Trump udviser strategisk klarsyn ved at trække USA ud af våbentraktat

16x9
Der bliver ofte snakket om, hvor impulsdrevet præsident Trump agerer. Men opsigelsen af INF-traktaten passer ind i et større strategisk mønster, siger Mirco Reimer-Elster. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Tiden er løbet fra INF-traktaten, som russerne alligevel ikke overholder, alt imens kineserne kører på frihjul.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at præsident Donald Trump har besluttet at trække USA ud af endnu en international aftale.

Allerede i slutningen af oktober 2018 havde Trump artikuleret sin intention om at trække USA ud af INF-traktaten, hvis ikke Rusland endelig havde tænkt sig at leve op til den bilaterale aftale. Fredag meddelte Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, så officielt, at USA træder ud af aftalen om et halvt år.

Der vil, som altid med Donald Trump, være delte meninger om denne beslutning. Men grundlæggende må man sige, at præsidentens diagnose er fuldstændig korrekt. Det, man så kan diskutere, er, hvorvidt kuren også er rigtig. Men også her må man være tilbøjelig til at give præsidenten ret og komplimentere ham for hans strategiske klarsyn.

Frygt for nyt våbenkapløb

INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) blev vedtaget af USA og Sovjetunionen i slutfasen af den kolde krig. Aftalen forbyder kort fortalt opstillingen af kort- og mellemdistancemissiler, der kan flyve mellem 500 og 5500 kilometer.

Nedrustningsaftalen blev indgået af præsident Ronald Reagan og den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og indebærer blandt andet, at der skal gennemføres regelmæssig kontrol med de to landes våbenprogrammer. Op til traktatens implementering i juni 1991 destruerede de to lande tilsammen næsten 2700 missiler af forskellig rækkevidde.

Frygten er nu, at INF-aftalens formodede kollaps vil resultere i et nyt våbenkapløb sammenligneligt med det, vi så i perioder under den kolde krig. Det er blandt andet, hvad Reagans tidligere udenrigsminister George Shultz og Gorbatjov advarede imod i en klumme i avisen Washington Post tilbage i oktober. For de to tidligere toppolitikere er løsningen ikke at forlade aftalen, men derimod at arbejde for at fikse dens åbenlyse mangler.

Trump skrider til handling

Det er netop INF-traktatens mangler, udover russernes manglende vilje til at overholde aftalen, som præsident Trump begrunder den amerikanske udtræden med.

Ruslands nyeste landbaserede missil har ifølge vestlige efterretningstjenester en rækkevidde, der klart strider mod traktatens bestemmelser. Den kritik står Trump i øvrigt langtfra alene med: Samme kritik blev også ytret fra amerikansk side, da Barack Obama sad i Det Hvide Hus. Ligeledes har det amerikanske udenrigsministerium nu for femte år i træk – tre gange under Obama og to gange under Trump – kritiseret, at Rusland bryder INF-traktaten.

Forskellen mellem præsident Obama og Trump er til gengæld, at sidstnævnte nu har tænkt sig at drage politiske konsekvenser frem for bare at blive ved med at løfte pegefingeren over for Putin.

Set i lys af ovenstående situation er den analyse, som USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, fremlagde i går om Trump-administrationens begrundelse for udtrædelsen af traktaten, ganske logisk: Hvis russerne i adskillige år uden succes er blevet opfordret til at overholde INF-traktaten, hvorfor skulle USA så vælge at blive og overholde en bilateral traktat, som den ene part alligevel ikke overholder? Og som ovenikøbet indskrænker administrationens handlemuligheder betragteligt?

Der bliver ofte snakket om, hvor impulsdrevet præsident Trump agerer. Men opsigelsen af INF-traktaten passer ind i et større strategisk mønster. Allerede i USA's nationale sikkerhedsstrategi fra 2017 – den første under præsident Trump – blev det italesat, at USA skulle genoprette sin førerposition over for Rusland og Kina. Sikkerhedsstrategien blev italesat under sloganet 'en ny national sikkerhedsstrategi for en ny æra'; et slogan, der med fordel også kan bruges som overskrift for INF-beslutningen. For sandheden er nok, at tiden er løbet fra INF-traktaten i sin nuværende form.

Elefanten i rummet

Derfor er der gode grunde til, at præsident Trump ønsker at modificere dette levn fra fortiden. Selvom administrationen primært begrunder opsigelsen af INF-traktaten med russernes manglende vilje til at overholde aftalen, skal man ikke tage fejl af, at elefanten i rummet er Kina.

Det er kinesernes udvikling af missilprogrammer, der er en torn i øjet på USA. Da Kina ikke er en del af INF-traktaten, er der ydermere ikke nogen begrænsninger på folkerepublikkens militære oprustning, mens der altså er begrænsninger for USA's.

Ud fra Trumps syn står USA dermed i en situation, hvor man er bundet af en traktat, der er et levn fra den kolde krig, og som russerne alligevel ikke lever op til, mens man samtidig skal konfrontere et Kina, der ikke er bundet af traktaten. Hvorfor skulle man i sådan en situation vælge at holde fast i et levn fra fortiden, der primært gavner ens nutidige konkurrenter, mens det begrænser egne handlemuligheder?

Her og nu må man derfor konstatere, at præsident Trumps beslutning er ganske logisk. USA's præsident har besluttet sig for, at Rusland endelig skal betale en pris for ikke at overholde INF-traktaten, samtidig med at beslutningen udvider præsidentens handlerum i forsøget på at afskrække og inddæmme Kina.

Det giver god mening – uagtet at det i Europa ikke kommer til at skorte på folk, der mener, at det er Trump og ikke Putin, der kommer til at betale den største pris for dette strategiske klarsyn.