BLOG: Mit universitet i USA er en del af historisk skandale – desværre kommer det ikke bag på mig

16x9
Yale University Foto: Jack Devlin / Yale University

BLOG: Bestikkelsessagen er en del af en større problemstilling, når det kommer til at blive optaget på USA's fineste universiteter.

Jeg er lige for tiden gæsteforsker ved Yale University i USA, et af de eliteuniversiteter der tirsdag blev impliceret i USA's nok hidtil største bestikkelsessag på uddannelsesområdet.

Ligesom de langt fleste af mine medstuderende har jeg - modsat et fåtal af studerende, eller snarere deres forældre - ikke snydt for at blive en del af det fine selskab. Det har - mig bekendt - heller ikke kostet mine forældre en ordentlig omgang bestikkelsespenge, at jeg kunne få lov til at arbejde videre på min ph.d.-afhandling i dette fremragende forskningsmiljø.

Reimer-Elster er med andre ord ren.

Men netop fordi jeg lige for tiden er en del af det fine selskab, kommer det desværre ikke bag på mig, at nogle forældre er villige til at bruge hundredtusinder, hvis ikke millioner, af dollars i bestikkelsespenge for at få deres børn ind på verdens bedste universiteter, selvom børnenes akademiske og sportslige færdigheder nok ikke berettiger dem til at gå på eksempelvis Yale.

Konkurrencen er benhård

Hvert år er der titusindvis af unge mennesker, der gør sig forhåbninger om at blive optaget på USA's – og dermed verdens - bedste universiteter. Ifølge Times Higher Educations seneste World University Ranking ligger syv ud af verdens ti bedste universiteter i USA.

I 2017 var der næsten 40.000 mennesker, der søgte om at blive optaget på et af verdens fineste universiteter, Harvard. Kun fem procent af disse 40.000 forhåbningsfulde væsener endte med at slippe igennem nåleøjet og kom ind. På Yale var chancen kun marginalt bedre. Her blev seks procent af ansøgerne optaget.

På ingen af de otte såkaldte Ivy League-universiteter – som Yale og Harvard er en del af, og som regnes for at være nogle af USA's bedste og fineste - var optagelsesraten højere end 14 procent. I langt de fleste tilfælde lå den endda under ti procent.

Det er derfor, at det giver global genlyd, når der hvert år er et lille antal af exceptionelt dygtige unge mennesker, der lykkedes med at blive tilbudt optagelse på alle otte Ivy League-universiteter.

At komme ind på de her universiteter er forbundet med prestige og anerkendelse verden rundt, og dermed bedre fremtidsudsigter, som i en international kontekst ikke kan sammenlignes med at komme ind på stort set hvilket som helst dansk universitet (selvom det i sig selv selvfølgelig også kan være en stor ting afhængig af ens egen baggrund).

Som den første i min familie, der færdiggjorde gymnasiet og dernæst kom på universitet, taler jeg nu som ph.d.-studerende af personlig erfaring: at gå på Københavns Universitet og Syddansk Universitet, som jeg gjorde på henholdsvis bacheloren og kandidaten, kan ikke sammenlignes med at gå på Yale, jantelov eller ej.

En eksklusiv klub

Det er denne globale prestige, gode fremtidsudsigt, og benhårde konkurrence, man bliver nødt til at have i baghovedet, når man prøver at forstå, hvad der kan få nogle rige forældre til at betale dyre domme for at få lusket deres børn ind på USA's bedste universiteter.

At blive en del af denne eksklusive klub giver ikke kun adgang til fremragende studiefaciliteter – hvis nogen skulle være i tvivl om dem, følger der nedenunder et billede af det bibliotek, jeg sidder og arbejder på til daglig - og adgang til nogle af verdens førende forskere, men ikke mindst også et fremtidigt netværk af tidligere medstuderende, som næppe kan gøres op i kroner og øre.

I Yales tilfælde er der så mange kendte tidligere studerende, at de ikke allesammen kan nævnes ved navn her - her er en liste til dem, der lyster - så jeg vil nøjes med at nævne George H. W. Bush og George W. Bush, Henry Ford, Bill og Hillary Clinton, Bob Woodward, Meryl Streep og Brett Kavanaugh.

For bare at nævne én statistik i den her sammenhæng, så er der flere studerende på Yale, hvis familie er en del af den rigeste én procent i USA, end der er studerende, hvis forældre tilhører de nederste 60 procent af indkomstskalaen i USA.                                                        

Hvem er ”offeret” i den her sag?

Her i New Haven sendte Yales præsident tirsdag en mail ud til universitetets ansatte og studerende i kølvandet på afsløringen af bestikkelsessagen, der som bekendt også involverer Yale.

