BLOG: En bøde er ikke nok!

16x9
Folketinget bør skærpe straffene for ulovligt hold af meget giftige slangearter, da de potentielt kan bringe folks liv i fare, skriver Peter Kofod. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

BLOG: Ulovligt hold af dødelige arter bør medføre frihedsstraf.

Politiet ransagede for nylig flere adresser på Sydsjælland og Lolland-Falster, hvor man havde mistanke om, at der blev holdt giftslanger, der, medmindre man har en særlig tilladelse, er ulovlige at holde i Danmark. Grunden til forbuddet er, at nogle arter af slanger er utrolig giftige og – hvis de slipper væk – kan være dræbende for mennesker, der bliver bidt af dem.

Ved ransagningerne lykkedes det blandt andet politiet at beslaglægge en art, der ved et enkelt bid er så giftig, at der er gift nok til at dræbe 100(!) mennesker, 250.000 mus eller to afrikanske elefanter! Det er stærke sager – og der er god grund til at opretholde et forbud mod disse arter, når man tænker på, hvor stor skade de kan forrette på kort tid.

Ekstra-Bladet talte i forbindelse med beslaglæggelsen med en ekspert, der konkluderede, at et bid ville være lig med den visse død, da der ikke ville være tid til at få modgiften frem. Det er mildest talt meget alvorligt!

Jeg mener, at Folketinget bør skærpe straffene for ulovligt hold af meget giftige slangearter, da de potentielt kan bringe folks liv i fare. I dag vil man typisk få en bøde for hold af disse arter på mellem 5.000 – 10.000 kr. Det er en meget lille sanktion sammenholdt med, hvor store konsekvenser det kan have for personer, der intetanende kan støde på disse dyr, hvis de måtte slippe fri.

Derfor bør der strammes op. Ulovligt hold af dødelige arter bør medføre frihedsstraf – simpelthen at man kommer i fængsel for at bryde reglerne. For en bøde er ikke nok.

Forestil dig, hvis blot én af disse slanger slipper væk og gemmer sig i en sandkasse i en børnehave. Det ville kunne have dybt tragiske konsekvenser! Den situation må ikke opstå i Danmark!

Derfor er der behov for at skærpe straffene på dette område. I morgen, onsdag, har jeg derfor bedt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann(V) om at komme i Folketingssalen for at svare på, om regeringen vil være med til at stramme op her. Jeg mener, der er et behov, og jeg ser stor grund til at reglerne strammes op. 

Vi skal både håndhæve dette vigtige forbud - og straffe folk, der ikke holder reglerne, hårdt!