BLOG: Din mund siger nej, men dine øjne siger ja..

16x9
I voldtægtssager er det ofte vigtigt, om ofret har gjort fysisk modstand. Det afholder mange kvinder fra at anmelde overgreb, lyder det i Amnesty-rapport. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Antallet af voldtægter i Danmark er alt, alt for højt. Og forsvindende få bliver dømt for deres overgreb.

Voldtægtskulturen viser ikke kun sit grimme ansigt i forbindelse med seksuelle overgreb. Hvis vi kigger ordentligt efter, kan vi få øje på den mange flere steder. 

Hvis vi skal forstå – og gøre noget ved – den danske voldtægtskultur, skal vi først og fremmest forstå, at den ikke kun handler om voldtægt. Voldtægt er uden sidestykke ét af de grimmeste udtryk for voldtægtskultur, men den er så meget mere end det. Den er dagligdag for piger og kvinder, der bliver fornedret og tingsliggjort – og hvor deres stemmer og protester latterliggøres og negligeres.

Voldtægtskultur er, når piger forventes at klæde sig udfordrende og opvarte drengene til puttemiddage på gymnasierne. Voldtægtskultur er, når næsten halvdelen af unge kvinder i en undersøgelse fortæller, at de er blevet gramset på i byen mod deres vilje. Det er, når vi hører om krænkelser i ungdomspartierne, når hævnporno deles lystigt i landets skolegårde og når antallet af seksuelle overgreb på musikfestivaler stiger.

Og så er det en kultur, hvor for mange føler sig berettigede til at tage, hvad de har lyst til – og får de ikke lov, kalder de kvinden en narrefisse. Det er en kultur, hvor man ikke behøver samtykke, fordi i virkeligheden vil hun jo gerne. Tænk bare på sætningen: ”Din mund siger nej, men dine øjne siger ja.” Hvor ofte har vi ikke hørt den? Kan vi ikke bare blive enige om, at hvis min mund siger nej, så er det sgu det, den mener, og længere er den ikke.

Så hvad gør vi ved det? Hvem bærer ansvaret? Det gør vi sådan set alle sammen. Vi har en fælles forpligtelse til at skabe et samfund, hvor følelsen af tryghed og værdi ikke er afhængig af køn. Og det gælder selvfølgelig begge veje. For drenge er også ofre for en kultur, hvor vi gør hinanden til genstande i stedet for levende væsener med følelser.

Vi skal skrue helt op for samtalen om køn, seksualitet og ligeværd – i skolerne, på ungdomsuddannelserne, med kollegerne, om middagsbordene, ja allevegne. Og vi må ikke stille os tilfreds, før vores døtre og sønner på lige fod kan gå ud i verden med rank ryg og ro i maven.