LO-formand om disruptionråd: - Der mangler handling bag ordene

Statsministeren lagde torsdag op til, at rådet fortsat skal mødes en gang årligt. Men så skal det ikke bare være snak, siger centralt medlem.

Torsdag afholdt regeringens disruptionråd sit sidste møde. I to år har det arbejdet for at forberede Danmark på den digitale fremtid.

Men det er ikke helt lykkedes, lyder det fra en af rådets centrale medlemmer, LO-formand Lizette Risgaard, som har siddet med ved bordet, siden rådet blev stiftet i 2017. 

- Der er ingen tvivl om, at vi ikke er i mål. Så jeg kunne godt tænke mig, at det råd, der måtte komme i fremtiden, bliver et med lidt mere handling bag ordene. Det skal ikke bare være snak, siger Lizette Risgaard.

Tre nye initiativer

Disruptionrådet har haft til formål at sikre, at Danmark bedst muligt følger med den teknologiske udvikling og undgår social dumping på arbejdsmarkedet. Og efter torsdagens møde kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsentere en rapport om rådets arbejde, som blandt andet indeholdt tre nye initiativer:

1. Regeringen ønsker at nedsætte et dataetisk råd.

- Hvis vi skal have gevinsterne i fremtidens digitaliserede samfund, skal vi også sikre, at borgerne kan føle tryghed ved den måde, som data bruges på, siger Lars Løkke Rasmussen.

2. Vil styrke de danske konkurrencemyndigheders tilsyn med de store digitale platforme.

- De skal ikke misbruge deres positioner og skabe ulige konkurrencevilkår i forhold til små og nystartede virksomheder. Det kræver handling i Europa, det kræver handling i OECD, og det kræver handling globalt. Men vi kan også gøre noget herhjemme, siger statsministeren.

3. Vil udfordre dygtige elever mere, end de bliver det i dag.

- Talentindsatsen skal styrkes hele vejen igennem vores uddannelsessystem, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, LO-formand Lizette Risgaard samt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen blev under Disruptionrådets første møde vist rundt i Coop Danmarks hovedkvarter i Albertslund.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, LO-formand Lizette Risgaard samt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen blev under Disruptionrådets første møde vist rundt i Coop Danmarks hovedkvarter i Albertslund. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Rådet forsætter

Da torsdagens møde var hævet, lød det fra rådets formand, Lars Løkke Rasmussen, at det - trods Lizette Risgaards udlægning - havde været en stor succes.

- Jeg synes, det har været godt, fordi selve det forhold, at vi har haft rådet sammensat fra alle hjørner af det danske samfund, er i sig selv et symbol på noget, der er særligt dansk; nemlig at vi magter at oprette en god samtale om fælles udfordringer, siger statsministeren.

Han benyttede også lejligheden til at fortælle, at der er lagt op til, at Disruptionrådet fremadrettet skal holde et årligt møde.

Mødte kritik fra start

Ifølge regeringens egen pjece om rådet består det af "gode kræfter fra alle dele af vores samfund". Men umiddelbart efter nedsættelsen blev det kritiseret for at være et selskab, hvor de forkerte var inviteret med.

Kritikken kom fra Akademikernes Centralorganisation (AC), som var stærkt utilfredse med, at de ikke havde modtaget en invitation.

- Der er over 400.000 højtuddannede på arbejdsmarkedet, svarende til en syvendedel af arbejdsstyrken. Derfor burde vi have en naturlig plads i rådet, lød det i den forbindelse fra AC's formand, Lars Qvistgaard.

- Den eneste begrundelse, jeg har hørt, er, at der ikke er plads. Det er en meget useriøs måde at arbejde på.

På listen over dem, invitationen nåede frem til, står blandt andre en skuespiller, en række ministre, en iværksætter og en digital trendanalytiker. Læs hele listen herunder:

  • André Rogaczewski, CEO og partner hos Netcompany
  • Astrid Simonsen Joos, CEO i Signify Nordics
  • Bente Sorgenfrey, Formand for FTF
  • Birgit Aaby, Iværksætter og indehaver af Combiservice
  • Brian Mikkelsen, Adm. direktør i Dansk Erhverv
  • Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille, Erhvervskvinde
  • Carsten Stendevad, Senior fellow hos Bridgewater Associates og medlem af UNICEF Danmarks præsidium
  • Christiane Vejlø, Digital trendanalytiker og CEO hos Elektronista Media
  • Claus Jensen, Forbundsformand for Dansk Metal
  • Esben Østergaard, CTO i Universal Robots
  • Gregers Wedell-Wedellsborg, Adm. direktør i Matas
  • Hella Joof, Filminstruktør, skuespiller og komiker
  • Jacob Holbraad, Adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
  • Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown
  • Jan Damsgaard, Institutleder og professor ved Institut for Digitalisering, Copenhagen Business School
  • Jan Grimstrup, Fællestillidsrepræsentant hos KP Komponenter
  • Karsten Dybvad, Adm. direktør i Dansk Industri
  • Kasper Sand Kjær, Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
  • Kigge Hvid, Medstifter af INDEX: Design to Improve Life
  • Kim Simonsen, Forbundsformand for HK
  • Kristian Jensen, Finansminister
  • Lars Løkke Rasmussen, Statsminister
  • Lizette Risgaard, Formand for LO
  • Marianne Dahl Steensen, CEO i Microsoft Danmark og Island
  • Merete Riisager, Undervisningsminister
  • Niels B. Christiansen, CEO i LEGO Group
  • Per Christensen, Forbundsformand for 3F
  • Pernille Erenbjerg, Adm. direktør i TDC
  • Philipp Schröder, Professor i økonomi, Aarhus Universitet
  • Rasmus Jarlov, Erhvervsminister
  • Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Økonomi- og indenrigsminister
  • Sophie Løhde, Innovationsminister
  • Stina Vrang Elias, Adm. direktør i DEA
  • Søren Skou, Group CEO i A.P. Møller Mærsk A/S
  • Tommy Ahlers, Uddannelses- og forskningsminister
  • Troels Lund Poulsen, Beskæftigelsesminister
  • Vibeke Svendsen, Adm. direktør og partner hos Envotherm