BLOG: Hvorfor skjuler Løkke sin hemmelige skatteplan?

16x9
Ser er brug for flere penge til ældrepleje i en tid, hvor der kommer 200.000 flere ældre i de kommende år, mener Nicolai Wammen. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

BLOG: Løkkes parti forsøger med uld i mund at undgå at sige højt, hvad hjertet er fuldt af.

Den gamle historie om en ulv i fåreklæder er aktuel i disse dage, hvor det kommende folketingsvalg kommer tættere og tættere på. Regeringen håber tilsyneladende på, at danskerne ikke opdager, at Lars Løkke Rasmussen hellere vil forgylde landets rigeste end at sikre en ordentlig velfærd for almindelige danskere.

Det er svær øvelse, når Venstres skatteminister den ene dag lover skattelettelser for milliarder, blot for den næste at få kolde fødder. Venstre ved du nemlig ikke længere, hvor du har.

Mens vi dag for dag hører historier om nedskæringer i ældrepleje. Om hospitalsansatte, der siger op i protest mod regeringens nedskæringer. Om nedskæringer på vuggestuer, børnehaver og skoler. Imens alt dette, så drømmer regeringspartierne om nye skattelettelser til landets mest velstillede borgere.

Liberal Alliance og Konservative står ved det. Respekt for det, selvom jeg ikke kunne være mere uenig i prioriteringen af vores samfunds ressourcer.

Omvendt er det med Venstre. Løkkes parti forsøger nemlig med uld i mund at undgå at sige højt, hvad hjertet er fuldt af. Nu lyder det kryptisk fra landets skatteminister Karsten Lauritzen om skattelettelser, at ”det er ikke en politisk vare, vi vil markedsføre os på op mod en valgkamp”.

På samme måde har finansminister Kristian Jensen slået fast i et interview med Berlingske, at man gerne vil have skattelettelser, man vil bare ikke sige det højt før et valg.

Det er samme sang, de sang før sidste valg. Dengang var Venstre skam ikke interesserede i skattelettelser og højere pensionsalder, måtte vi forstå. Men efter valget var det præcis det, de foreslog.

Socialdemokratiet vil en anden vej.

Vi vil prioritere velfærden før skattelettelserne til de rigeste. Vi mener, at der er brug for flere penge til ældrepleje i en tid, hvor der kommer 200.000 flere ældre i de kommende år. De har gjort Danmark til det, det er i dag. Og vi skylder dem en værdig alderdom.

På samme måde skal vi tage os af børnene. Alle har ret til en god barndom med gode daginstitutioner og en god skole. Og en uddannelse i verdensklasse, når man når dertil.

Og i stedet for skattelettelser på sportsvogne vil vi investere i klimaet. For vores børns og børnebørns skyld, for der er kun en planet at bo på. Det er både det rigtige at gøre for klimaet, men også for Danmark.

Her i landet har vi nemlig bevist, at en grøn klimapolitik giver muligheder for et erhvervsliv med grønne jobs til både dem, der skal udtænke de næste generations klimateknologi og dem, der skal bygge den på fabrikkerne.

Danmark står overfor en skillevej. Vælg dem, der satser på os alle. Vælg dem, der tør sige højt, hvilket Danmark de ser for sig, og hvilken retning vi skal.