SF med krav til Mette F’s regering: - Der skal flere partier med

16x9
Pia Olsen Dyhr vil ikke lade Socialdemokratiet danne den S-regeringen, de ønsker. Ikke i første omgang i hvert fald. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Som det sidste støtteparti melder SF sig nu på banen med krav mod at hjælpe Mette Frederiksen i Statsministeriet. Spild af tid, mener analytiker.

Godt et år frem mod deadline for det kommende folketingsvalg kom S-formand Mette Frederiksen i juni måned med den opsigtsvækkende melding:

- Vi går efter at danne en S-mindretalsregering.

Og godt fire måneder før valget senest skal afholdes, går støttepartiet SF nu efter at forhindre netop det.

- Hvis vi skal have et skifte både i det politiske indhold og i selve regeringen, er vores anbefaling til Mette Frederiksen, at der skal flere partier med, siger formand Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Hvis flertallet vender efter næste valg, vil SF derfor kræve, at Mette Frederiksen først og fremmest undersøger muligheden for at danne en regering med flere partier fra hendes parlamentariske grundlag.

Som SF tidligere har meldt ud, er de klar til endnu en tjans i ministerierne, men de er også åbne over for, at deres kolleger fra rød fløj byder sig til.

Det er spild af tid og bliver ikke til noget

Peter Lautrup-Larsen. TV 2s politiske analytiker

Vil holde DF og V ude

Ifølge Politiken er Pia Olsen Dyhrs overbevisning, at ”en sådan regering bliver stærkere, ved at der indgår flere partier i den”.

Men politisk analytiker på TV 2 Peter Lautrup-Larsen ser også en anden agenda.

I juni bebudede Mette Frederiksen, at hun med en etpartiregering ville kunne løsrive Socialdemokratiet blokpolitisk for at lave politik over midten.

Og det er ifølge Lautrup-Larsen netop det, Olsen Dyhr vil forhindre.

- SF kan jo være bange for, at Mette Frederiksen vil lave politik med Dansk Folkeparti og Venstre. Og det har de jo ingen interesse i, siger han.

- Mette Frederiksen skal blive på den røde halvdel.

Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen har nærmet sig hinanden mere og mere i løbet af denne valgperiode. Senest har de meldt ud, at de er klar til at lave en aftale om differentieret pension. Uden om regeringen.
Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen har nærmet sig hinanden mere og mere i løbet af denne valgperiode. Senest har de meldt ud, at de er klar til at lave en aftale om differentieret pension. Uden om regeringen. Foto: Rasmus Aude / TV 2

Andre har prøvet det samme

SF's bogstavkrav er i tidens løb blevet afprøvet, forklarer Peter Lautrup-Larsen, og minder om et nyligt eksempel med Liberal Alliances krav til Lars Løkke Rasmussen i 2015 om i første omgang at forsøge med en flertalsregering.

- Og det, holder Samuelsen jo i dag fast i, lagde kimen til de senere regeringsforhandlinger, hvor LA blev indlemmet, siger Lautrup Larsen.

Men kravet fører i sig selv næppe til nogen flerpartiregering, mener han.

- Vi kan alle sammen sige på forhånd, at det er spild af tid og ikke bliver til noget.

S holder fast

Socialdemokratiet har da heller ikke tænkt sig at ændre kurs. Det meddeler politisk ordfører Nicolai Wammen til Politiken.

- Socialdemokratiet går til valg på at danne en etpartiregering. Det gør vi, hvis vi ellers bliver betroet det ansvar af danskerne, siger han.

- Vi mener, at den bedst vil kunne formidle det brede samarbejde.

Over for Ritzau uddyber Pia Olsen Dyhr, at SF fortsat vil pege på S-formanden, hvis Frederiksen efter første forhandlingsrunde skulle nå frem til, at Socialdemokratiet går alene i regering.

- Hele manøvren er et politisk signal om, at "jeg er her også, og jeg vil have indflydelse", siger Peter Lautrup-Larsen.

SF-formand Pia Olsen Dyhr taler med politisk ordfører i Socialdemokratiet Nicolaj Wammen. Med kravet om en flerpartiregering, vil SF tvinge sig adgang til forhandlingsbordet, mener TV 2-analytiker, Peter Lautrup-Larsen.
SF-formand Pia Olsen Dyhr taler med politisk ordfører i Socialdemokratiet Nicolaj Wammen. Med kravet om en flerpartiregering, vil SF tvinge sig adgang til forhandlingsbordet, mener TV 2-analytiker, Peter Lautrup-Larsen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Manglede på landkortet

Både de Radikale, Enhedslisten og Alternativet har krævet indrømmelser for at rette deres stemme mod S-formanden, hvis blå blok taber valget, og nu får SF som det sidste støtteparti også sat prisskilt på sine mandater.

- Det er jo en måde at komme ind ved forhandlingsbordet på uden at være lige så ultimativ som Østergaard og Elbæk, hvor det jo er uklart, hvad der vil ske, hvis de ikke får deres indrømmelser, siger Lautrup-Larsen.

- Så kommer der en runde om det. Og det har aldrig generet nogen, at man taler sammen i politik.