Nu er paradigmeskiftet vedtaget i Folketinget

Folketinget har vedtaget det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, der skal ændre fokus fra integration til hjemsendelser.

Det omdiskuterede og af humanitære organisationer stærkt kritiserede paradigmeskift i udlændingepolitikken er torsdag formiddag vedtaget i Folketinget.

Lovpakken skal ændre fokus fra integration af flygtninge til hjemsendelse. 

Lovforslaget, der gik under navnet L140, blev stemt igennem med stemmer fra regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. 

Men hvor mange flere flygtninge, der rent faktisk vil blive sendt hjem, kan udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke sige noget om. 

- Vi forventer en mærkbar effekt. Men det er selvsagt, at man ikke kan sætte et tal på, siger hun.

DF's store ønske

Paradigmeskiftet i udlændingepolitikken var det store ønske, Dansk Folkeparti havde med til finanslovsforhandlingerne i efteråret.

Da regeringen og DF kom ud fra Finansministeriet med en færdig finanslov, var det også stramningerne på udlændingeområdet, der løb med opmærksomheden. 

Paradigmeskiftet er betegnelsen for en lang række lovændringer, der skal ændre på, at ni ud af ti flygtninge ender med at blive i Danmark permanent. Målet er, at flygtninge skal sendes ud, når der er fredeligt nok i deres oprindelsesland.

Folk bliver mødt med en mere ærlig besked om, at det er et midlertidigt ophold, de skal have i Danmark

Mattias Tesfaye, udlændingeordfører (S) 

Konkret handler paradigmeskiftet i hovedtræk om: 

  • Opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte skal fremover kun gives med henblik på midlertidigt ophold.
  • Integrationsydelsen sænkes med 2000 kroner for enlige forsørgere og 1000 kroner for gifte og samboende. Den ændrer også navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse for at sende et signal om, at man ikke skal integreres, men sendes hjem, når det er muligt.
  • Der indføres et loft over antallet af familiesammenføringer. 

Det omdiskuterede udrejsecenter på øen Lindholm er ikke en del af det, der er blevet stemt igennem i folketingssalen torsdag.

- Vi skal simpelthen have flere flygtninge til at vende tilbage, når de ikke længere har behov for vores beskyttelse, siger Inger Støjberg til TV 2. 

- Det har jo alle dage været sådan, at den dag, der er fred i ens hjemland, så rejser man hjem og genopbygger sit land. Men man må bare konstatere, at ni ud af ti er blevet i Danmark. Og det er selvfølgelig fuldstændig uholdbart.

- Det er uholdbart, hvis vi både skal beskytte dem, der har brug for vores beskyttelse, men også skal beholde dem, der ikke længere har brug for vores beskyttelse. Så skal man selvfølgelig rejse hjem og bygge sit land op igen, lyder det fra udlændinge- og integrationsministeren.

Kritik fra venstrefløjen

Socialdemokratiet stemmer for det samlede forslag, selv om partiet er imod dele af det, blandt andet at integrationsydelsen skal sættes ned. 

Partiets ordfører Mattias Tesfaye mener, at den største effekt handler om den attitude, som samfundet møder nytilkomne flygtninge med.

- Folk bliver mødt med en mere ærlig besked om, at det er et midlertidigt ophold, de skal have i Danmark, lyder hans vurdering af, hvad der er den største ændring.

Fra venstre side af Folketinget er der massiv kritik af de nye regler. 

- Hvis man skal skære det her ind til benet, så handler det om at gøre livet sværere og mindre behageligt for de mennesker, der er kommet hertil på flugt fra Assads tøndebombninger og Islamisk Stats sexslaveri og terror, siger Enhedslistens ordfører, Pelle Dragsted.