen til Mexico. I den afstemning gik 12 Republikanere imod Trump, og præsidenten blev dermed i dag nødt til at brug sin vetoret for første gang.

To slag over fingrene

Ligesom med afstemningen om den amerikanske støtte til Saudi Arabien er opbakningen ikke stor nok til, at Kongressen kan trumfe et præsidentielt veto. Det ved de rebellerende Republikanere i Senatet selvfølgelig godt. Begge afstemninger skal derfor mest ses som et slag over fingrene til en præsident, der sætter sine republikanske partifællers loyalitet på en hård prøve ved ret konsekvent at gå imod den ortodokse republikanske tænkning.

Men ikke desto mindre er det selvfølgelig opsigtsvækkende, når en præsident i løbet af få døgn to gange bliver nødsaget til at skulle bruge sin vetoret, fordi dele af hans parti i samarbejde med den demokratiske opposition går imod hans politik, ovenikøbet på vidtrækkende indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål.

Lad mig gøre det soleklart: Taget i betragtning af, at Donald Trumps nødretserklæring er et åbenlyst forsøg på at omgå Kongressen i anstrengelserne på at få bygget grænsemuren - Kongressen har som bekendt ikke ønsket at bevillige præsidenten pengene til projektet, vel og mærke heller ikke under det republikanske flertal i begge Kongressens kamre, som Trump havde i sine første to år på posten - er det opsigtsvækkende, at det kun var tolv trodsige Republikanere, der valgte at gå imod Trump.

Dermed ikke sagt, at nødretsafstemningen ikke var et nederlag for Trump. Det var det, uden tvivl, og det skal ikke undervurderes, at nederlaget også kan vise sig at få langsigtede konsekvenser i forhold til de igangværende sager i det juridiske system, der skal vurdere, hvorvidt Trumps nødretserklæring er forfatningsstridigt eller ej. Her hjælper det bestemt ikke Trumps sag, at et flertal i begge Kongressens kamre mener, at dette er tilfældet.

Republikanernes dobbeltstandard

Hvis man kender lidt til, hvordan USA's politiske system er skruet sammen, og hvilken holdning Det Republikanske Parti historisk set har haft til den slags form for magtmisbrug, er det godt nok vildt at se, hvor tavse det store flertal af Republikanere er blevet, nu hvor præsident Trump har valgt at gå enevældens vej. Særligt hvis man godt han huske – det kan jeg, for så ung er jeg trods alt heller ikke -, hvor oprørt partiet var over det, Republikanerne opfattede som præsident Obamas magtfuldkommenhed og regeringsstil ved hjælp af dekreter.

USA's politiske system er indrettet på den måde, at det er den lovgivende forsamling, Kongressen, der sidder på pengepungen. Faktisk er det nok Kongressens vigtigste funktion, som den er udlagt i den amerikanske forfatning.

Ligeledes har præsidenten godt nok mulighed for at erklære en nødretstilstand, men der eksisterer simpelthen ikke noget historisk fortilfælde for den magtfuldkommenhed, som Donald Trump har lagt for dagen, da han erklærede nødretstilstand i kølvandet på de kuldsejlede budgetforhandlinger og den længste delvise nedlukning af det føderale statsapparat i amerikansk historie tidligere på året, fordi han ikke kunne få bevilliget penge til sin grænsemur.

Trump udfordrer sine republikanske partifæller dermed på ikke mindre end to fundamentale aspekter med sin nødretserklæring: den vigtigste enkelte opgave og magt, som Kongressens medlemmer råder over, nemlig at sidde på pengepungen og bestemme over bevillingerne, samt ikke at respektere magtens deling og checks and balances ved at erklære en nødretstilstand for tydeligvis at kunne arbejde uden om Kongressen.

Denne form for enevældig herskerstil og disrespekt for USA's lovgivende forsamling burde - i hvert fald i teorien -, have resulteret i en resolut republikansk afvisning. Særligt når man tænker på, at præsidenten i den pressekonference, hvor han erklærede nødretstilstanden, jo selv indrømmende - ja faktisk nærmest provokerende slog fast at han ikke havde behøvet at erklære nødretstilstanden, men gjorde det, fordi han gerne vil få bygget grænsemuren hurtigere.

Magtmisbrug eller frygten for at miste magten

Alligevel var det kun 12 republikanske senatorer – med andre ord mindre end hver fjerde siddende republikanske senator, da der p.t. er 53 republikanske senatorer -, der valgte at gå imod præsidenten i går.

Af de 12, der gjorde, er der kun én, Susan Collins, der er på valg næste år. Collins er også den eneste af de i alt 14 forskellige republikanske senatorer, der både gik imod præsidenten i Saudi Arabien-spørgsmålet og nødretserklæringen. Med andre ord har den politiske risiko for de trodsige Republikanere været til at overskue.

Den frygtsomme firkløver

Til gengæld var der en håndfuld stykker, der valgte at følge Jens Otto Krags berømte ordsprog, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Fem republikanske senatorer endte nemlig med at støtte Trumps nødretserklæring, selvom de tidligere havde givet udtryk for, at de ville stemme imod præsidentens magtmisbrug. Fællestrækket for fire af de fem senatorer er…lige præcis, at de er på valg næste år.

Det mest ekstreme tilfælde af denne frygtsomme firkløver var Senator Thom Tillis fra North Carolina. For to uger siden skrev senatoren en klumme i avisen Washington Post, hvor han redegjorde for, hvorfor han ville stemme imod præsident Trumps nødretserklæring: fordi der var tale om magtmisbrug.

Men da Tillis fandt ud af, at han stod til at blive udfordret internt, hvis han stemte imod præsidenten, fik den ellers angiveligt så principfaste senator tydeligvis kolde fødder. Magtmisbruget blev åbenbart mindre problematisk end udsigten til at kunne miste magten - Tillis er i forvejen en af de mest sårbare Republikanere, der er på genvalg i 2020 -, og senatoren endte med at stemme med Trump.

Republikanerne er Trumps Parti

Selvom Donald Trump dermed fik hele tre kindheste på bare to dage, og blev nødt til at bruge sin vetoret for første gang, kan man ikke komme udenom, at Det Republikanske Parti er Trumps Parti.

Af de 22 senatorer, der er på valg næste år, valgte 20 at stemme med præsidenten i Saudi Arabien-spørgsmålet, mens 21 støttede præsidentens nødretserklæring. Den eneste senator, der stemte imod Trump i begge tilfælde, var som nævnt tidligere Susan Collins, som er på valg i en stat, Maine, der har stemt demokratisk ved de seneste syv præsidentvalg. I Repræsentanternes Hus, hvor alle medlemmer er på valg i 2020, valgte kun 13 ud af de 197 republikanske medlemmer at stemme imod præsidentens nødretserklæring.

Så længe det altovervejende flertal af de republikanske kongresmedlemmer er mere bange for at miste magten end at bruge den til at avancere en klassisk konservativ dagsorden, er der derfor heller ikke nogen udsigt til, at de faktiske forhold i jernindustrien kommer til at ændre sig markant.

For uanset hvor mange symbolske kindheste, præsident Trump ender med at få, har langt størstedelen af de republikanske kongresmedlemmer valgt at binde deres politiske fremtid op på Donald Trumps politiske fremtid.

Dette er næppe så overraskende taget i betragtning af, at Trumps opbakning blandt de republikanske partimedlemmer er tårnhøj (90% i den seneste Gallup-måling).

Hvorvidt denne kinddans også er en god strategi i længden, kan man godt have sin tvivl om. Men som bekendt tænker de fleste politikere jo ikke nødvendigvis længere end det næste valg.