Her er tallene, der tydeligt viser, hvor presset Thulesen er af Mette Frederiksen og Vermund

16x9
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er langtfra tilfreds med de seneste meningsmålinger. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

ANALYSE: DF bløder lige nu vælgere i stor stil til både højre og venstre, afslører nye tal. Thulesen har kort tid til at forsøge at genvinde det tabte

Det er en meget uvant situation, Kristian Thulesen Dahl befinder sig i lige nu. Meningsmålingerne peger entydigt på, at han og Dansk Folkeparti står til en stor vælgerlussing ved det kommende folketingsvalg. Sådan én har partiet aldrig prøvet at få før.

Meningsmålinger skal selvfølgelig læses med forbehold, og der er endnu nogle uger - måske endda måneder -, før danskerne skal sætte deres krydser. Men at Kristian Thulesen Dahl lige nu befinder sig i den mest udfordrende periode, siden han blev partiformand i 2012, er hævet over enhver tvivl.

Og han har også selv erkendt situationens alvor.

- Det her er et fuldstændig utilfredsstillende niveau, sagde Kristian Thulesen Dahl i sidste uge til TV 2 på baggrund af en meningsmåling, der viste, at blot 13,4 procent af vælgerne vil stemme på hans parti. Milevidt fra de 21,1 procent, partiet fik ved det seneste valg. Aktuelt viser vægtede gennemsnit af en række meningsmålinger, at Dansk Folkeparti står til godt 15 procent.

To partier har været på rov

Nye tal, der baserer sig på Megafon-målinger foretaget i løbet af det sidste halve år, viser samtidig, hvordan det især er to partier, der hugger vælgere fra Thulesen: Socialdemokratiet og Nye Borgerlige.

Tryk på partibogstaverne i grafikken for at se vælgervandringerne til og fra hvert enkelt parti:

Din browser er ikke understøttet. Opdater venligst din browser hér for at se grafikken.

Tryk på partibogstaverne for at se vælgervandringerne

Ni procent - altså i omegnen af hver tiende - der stemte på Dansk Folkeparti ved sidste valg, vil nu sætte krydset hos Socialdemokratiet. Og næsten lige så mange - otte procent - har nu tænkt sig at stemme på Nye Borgerlige.

Der vil altid være en del vælgere, der skifter mellem partier fra det ene valg til det andet. Og hvis tallene blev opvejet af, at mange også gik den anden vej - altså eksempelvis fra S til DF - ville problemet for Thulesen naturligvis være mindre.

Men Megafons tal viser med al tydelighed, at det ikke er tilfældet. Blandt dem, der stemte på Socialdemokratiet i 2015, har kun én procent tænkt sig nu at sætte krydset ved Thulesen og co. Og tallet for Nye Borgerlige er naturligvis nul, da partiet ikke var på stemmesedlen ved det seneste valg.

Altså bløder Kristian Thulesen Dahl lige nu vælgere til både højre og venstre. Uden at få nogle retur.

Altså bløder Kristian Thulesen Dahl lige nu vælgere til både højre og venstre. Uden at få nogle retur

Trumfkortet er væk

Årsagerne til nedturen kan være mange:

Partiet har i løbet af denne valgperiode været ramt af blandt andet møgsagerne om brug af EU-penge, der stadig bliver undersøgt af EU’s antisvindelenhed.

Partiets ordførere er i løbet af de seneste måneder på en lang lang række områder kommet med udmeldinger, der efterfølgende er blevet undsagt af ledelsen.

Partiet bakker op om de grundlæggende ideer i den sundhedsreform, som regeringen har fremlagt, og som er blevet kritiseret for at centralisere og afdemokratisere det danske sundhedsvæsen.

Og partiet har haft svært ved at kommunikere, hvad de egentlig mener om Socialdemokratiets meget omtalte forslag om at indføre en ret til tidlig pension for nedslidte.

Men hovedårsagen til, at Dansk Folkeparti i dag er mere udfordret end nogensinde, er i min optik, at partiet ikke længere sidder med det ultimative trumfkort, som tidligere har sikret partiet valgsejr efter valgsejr: udlændingepolitikken.

For det første fordi Socialdemokratiet i løbet af denne valgperiode har taget et gevaldigt højresving på udlændingepolitikken, så de nu i grove træk bakker op om det meste af det, DF og regeringen har gennemført - fra grænsekontrol, over smykkelov og til burkaforbud.

For det andet fordi Dansk Folkeparti nu for første gang bliver presset højre om på udlændingepolitikken af Nye Borgerlige, der lover vælgerne at kunne trumfe endnu mere markante opstramninger igennem, end Dansk Folkeparti har været i stand til.

Dansk Folkeparti er altså ikke længere det selvindlysende førstevalg for vælgere, der ønsker en stram udlændingepolitik.

Interessant debat torsdag

Spørgsmålet, som DF-toppen med garanti stiller sig selv i disse uger, er: Hvordan får vi vendt udviklingen?

En del af svaret får vi måske, når Kristian Thulesen Dahl torsdag eftermiddag tørner sammen med Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i den første én-mod-én duel mellem de to nogensinde.

En duel, du kan følge direkte på tv2.dk og TV 2 News fra kl. 17.