Klar til folketingsvalg: Klaus Riskær Pedersen har underskrifterne i hus

For første gang siden 1990 ser danskerne ud til at få hele 12 partier at vælge imellem ved det kommende folketingsvalg.

Klaus Riskær Pedersen og hans parti af samme navn bliver med al sandsynlighed 12. parti på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg.

På rekordtid har finansmanden formået at indsamle de fornødne 20.109 underskrifter, der kan gøre hans parti opstillingsberettiget.

Det bekræfter Økonomi- og Indenrigsministeriet overfor TV 2.

- Partiet Klaus Riskær Pedersen har anmeldt sig til Økonomi- og Indenrigsministeriet som opstillingsberettiget. Ministeriet forventer at kunne tage stilling til sagen inden for to uger, skriver ministeriet i en mail

Klaus Riskær Pedersen selv bekræfter også, men ønsker ellers ikke at stille op til interview før tirsdag.

- Jeg har d.d. fortaget anmeldelse af Parti Klaus Riskær Pedersen til opstilling ved det kommende Folketingsvalg. Anmeldelsen afventer nu Indenrigsministeriets godkendelse, oplyser han i en mail og på Twitter.

Kontroversiel indsamling

Klaus Riskær Pedersen indledte sin jagt på vælgererklæringer for bare tre og en halv måned siden, 6. november, og er derfor kommet usædvanligt hurtigt i mål.

Til sammenligning skulle andre partier som Nye Borgerlige og Alternativet bruge henholdsvis et år og halvandet på den samme øvelse.

Undervejs er Klaus Riskær Pedersen blevet kritiseret for at omgå reglerne for indsamling, fordi han til at begynde med så stort på den såkaldte ”eftertænksomhedsperiode” på en uge, som borgerne ifølge loven skal have, fra de første gang siger ja til at give deres underskrift, til de endelig bekræfter.

I stedet blev borgerne ledt direkte hen til en NemID-side, hvor de kunne bekræfte deres underskrift med det samme.

Riskær rettede ind efter påtale fra Indenrigsministeriet, men blev ikke straffet, da ministeriet ikke har hjemmel til at sanktionere.

Tidligere fængselsdømt

Den digitale finte er med til at bidrage til billedet af partiformanden som en kontroversiel skikkelse.

Bag sig har han en broget fortid, hvor han både med succes har udviklet og videresolgt en række virksomheder, er gået konkurs, har været valgt til Europa-Parlamentet for Venstre og har siddet fem år i fængsel for bedrageri, underslæb og skyldnersvig.

I 2015 var han ganske kort medlem af Alternativet, men blev efter en uge ekskluderet, fordi ledelsen ikke havde tillid til hans "forvaltning af Alternativets idé- og værdigrundlag samt loyalitet over for fællesskabet".

Vil omlægge skattesystemet

Med de over 20.109 vælgererklæringer i banken får Klaus Riskær Pedersen ikke bare plads på stemmesedlen, når Økonomi- og Indenrigsministeriet har godkendt ham.

Han får også plads i de mange valgdebatter, der kommer til at gå forud, og gælder det program, han har lagt frem på sit partis hjemmeside, kommer han blandt andet til at argumentere for følgende:

  • En omlægning af skattesystemet, så skatten samlet set bliver sat ned med 80 milliarder for private og i stedet betalt af erhvervs- og finanssektoren.
  • Et stop for flere udlændingestramninger.
  • Gratis kollektiv trafik til pendlere, pensionister og studerende på flere strækninger.
  • Et forbud mod salg af cigaretter og stærk alkohol i den almindelige detailhandel.
  • Lovliggørelse af cannabis.
  • En afskaffelse af børnechecken. Til gengæld skal vuggestuer, børnehaver og fritidshjem være gratis.

Klaus Riskær Pedersen har inviteret medier til pressemøde tirsdag.