Peter Kofod bliver Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet

Anders Vistisen er vraget som spidskandidat. Dansk Folkeparti har i stedet udpeget det unge talent, Peter Kofod.

Det har trukket ud, men nu har Dansk Folkeparti valgt sin spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget. Valget er faldet på den 28-årige Peter Kofod. 

Det bekræfter Dansk Folkeparti overfor TV 2. 

Dermed skubbes partiets nuværende EP-medlem Anders Vistisen i baggrunden. 

Peter Kofod har i dag sin daglige gang på Christiansborg som Dansk Folkepartis retsordfører. Han betegnes som en af partiets unge stjerner og er blevet spået en lys fremtid på Christiansborg. Derfor er det en højest overraskende udvælgelse.

- Jeg er blevet spurgt af Kristian Thuelsen Dahl, om jeg ville stille op. Det har jeg sagt ja til. Jeg er stolt over, at partiledelsen har valgt at pege på mig, siger Peter Kofod til TV 2. 

Vistisen stillede ultimatum

Siden Morten Messerschmidt forlod Europa-Parlamentet, har DF's gruppeformand i parlamentet, Anders Vistisen, ikke lagt skjul på, at han går efter at blive partiets spidskandidat. 

Peter Kofod er et af de største politiske talenter i sin generation. Og i den opvejning er det naturligt, at det falder ud til hans fordel

Anders Vistisen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet

I sommer stillede han endda et ultimatum til Dansk Folkepartis ledelse. Han ville forlade politik, hvis ikke han blev valgt som spidskandidat, lød det.

- Jeg går efter at blive spidskandidat til parlamentet. For mig er det den eneste position, der er relevant, sagde Anders Vistisen til avisen Danmark.

- Jeg er partimand og holdspiller, så jeg kommer ikke til at smække med døren og melde mig ud i vrede, men jeg kommer til at konkludere stille og roligt, at jeg skal bruge min hverdag på noget andet end politik, sagde han.

Dengang fik han opbakning fra vennen Peter Kofod. De to har kendt hinanden siden teenageårene, hvor begge var engagerede i Dansk Folkepartis Ungdom. 

- Peter er et stort kort for Dansk Folkeparti

Siden da er tingene vendt på hovedet, og Vistisen skal altså nu sekundere Kofod i parlamentet. 

Spørgsmål: Har du underløbet din ven?

- Nej, det mener jeg ikke, siger Peter Kofod.

- Jeg er utrolig stolt over, at mig og Anders (Vistisen, red.) skal være kandidater. Det her er noget, vi gør sammen. 

Er det din egen beslutning? 

- Partiet har ønsket det. Hvad der ligger bag den beslutning, må du spørge ledelsen om.

Anders Vistisen har genovervejet sin udmelding om, at han ville stoppe i politik, hvis han ikke blev Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet. Video: Rikke Struck Westersø

Anders Vistisen er blevet mere afdæmpet siden sommerens ultimatum. Han siger til TV 2, at Peter Kofod slet ikke var i spil dengang. 

Da Peter Kofod blev tilbudt spidskandidaturet, tog de to venner en snak. 

- Vi havde en lang snak. Peter ville meget gerne have, at jeg genovervejede og stillede op på listen, og det har jeg så besluttet at gøre efter konsultation med min familie, siger han. 

Til Ritzau siger han også: 

- Jeg tror, man må erkende, at Peter Kofod er et af de største politiske talenter i sin generation. Og i den opvejning er det naturligt, at det falder ud til hans fordel.

Beslutningen har trukket ud

Partiets EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth og sundheds- og psykiatriordfører Liselott Blixt er også blevet nævnt som bud på spidskandidater blandt kommentatorer. 

Den endelige holdopstilling bliver, oplyser Dansk Folkeparti til TV 2, Kofod øverst på listen, derefter Anders Vistisen som nummer to og folketingsmedlemmet Pia Adelsten, der er miljøordfører, som nummer tre. 

Det har trukket ud for partiledelsen at træffe en beslutning. De øvrige partier har for længst meldt deres spidskandidater ud, så de kunne begynde at positionere sig. Men ikke DF. 

Dermed får Peter Kofod meget kort tid til at føre valgkamp. Og han har store sko at udfylde. Forgængeren Morten Messerschmidt har rekorden i flest personlige stemmer nogensinde. Ved valget i 2014 fik han 465.758 personlige stemmer.

Denne gang bejler Messerschmidt dog ikke til en plads i Bruxelles, men går i stedet efter at komme i Folketinget. 

Nationalstaterne skal fylde mindre 

Peter Kofod bor i Haderslev, han er uddannet folkeskolelærer og kom i Folketinget ved valget i 2015.

Udover at være retsordfører er han medlem af Europaudvalget, retsudvalget og udlændinge- og integrationsudvalget. Derudover er han stedfortræder i Europarådet. 

- Jeg vil kæmpe for et Europa, hvor nationalstaterne fylder mere, siger Peter Kofod til TV 2. 

Valget af spidskandidat skal formelt træffes på partiets hovedbestyrelsesmøde. 

Der er valg til Europa-Parlamentet 26. maj.