I Yales tilfælde havde en fodboldtræner taget imod 400.000 dollars (cirka 2,6 millioner danske kroner) i bestikkelsespenge mod at sikre nogle rige forældres børn optagelse på eliteuniversitetet ved at rekruttere dem til Yales kvindefodboldhold. Den nu tidligere fodboldtræner har sidenhen samarbejdet med anklagemyndigheden, og universitetets ledelse har i kølvandet på anklagerne slået hårdt på, at Yale er blevet ”offer” for en medarbejders korrupt adfærd.

Uanset om man er enig eller uenig i udlægningen om, at Yale som institution er et ”offer” i den her sag, så kan man ikke komme udenom, at systemets smuthuller muliggjorde, hvis ikke endda sandsynliggjorde, at en sådan bestikkelssag overhovedet kunne opstå.

Systemets smuthuller

I forvejen er det markant nemmere at komme ind på det ønskede universitet i USA, hvis man er en dygtig sportsudøver, eller – om end i mindre grad og langt fra alle steder – hvis ens forældre tidligere er gået på samme universitet eller har doneret en større pose penge til universitetet.

Præsident Trumps svigersøn Jared Kushner blev eksempelvis på trods af middelmådige karakterer og resultater i de adgangsgivende prøver – og derfor til stor forundring for hans tidligere lærere - optaget på Havard kort tid efter, at Kushners far havde stillet universitetet en donation på 2,5 millioner dollars i udsigt. Sikke et tilfælde.

Disse donorforældre er derved med til at muliggøre, at nogle studerende ikke behøver at betale de tårnhøje studiegebyrer på Harvard, såfremt deres forældre tjener under en million kroner om året (ja, du læste rigtigt), mens eksempelvis Kushners far via sin donation opnåede en adgangsmæssig fordel for sin knægt, Jared Kushner, der i forvejen via sit ophav og omgangskreds var udrustet med væsentlig bedre kort på hånden i livets lange løb end mange af hans medansøgere.

Ligeledes hører vi tit om de såkaldte affirmative action-programmer, der giver minoriteter en fordel i form af positiv særbehandling, når de søger optag på universitet. Men denne form for særbehandling er i realiteten nok et mindre privilegie end ”legacy preferences”, altså at forældrene også tidligere har gået på det samme universitet, og kan overhovedet ikke sammenlignes – i forhold til hvor effektive de er for ansøgeren - med den fordel, der ligger i at være en dygtig sportsudøver.

Amerikanske universitetstrænere har nemlig en markant indflydelse på, hvem der ender med at blive optaget, i kraft af deres sportslige anbefalinger, da der er så mange penge i universitetssporten i USA. Det er derfor, at bestikkelsessagen netop i høj grad handler om at bestikke trænere på universiteterne og lyve, overdrive og i nogle tilfælde endda helt opfinde børnenes sportslige færdigheder og bedrifter for at være sikker på at blive optaget på det foretrukne universitet.

Forståelse og fordømmelse

At jeg forstår forældrenes tankegang, som jeg skrev indledningsvis, betyder selvsagt ikke, at jeg godkender snyderiet. Tværtimod kan man ikke være andet end rasende over disse forældres adfærd, når man tænker på implikationerne.

Særligt når man tænker på, at disse forældre endte med at blive knaldet, fordi de - dumt nok - valgte at snyde på den mest ugennemtænkte måde fremfor at bruge de sædvanlige metoder til at opnå bedre optagelsesudsigter til deres børn, som jeg beskrev ovenfor.

Der er unge mennesker i USA, der havde fortjent at gå på disse fine universiteter. De havde meritterne til det, var dygtige atleter og/eller havde knoklet benhårdt for at blive en del af det fine selskab. Men disse unge mennesker endte med at blive valgt fra, fordi nogle velhavende forældre snød og købte deres børn ind i selvsamme selskab.

Ligeledes er der eksempler på studerende, faktisk er det langt de fleste, der var uvidende om deres forældres bestikkelse. Disse unge mennesker gik altså fejlagtigt rundt og troede, at de var kommet ind på deres drømmeuniversitet takket være deres meritter, mens de i realiteten var kommet ind takket være deres forældrenes penge. Prøv at forestille jer, hvor ydmygende det må være for disse mennesker at færdes på deres campus nu.

Derfor går mine tanker i dag mere ud til de unge mennesker, der var uvidende om deres forældres bestikkelse, men som nu skal leve med konsekvenserne af forældrenes forståelige men uforsvarlige handlinger.

Men allermest tænker jeg på dem, jeg ikke kommer til at se på eksempelvis Yale dette forår: nemlig de stakkels unge mennesker, der knoklede for at blive optaget i det fine selskab, men endte med at blive valgt fra, fordi nogle velhavende og kriminelle forældre havde regnet ud, at der i USA desværre er rig mulighed for at bestikke sig ind i universiteternes fine selskab.