BLOG: Det gælder ikke om at vælge rigtigt, men om at vælge

16x9
Kort sagt: Tag dig en uddannelse og gør dig umage. Det kommer du ikke til at fortryde, mener Merete Riisager. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Kære elev

Ovenstående talemåde blev ofte brugt af min morfar. Men selvom det er sagt af en mand, der i dag ville have været omkring 100 år, hvis han havde levet, så er det ikke helt forkert. Livet består af en masse valg og fravalg. Selv når man forsøger at udskyde sine valg, vælger man også.

På besynderlig vis kan det godt blive et pres, at man som barn og ung aldrig har haft flere muligheder end nu. Man kan hurtigt komme til at føle sig helt alene med ansvaret, og hvad nu hvis man vælger forkert? Hvad vil andre tænke? Vil man gå glip af muligheder? Vil ens liv ende i en blindgyde?

Jeg tror, det er vigtigt at tage noget af presset af dine – og andre unges – skuldre ved at huske på, at al uddannelse er en god begyndelse. Når jeg ser på alle de statistikker og rapporter, jeg har adgang til, og alle de voksne, jeg kender, kan jeg jo se, at livet er meget svært at forudsige, men at uddannelse altid forbedrer ens muligheder.

Tag nu min morfar. Han var uddannet smed, men endte som direktør i en stor højteknologisk virksomhed, han havde startet sammen med naboen. I starten var virksomheden intet andet end en garage, hvor de smedede hestesko. En af mine bedste venner læste til sygeplejerske, men skiftede studie undervejs og er i dag en succesrig maskinmester. Min far troede i sin ungdom, at han skulle være rockstjerne eller sømand, men blev i stedet stifter af en tøjkæde. Min bedste veninde gjorde karriere inden for it, men bestemte sig i stedet for at blive gymnasielærer.

Sådan er livet. Uforudsigeligt. Derfor skal du ikke nødvendigvis forestille dig, at du kan forudsige det hele eller lægge en plan, der rækker 40 år ud i fremtiden. Prøv i stedet at finde noget, du er god til, og som du kan lide. Så kan du altid bygge videre på det sidenhen. Kort sagt: Tag dig en uddannelse og gør dig umage. Det kommer du ikke til at fortryde.

Jeg, for min del, er optaget af, at det skal blive lettere for dig at få kendskab til de forskellige uddannelser og fag, der findes. Derfor har jeg sammen med regeringen og vores samarbejdspartnere ændret fagene i de ældste klasser, så der også kommer et praktisk-musisk valgfag. Vi kommer også til at ændre uddannelsesparathedsvurderingen, elevplanen og vejledningen. Vi foreslår, at der skal ligge flere erhvervsuddannelser på gymnasierne i udkanten, og vi sikrer bedre rammer for, at eleverne kan skifte uddannelse i løbet af 1.G, hvis gymnasiet ikke viser sig at være det rigtige.

Men det er alt sammen bare brikker, der skal falde på plads rundt om dig. Det vigtigste at huske for dig lige nu er, at du ikke behøver tænke, at alt er tabt, hvis du ikke vælger en uddannelse, du kommer til at bruge i 50 år, eller hvis du ikke kommer ind på det, du lige nu tænker er din drømmeuddannelse. Vælg en uddannelse, der giver mening, som du føler dig fagligt tilpas med, og som du kan forestille dig at arbejde med. Så har du et rigtig godt afsæt i livet. Det gælder nemlig ikke om at vælge rigtigt, men om at vælge!

Mange hilsner

Merete Riisager, undervisningsminister (tidligere svømmer, ufaglært medarbejder i psykiatrien, livredder, ufaglært gartnerimedarbejder, analysemedarbejder, chefkonsulent, programkoordinator med videre)