Senator skal lave 'en Sønderjyske', hvis hun vil blive Demokraternes dark horse

16x9
Amy Klobuchar. Foto: Eric Miller / Ritzau Scanpix

Amy Klobuchar vil være pragmatikeren, der repræsenterer et i stigende grad progressivt parti.

Endnu en kvindelig senator meddelte i går sit præsidentkandidatur. Den 58-årige Amy Klobuchar fra Minnesota annoncerede under vinterlige vejrforhold, at hun også går efter Det Demokratiske Partis nominering. Dermed er vi nu allerede oppe på et tocifret antal af demokratiske præsidentkandidater frem mod valget i 2020.

Senator Amy Klobuchar fra delstaten Minnesota meddelte søndag officielt, at hun stiller op i præsidentvalgkampen i USA.

Kan Klobuchar vinde i Trumpland?

Et udtryk, der nævnes igen og igen, når man taler om Amy Klobuchars kandidatur, er electability, som på dansk groft kan oversættes til valgbarhed. For efter det chokerende nederlag til Donald Trump i 2016 spørger demokratiske vælgere i stigende grad sig selv, hvilken kandidat der mon har de bedste muligheder for at slå den siddende præsident.

Med andre ord: Hvilken demokratisk kandidat kan autentisk markedsføre sig under sloganet ”Jeg kan slå Donald Trump”?

Klobuchars støtter vil argumentere for, at netop valgbarheden er senatorens stærkeste kort. At det kræver en type som hende, der kan appellere til moderate og uafhængige vælgere.

Støtterne slår på, at senatoren gentagne gange har overgået forventningerne og vundet med enorme marginer i Minnesota, der er en stat, som Donald Trump var tæt på at vriste ud af hænderne på Hillary Clinton og Demokraterne i 2016.

Minnesota har stemt demokratisk ved alle præsidentvalg siden 1972, men i 2016 var Trump kun 1,5 procentpoint fra at slå Clinton i et valg, hvor republikaneren som bekendt vandt en række rustbæltstater som Wisconsin, Michigan og Pennsylvania efter årtiers demokratisk dominans.

Det var da heller ikke spor tilfældigt, at Amy Klobuchar annoncerede sit kandidatur ved Mississippifloden, der – som hun pointerede – ”løber på tværs af USA, igennem hjertelandet”.

For Klobuchars fortælling bliver nok netop, at hun er bedst egnet til at udfordre Trump ”på hjemmebane” i Midtvesten og Rustbæltet.

Et ubeskrevet blad

Det ironiske er dog, at selvom senatorens stærkeste kort måske netop er valgbarheden, så er Amy Klobuchar (endnu) for ukendt til at kunne gøre sig forhåbninger om at blive valgt.

Langt størstedelen af de demokratiske vælgere – ifølge meningsmålinger op til 2/3 af dem – har ikke dannet sig et indtryk af Minnesotas første kvindelige senator endnu. Og det på trods af at Klobuchar har været senator i over et årti.

Heldigvis for hende er der god tid til at introducere sig selv over for vælgerne i det kommende års tid. Modsat valgkampen i 2016, hvor Demokraterne havde en klokkeklar forhåndsfavorit i Hillary Clinton, er der ikke nogen entydig spidskandidat denne gang. Heri skal man nok også se kalkulen i, at en så relativ ukendt kandidat som Klobuchar går efter nomineringen.

Har hun en vej til nomineringen?

Selvom der ikke er nogen entydig forhåndsfavorit i denne omgang, spås senatoren fra Minnesota ikke de store chancer i et ræs, der vurderes at være pivåbent. I meningsmålingerne kan Klobuchar indtil videre kun mønstre en til to procents opbakning, mens bettingmarkedet er noget mere rundhåndet i sin vurdering, men også maksimalt ser senatoren som en potentiel dark horse.

De relativt lave odds skal også ses som et udtryk for, at det blandt andet er svært at se, hvordan Klobuchar skal kunne appellere til minoritetsvælgere, som udgør op til 40 procent af Demokraternes vælgerbase i primærvalgene.

En anden årsag er den hårde konkurrence. Senatorens bedste bud på at vinde nomineringen er nok som den moderate fløjs alternativ til de mange venstreorienterede kandidater. Men denne bane må Klobuchar nok indstille sig på at skulle dele med kandidater som Joe Biden, Beto O’Rourke og Sherrod Brown fra Ohio.

Skulle de herrer beslutte sig for at stille op, er det svært at se, hvordan den kvindelige senator skal bryde igennem lydmuren. Men selv hvis Klobuchar skulle have denne bane helt for sig selv, hvilket næppe kommer til at ske, forbliver det store spørgsmål, om der overhovedet er plads til en pragmatiker i toppen af et parti, der bliver mere og mere progressiv?

Senatoren skal lave en Sønderjyske

Senatoren fra Minnesota vil derfor sikkert satse på at klare sig (overraskende) godt i partidebatterne og det første primærvalg i Iowa, som er en nabostat til Minnesota.

Klobuchars største lavpraktiske udfordring i den tidlige valgkamp frem mod 2020 kan dog blive at rejse nok penge. Feltet er stort og stærkt og kommer til at vokse yderligere, mens senatoren som nævnt ikke er særlig kendt på landsplan endnu.

På Facebook og Twitter kan Klobuchar sammenlagt kun mønstre cirka 850.000 følgere. Til sammenligning har ingen af hendes kollegaer fra Senatet – Kirsten Gillibrand, Elizabeth Warren, Kamala Harris og Cory Booker –, der også har valgt at stille op til præsidentvalget, færre end 1,8 millioner følgere.

Med undtagelse af Gillibrand ligger de andre tre senatorer endda snarere omkring de 3-5 millioner følgere.

På dette tidlige tidspunkt i valgkampen kan man derfor bedst karakterisere Amy Klobuchars aspirationer som præsidentvalgkampens svar på fodboldholdet Sønderjyske: potentialet er til stede, men mange ting skal gå hendes vej, før der byder sig en åbning for at komme med i slutspillet.