Pape kræver handling: - Vi skal have en mere ambitiøs klimapolitik

16x9
Justitsminister og formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Konservative foreslår en ny klimalov med grønne trepartsforhandlinger. Regeringens nuværende klimapolitik er ikke ambitiøs nok.

Regeringens klimapolitik får kritik fra egne rækker.

Kritikken kommer fra Det Konservative Folkeparti, der går enegang og kræver en ny og mere ambitiøs klimapolitik. 

- Vi skal være mere ambitiøse, end vi er i dag, selvom vi er meget ambitiøse. Men vi skal skridtet videre, fastslår partiformand Søren Pape Poulsen over for TV 2. 

Budgetter for CO2-udledning

Partiet foreslår en ny klimalov, der skal sikre, at Danmark er med til at nå målene fra Paris-aftalen og er med til at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Konkret foreslår Konservative: 

Trepartsforhandlinger, som ellers oftest bruges af arbejdsmarkedets parter. Konservative foreslår grønne trepartsforhandlinger mellem erhvervslivet, regeringen og Klimarådet, der er et uafhængigt ekspertråd.

Parterne skal forhandle sig frem til budgetter for Danmarks CO2-udledning. De skal sætte tal på, hvor meget Danmark må udlede i en femårig periode 15 år frem.

Delmålene skal vedtages i Folketinget og skrives ind i klimaloven.

Fakta: Klimaaftalen i Paris

  • 197 lande blev i december 2015 enige om klimaaftalen under COP21 topmødet i Paris.
  • Målet i aftalen er at holde den globale temperaturstigning "et stykke under" 2 grader celsius i forhold til førindustrielt niveau - og 1,5 grader, hvis det er muligt.
  • De lande, som har forurenet mest, skal føre an i CO2-nedskæringerne, mens de ulande, som er nødt til at afbrænde kul for at skaffe energi til deres voksende befolkninger opfordres til "med tiden" at skære i forbruget.
  • Ifølge FN har 147 lande ud af de 197 underskrevet aftalen - herunder USA. 
  • Aftalen kan læses her:

Kilde: Ritzau og FN

Klimarådet skal styrkes, så det fremover ikke blot kan rådgive regeringen, men også forhandle med den og erhvervslivet.

Lunken modtagelse af borgerforslag

Der er flere sammenfald mellem Konservatives forslag til en 'Ny klimalov nu' og borgerforslaget 'Dansk Klimalov nu', der blev behandlet i Folketinget tirsdag. 

65.775 borgere havde skrevet under på borgerforslaget, der - ligesom K - ønsker, at Danmark skal yde sit bidrag til at nå Paris-aftalens mål, femårige delmål mindst 15 år frem og en oprustning af Klimarådet. 

Oppositionen var klar til at stemme for borgerforslaget, men regeringen var tilbageholdende.

 - Der er ikke taget endelig stilling til det endnu, sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til TV 2. 

- For mig er det ikke afgørende, om der bliver stemt ja eller nej til det borgerforslag. For mig er det afgørende, at der er en masse positive elementer i borgerforslaget, som vi sådan set er indstillet på at gennemføre, sagde ministeren. 

Han sagde også, at regeringen overordnet ser positivt på at lave en ny klimalov i Danmark, men der er elementer i borgerforslaget, som regeringen ikke umiddelbart kan støtte.

- Det her burde ikke være så partipolitisk

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har ikke ønsket at kommentere kravet fra Det Konservative Folkeparti eller kritikken om, at klimapolitikken bør være mere ambitiøs. 

Vi vil samle Danmark om det her. Christiansborg, erhvervslivets organisationer og et nyt stærkt klimaråd, så vi går i samme retning

Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti

For at komme videre med den grønne omstilling er det ifølge Søren Pape Poulsen vigtigt, at vi får bindende mål og delmål. Her lægger den konservative formand op til at inddrage industri, landbrug, byggeri og andre interessenter og få dem til at spille ind med, hvordan de kan være med til at opnå målene sammen med Klimarådet og den til enhver tid siddende regering.

- Det her burde ikke være så partipolitisk. Det her burde være noget, vi sætter os ned og gør af hensyn til vores børn og børnebørn, lyder det fra partiformanden.

Trepartsforhandlinger om klima

Med trepartsforhandlingerne tænker de konservative blandt andre på erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Byggeri, Danske Rederier, Landbrug og Fødevarer med flere. Firkantet sagt: De, der er med til at skabe problemerne med CO2-udledning, skal altså også være med til at løse dem.

- Jeg forestiller mig, at ud fra de bindende delmål, man laver, så samarbejder man om, hvordan vi når derhen, og hvordan de forskellige sektorer kan bidrage til det, så man samler hele Danmark om det her. Både Christiansborg, erhvervslivets organisationer og et nyt stærkt klimaråd, så vi går i samme retning og får alle gode forslag på bordet, siger Søren Pape Poulsen.

- Vores erhvervsliv er jo langt foran, når det gælder om at finde nye klimaløsninger. Det skal vi bruge mere aktivt. Vi skal sætte os omkring et bord med de folk, som faktisk har forstand på det. 

Landbruget vil gerne være med til at se på det

Landbrugets interesseorganisation ser positivt på ideen. 

Tidligere på måneden udgjorde Landbrug og Fødevarer et umage par sammen med Danmarks Naturfredningsforening og gik ud med et stort fælles natur- og landbrugsudspil. Et udspil, der blandt andet skal sænke landbrugets klimabelastning med ti procent - og som både var til gavn for miljøet og landbruget. 

Umiddelbart vil landbrugsorganisationen også gerne være med til at se på klimaudfordringer i trepartsregi. 

- Det er en rigtig fin idé med samarbejde, men det er vigtigt, at det bliver et bredt partnerskab med faglig tyngde og en lang levetid, siger Martin Merrild, formand i Landbrug og Fødevarer i et skriftligt svar. 

- Når det er sagt, så virker det noget urealistisk, at man skal sidde og forhandle om metoder, som vi måske først kender om nogle år. Vi skal løbende kunne tilpasse os de forandringer og nye metoder, der bliver udviklet. Så selvom idéen er sympatisk, skal man nok kigge lidt nærmere på den, og det vil vi gerne være med til.

Ville ikke bruge kræfter på klima

Konservatives krav har ifølge Pape været undervejs i et stykke tid. Men for et halvt år siden var det efter alt at dømme ikke på tegnebrættet. Partiformanden satte i august ord på, hvilke temaer partiet skal fokusere på frem mod valget. Klima og miljø ikke var iblandt dem, fremgik det i Berlingske

- Dér skal vi ikke bruge vores kræfter, sagde Søren Pape Poulsen og uddybede, at det er hans opgave at sikre en større vælgeropbakning end ved sidste valg, og så er klima ikke vejen frem. 

Men Pape har altså tilsyneladende ændret mening. 

I sommers sagde du, at I skulle nedtone klimadebatten lidt. Hvad er det, der har fået dig på andre tanker? 

- Jeg kan ikke genkende det, hvis jeg skal være helt ærlig. Det Konservative Folkeparti har altid stået for, at vi skal passe godt på vores klima og miljø, siger Søren Pape Poulsen.

- Og nu har vi så arbejdet på, hvordan vi kan konkretisere det. Det er fint nok, at vi kan sige en hel masse og sidde ved nogle mødeborde med en masse papirer. Men nu kommer vi med et forslag, der i virkelighedens verden faktisk kan gøre en forskel.