DF: Tidlig pension skal være for brancher, hvor nedslidning er et reelt problem

Dansk Folkeparti føler sig presset af Socialdemokratiet, mener politisk kommentator.

Folk, der arbejder i brancher med stor risiko for fysisk nedslidning, for eksempel murere, skal have ret til at gå tidligere på pension.

Mens stressede gymnasielærere og andre akademikere må gennem en individuel vurdering, hvis de vil forlade arbejdsmarkedet.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkepartis formand i et interview med Avisen.dk. Her skitserer DF-formanden, hvordan hans parti forestiller sig, at man kan indføre en form for differentieret pensionsalder.

- Når vi taler om ret til tidlig pension, skal vi fokusere på nogle brancher, hvor nedslidning er et reelt problem, og som mange måske tænker, at de skal skynde sig væk fra, inden de bliver nedslidte, siger Kristian Thulesen Dahl til Avisen.dk.

Vil skelne mellem brancher

Debatten om pensionsalderen har taget fart på Christiansborg, efter at Socialdemokratiet har foreslået, at man ud fra "objektive kriterier" skal have ret til at lade sig pensionere tre år før den til enhver tid gældende pensionsalder. Hvad disse kriterier indebærer, har partiet endnu ikke defineret. 

For Socialdemokratiet er det afgørende, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Men direkte adspurgt under lanceringen af forslaget afviste formand Mette Frederiksen ikke at skelne mellem brancher.

Og det er altså det, Thulesen Dahl lægger op til i interviewet med Avisen.dk.

Han forestiller sig en løsning, hvor den nedslidte murer eller fabriksarbejder får en rettighed til at trække sig tidligere tilbage, mens gymnasielæreren, der er gået ned med stress, skal igennem en individuel vurdering.

- Og så er det klart, at det handler om at se på, hvor mange år mureren rent faktisk har været murer - og ikke har holdt en pause på tyve år, hvor man har solgt tøj, og så hopper tilbage, så man kan kvalificere sig til en tidlig folkepension, siger Kristian Thulesen Dahl.

Føler sig presset af S

DF-formanden sagde tirsdag, at han bakker op om Socialdemokratiets forslag, og at han er klar til at lave en aftale uden om regeringen, hvis ikke den er med på ideen. Han vil have en aftale på plads inden et folketingsvalg, lød det. 

- Det, jeg frygter, er jo, at hvis man bare går til valgkamp på det her, så løber det hele ud i sandet, når vi kommer ud på den anden side af et folketingsvalg, sagde Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

Ifølge politisk kommentator Noa Redington har vi set en kovending fra Dansk Folkeparti, der først mente, at Socialdemokraterne var for ukonkrete.

Så når Dansk Folkeparti nu alligevel vil diskutere tilbagetrækning, skyldes det, at man har følt sig presset af Socialdemokratiet, der kæmper om mange af de samme vælgere som DF.

- Når Dansk Folkeparti siger, at vi skal have afklaret det her før et folketingsvalg, er det, fordi de ikke har lyst til at stå og diskutere det her med Socialdemokratiet i en valgkamp. De har lyst til, at det her emne er skubbet til side, og at vi kan diskutere udlændinge. De har ikke nogen interesse i, at Socialdemokratiet skal tage hele den her dagsorden, siger Noa Redington.