Politiker anmeldt for bedrageri: Er gået til bekendelse

En politiker fra Region Nordjylland har fået udbetalt omkring 728.000 kroner, som hun ikke var berettiget til.

Et medlem af Region Nordjylland er blevet meldt til politiet for bedrageri. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Ifølge Region Nordjyllands oplysninger har politikeren, Tina Juul Kjellberg (S), fået udbetalt omkring 728.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste for et arbejde, hun ikke har haft.

Tina Juul Kjellberg er gået til bekendelse, efter at Region Nordjylland blev opmærksom på mistænkelige forhold omkring hende.

Hun har valgt at træde ud af regionsrådet med virkning fra 26. marts, fortæller regionsrådsformand Ulla Astman (S).

- Jeg er meget rystet over at finde ud af, at en kollega, ud fra den viden vi har, har svindlet med skatteydernes penge. Det er dybt forkasteligt, siger Ulla Astman. Svindlen skal være foregået over en periode på fire år.

Nordjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget en anmeldelse om bedrageri.

- Vi skal nu have gennemgået anmeldelsen, hvorefter efterforskningen må vise sagens sammenhæng. Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen i øjeblikket, siger politikommissær Peter Skovbak fra Efterforskningscenter Frederikshavn.