'Lortelandene' har et års jubilæum, men nu har vi glemt alt om dem - igen

16x9
Befolkningen i Zimbabwe troede de havde fået lov til at demonstrere under den nye præsident. Men der blev slået hårdt ned på dem, der protesterede mod indførelsen af verdens højeste benzinpriser. Foto: Philimon Bulawayo / Ritzau Scanpix

Vesten har for travlt med sig selv til at konfrontere de uhyrligheder og tilbageskridt, der lige nu præger mange afrikanske lande.

Donald Trump slap billigt fra at kalde nogle unavngivne afrikanske lande for "shithole countries" (lortelande). Der var lidt forargelse, men det var det. Det er et år siden nu, og alt er glemt.

Det er Afrika som sådan også, altså glemt. Lidt sat på spidsen måske, men hvis vi ser os omkring: Storbritannien har deres hjemlige hyr med Brexit og Frankrig med ”De Gule Veste”, EU kæmper med at holde sammen på sig selv, og i USA lukker hele butikken ned midt i den altdominerende snak om mure og Ruslands-forbindelser.

Burde Vesten gøre mere?

Jeg har efter bedste evne fulgt med i udviklingen i Afrika de seneste år. De første år var mange af de alt for velkendte historier om nød, elendighed, krig og fortræd iblandet historier om store fremskridt, både økonomiske, demokratiske og teknologiske. Optimismen var stor.

Nu er det de gamle nedslående travere, der igen dominerer billedet.

BBC's Afrika-redaktør, Fergal Keane, skrev forleden:

- Den seneste tids slåen ned på folk i adskillige afrikanske lande er blevet mødt med tavshed fra det internationale samfund. Burde Vesten gøre mere for at beskytte demokratiet på kontinentet?

Keane har en deprimerende lang liste over lande, hvor valgsvindel, magtmisbrug og stigende vold mod befolkningen bliver mødt med larmende tavshed fra Vestens side. Underforstået, at sådan var det ikke for så længe siden. Da blandede vi os, om ikke på anden måde så ved at stå sammen, hæve stemmen og fordømme det, der skete. Måske indførte vi endda sanktioner.

En mand forsøger at hjælpe en såret på gaden i DRCs hovedstad Kinshasa efter blodige protester mod den nye præsident.
En mand forsøger at hjælpe en såret på gaden i DRCs hovedstad Kinshasa efter blodige protester mod den nye præsident. Foto: Tony Karumba / Ritzau Scanpix

Det er gået fra slemt til værre

Et af Keanes eksempler: For nylig fik Den Demokratiske Republik Congo en ny præsident, Felix Tshisekedi. Ganske vist to år for sent, fordi den afgående præsident, Joseph Kabila, ikke ville slippe magten. Og det gør han så måske heller ikke alligevel, for der er udbredt mistanke om valgsvindel og om, at de to har indgået en pagt.

Hvor var EU, USA og Den Afrikanske Union henne? Ikke et pip. Der var, som Fergal Keane siger, ikke rigtig appetit på en konfrontation. Man håbede på ”stabilitet”, og at det ikke blev værre.

Bare i løbet af de få uger, jeg har været i Kenya i denne omgang, er situationen gået fra slem til værre i flere lande.

I Zimbabwe troede de, at de med Robert Mugabes afgang i slutningen af 2017 fik fremgang og frihed. De har ikke fået nogen af delene.

Tværtimod, sikkerhedsstyrkerne slog ihjel, torturerede og satte folk i fængsel, da de protesterede mod, at de pludselig fik verdens højeste benzinpriser, og deres liv faldt fra hinanden.

Da myndighederne hævede brødpriserne i Sudan, blev det gnisten, der antændte folkets vrede. Flere blev dræbt, utallige sårede under urolighederne. Vesten sagde fy! Men heller ikke meget mere.
Da myndighederne hævede brødpriserne i Sudan, blev det gnisten, der antændte folkets vrede. Flere blev dræbt, utallige sårede under urolighederne. Vesten sagde fy! Men heller ikke meget mere. Foto: - / Ritzau Scanpix

Det fik lov at passere uden de store løftede pegefingre. Ganske vist sagde den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, at præsident Mnangagwa skulle passe på med at skrue tiden tilbage. Det gjorde ikke det store indtryk i paladset.

Sydafrikas reaktion var et forslag om at ophæve de økonomiske sanktioner mod Zimbabwe!

Protesterne drukner i skrigene

I Sudan er der indenfor de seneste uger blevet skudt med skarpt mod folk, der vil af med massemorderen, præsident Omar al-Bashir. Som Fergal Keana skriver, så er Vestens udtryk for ”dyb bekymring” druknet i skrigene og skuddene i gaderne.

I Cameroun er den ledende oppositionspolitiker for nylig blev sat i fængsel.

I Tanzania (stor modtager af danske bistandspenge) gør præsidenten, hvad han kan for at stramme grebet om oppositionen.

Det er bare de seneste ugers generelle indtryk af tingenes tilstand i en række afrikanske lande.

Den 16. februar er der valg Nigeria. Tirsdag kunne man i blandt andet kenyanske aviser læse, at det hele styres af ”godfathers”. Det er en slags politiske sponsorer, der med penge og indflydelse afgør, hvem der vinder. I øvrigt har præsident Buhari for nylig fyret landets øverste dommer.

Mange føler sig svigtet

Så en del tyder på, at de dårlige nyheder kommer til at præge billedet fremover.

Man kan sige, at det må de selv om. At de må løse deres egne problemer. Det vil de egentlig også helst. I hvert fald på det officielle plan. Afrika er en stor mundfuld, og man skal i den grad vare sig for at generalisere.

Men igen, som Fergal Keane spørger:

- Burde Vesten gøre mere for at beskytte demokratiet på kontinentet?

Hvis vi ønsker at bremse strømmen af flygtninge og migranter til Europa, var det måske en meget god idé.