BLOG: Pelosis opførsel tog opmærksomheden - et tegn på USA's politiske forfald

BLOG: Den omtalte klapsalve var nedladende og udtryk for et politisk og kulturelt forfald.

Når USA's præsident holder den traditionelle årlige tale til Kongressen, er det ikke meningen, at det er formanden for Repræsentanternes Hus, der løber med meget af opmærksomheden. Men det var ikke desto mindre, hvad der skete ved præsident Donald Trumps seneste State of the Union-tale.

Det er særligt ét øjeblik, der efterfølgende er blevet dissekeret og kommenteret flittigt i medierne: Den demokratiske forkvinde Nancy Pelosis klapsalve til præsidenten, der kom i kølvandet på Trumps opfodring, ”at afvise politik, der tager udgangspunkt i hævn, modstand og gengældelse, og omfavne det uendelige potentiale i samarbejde, kompromiser og det fælles gode.”

Klapsalver og petitesser

Pelosis klapsalve var kulminationen på en optræden, som avisen Washington Post diplomatisk opsummerede som ”ansigtet for Demokraternes harme”. Husets nye forkvinde overtog dermed den rolle, som den demokratiske senator Tim Kaine havde indtaget under præsidentens første State of the Union-tale til Kongressen i januar 2018.

Kaines harmdirrende klapsalver var dog ingenting sammenlignet med Pelosi. Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus - og dermed præsidentens vært - virkede særdeles uinteresseret i præsidentens tale, hvilket hun blandt andet gav udtryk for ved at bladre rundt i en stak papirer, sandsynligvis Trumps tale på skrift, mens præsidenten talte. At kalde Pelosis opførsel for uhøflig, ville nok være en underdrivelse.

Hån og spot

Så hvad skal man lægge i klapsalven? Herovre i USA har udlægningen som forventet været domineret af partipolitiske og ideologiske forhold.

Der hersker dog bred enighed om, at klapsalven var en stikpille til præsidenten og som minimum skal forstås som et udtryk for medlidenhed eller ironi, hvis ikke direkte nedladenhed eller foragt.

Hovedpersonen Pelosi har ikke kommenteret hændelsen endnu. Men som Washington Posts kolumnist Monica Hesse skrev efterfølgende:

- Tag ikke fejl af, at det var et nedsættende klap. Det var hån iført et kostume af høflighed.

Teenager Trump

Pelosi valgte med andre ord at behandle USA's præsident som en uvorn teenager. Lyder det som en journalistisk overdrivelse? Det er ikke mig, der kom op med denne referenceramme. Faktisk er det Nancy Pelosis datter Christine, der beskrev moderens behandling af USA's statsoverhoved i disse metaforer.

Ligeledes er det dog selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at jeg sammenligner Nancy Pelosis behandling af præsident Trump med børnereferencer. Forkvinden har nemlig italesat præsidentens temperament i lignende termer tidligere og påstået, at Trump skulle få barnlige raserianfald (temper tantrum).

Et kulturelt forfald

Der vil sikkert være mange, der synes, at denne beskrivelse er ganske rammende for præsident Donald Trump. Den debat vil jeg ikke kaste mig ud i her. Jeg vil snarere fokusere på det beklagelige og problematiske i, at en af USA's mest garvede og erfarne politikere har valgt at synke ned på så lavt et niveau, som Pelosi gjorde under præsidentens tale til Kongressen.

Desværre fortæller Pelosis optræden os en del om det forfald, supermagtens politiske kultur gennemgår i disse år. Et forfald, som også blev illustreret ved, at præsident Trump under talen ikke ønskede Pelosi tillykke med at være blevet valgt som den nye speaker i Repræsentanternes Hus.

I en politisk sammenhæng kommer Pelosi næppe i større problemer efter den tarvelige klapsalve. Som en af mine venner opsummerede det over for mig, da vi diskuterede problemstillingen i går:

- Jeg har svært ved at se, hvordan det skal koste, når det er mod Trump. Det er svært at blive forarget over Pelosi og være okay med Trump.

Det samme gælder i øvrigt for en af Demokraternes mange præsidentkandidater, Kamala Harris, der også havde mimikken på plads under talen.

Hvorfor falde ned det på niveau?

Det klassiske modsvar, som Demokraterne og deres støtter replicerede anklagerne om nedladenhed og respektløs adfærd med, rettede sig mod præsident Trump og kan groft betegnes som: ”jamen det var jo Trump, der startede med at være respektløs og nedbryde normerne”-forsvaret.

Dette forsvar er ikke uden meritter, for Trump holder sig normalt ikke tilbage, men åbner til gengæld også op for en anden problemstilling: Hvorfor skal man partout gå ned på modstandernes niveau? Selvom man ikke respekterer Donald Trump, kan man jo i sagens natur godt vælge at respektere præsidentembedet som institution og – for den sags skyld – også embedet som speaker i Repræsentanternes Hus.

Lær af ungdommen

I stedet for at forfalde til politiske smådrillerier, kunne Nancy Pelosi med fordel have valgt den samme tilgang som venstrefløjens nye darling Alexandria Ocasio-Cortez gjorde.

Det nyvalgte kongresmedlem – der ellers ikke er ked af at gå i verbal infight med sine politiske modstandere på de sociale medier – lagde ikke skjul på sin utilfredshed med præsidenten og hans budskab, men formåede at gøre det på en mere stille og respektfuld måde.

Modsat Pelosi brugte Ocasio-Cortez ikke de store armbevægelser. Det var tværtimod manglen på selvsamme, der talte deres tydelige sprog.

Det kun 29-årige kongresmedlem fulgte talen med et dystert ansigtsudtryk, der ikke forbigik mediernes og kommentatorernes opmærksomhed. Men i modsætning til Pelosis stunts bag talerstolen var Ocasio-Cortezs optræden nemmere at forsvare efterfølgende.

Som Demokraten svarede en af sine kritikere, præsident Ronald Reagans tidligere taleskriver Peggy Noonan, så anser Ocasio-Cortez det ikke som sin opgave at sprede varme og glæde, hvis hun er dybt bekymret over præsidentens budskab (som hun kaldte ”pinligt).

Så måske skulle den 78-årige Pelosi tage ved lære af sin 29-årige partifælle. For på en aften, der atter druknede i børnemetaforer og umoden mimik, var det ironisk nok Kongressens yngste medlem, der formåede efterladne det mest modne indtryk.