BLOG: Et spørgsmål om krigsdeltagelse kræver svar og handling

16x9
(ARKIV) Foto: Henning Bagger / Scanpix Danmark

BLOG: Efter dagens redegørelse kan vi se, at det er stats- og udenrigsministeren, der reelt tager beslutningen, når vi skal i krig.

Ligesom Folketinget og Udenrigspolitisk Nævn må leve med bagud skuende orienteringer og ufuldstændige informationer.

I dag har vi fået to forskeres redegørelse af hvorfor Danmark gik i krig i både Kosovo, Irak og Afghanistan. Og på trods af at de to forskere kun har haft mulighed for at se på dokumenter og materiale i forbindelse med, at SR- og VK-regeringerne sendte danske soldater i krig – de har altså ikke haft mulighed for at interviewe vidner – så er konklusionerne alligevel mildest talt chokerende.

Men først lidt baggrund: I juni 2015 lukkede Lars Løkke Rasmussens nyvalgte Venstre-regering den daværende Irak- og Afghanistan-kommission, der skulle undersøge grundlaget for Irak-krigen og hvordan fanger i Irak og Afghanistan var blevet håndteret.

I stedet blev der startet en uvildig redegørelse af krigsdeltagelsen – og det bliver besluttet at Kosovo-krigen på Balkan i 1990’erne også skal med i redegørelsen. De to forskeres råderum for denne redegørelse er dog en del smallere end kommissionens. Som nævnt kan de ikke interviewe vidner, men får adgang til alle dokumenter, som kommissionen havde.

Generelt kan vi se i udredningen, at politikerne, der har besluttet at vi skulle gå i krig, har været mere optaget af forholdet til deres allierede – specielt USA. Fx konkluderer forskerne, at SR-regeringen udadtil snakkede om humanitære hensyn for at gå ind i Kosovo, men indadtil i statsministeriet handlede det mere om alliancer. På samme måde har VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen været mere optaget af at please USA ved at gå ind i Irak-krigen, end at det var amerikanerne, der pressede på for at vi skulle være med. Samtidig ser det ud til, at regeringen har skruet op for hvor sikre, de nu også var på oplysningerne om, at Saddam Hussein skulle have masseødelæggelsesvåben i Irak – både overfor Udenrigspolitisk Nævn og i medierne. VK-regeringen har også godt vidst, at USA's mål med at gå ind i Irak var at få skiftet regeringen i landet ud. Det er ikke blevet kommunikeret videre til det Udenrigspolitiske Nævn. Og udadtil er det blevet sagt, at Danmark gik ind i konflikten for at afvæbne Saddam Hussein, og der er altså ikke nævnt noget om at få et regimeskifte til at ske.

Det mest opsigtsvækkende er dog, at generelt kan forskerne konkludere, at når vi i de her tilfælde er gået i krig, så er det en meget begrænset flok, der reelt har taget beslutningen. For det meste en statsminister, en udenrigsminister og et par topembedsmænd, der så er i dialog med udenlandske – ofte amerikanske – aktører.

Derfor er der tre ting, der er helt sikre, efter dagens konklusioner er blevet fremlagt:

Det skal blive sværere at gå i krig. Vi skal være sikre på, at Folketinget rent faktisk er ordentligt med i beslutningsprocessen, når vi politikere beslutter at sende danske soldater afsted. Vi skal sørge for at beslutningen rent faktisk ligger i vores folkevalgte demokrati, og ikke i hånden på få politikere og embedsmænd. Vores plan i Alternativet er, at det skal skrives ind i grundloven, at det fremover ikke kan besluttes at sende danske soldater i krig – med mindre to tredjedele af Folketinget stemmer for.

Vi skal også have styrket Udenrigspolitisk Nævn, så vi kan være sikre på, at Nævnets medlemmer reelt bliver inddraget i de overvejelser, som det er meningen, de skal. Nævnet skal høres og involveres grundigt og ikke blot orienteres på bagkant, når det handler om krig og militære operationer.

Til slut bliver vi simpelthen nødt til at genåbne Irak- og Afghanistan-kommissionen. Konklusionerne i udredningen er så alvorlige, at det kalder på den kommissionsundersøgelse, der tidligere er begyndt. Den har nemlig mulighed for at kigge på de retslige konsekvenser, som de to forskere ikke har haft mandat til.

Vi kan ikke leve med halve sandheder. Slet ikke når det handler om krig.