BLOG: Hvem har ret - Trump eller efterretningstjenesterne?

16x9
USA's præsident Donald Trump. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

BLOG: Under præsident Trump bliver selv fremlæggelsen af en ellers kedelig rapport en mediebegivenhed.

Tirsdag fremlagde USA's efterretningschefer den årlige trusselsvurdering i Kongressen. Normalt er den årlige Worldwide Threat Assessment bare endnu en af de mange rapporter, der bliver produceret af den føderale regering. For efterretningscheferne er der derfor typisk tale om en pligtopgave, der ikke får den store opmærksomhed i medierne eller for den sags skyld af USA's præsident.

I år fik trusselsrapporten dog markant mere bevågenhed. Det skyldes nok primært to ting. For det første, at der på en række centrale udenrigspolitiske problemstillinger er store uenigheder mellem præsidenten og efterretningstjenesterne. Men endnu vigtigere er det, at præsident Trump i skarpe vendinger valgte at gå offentligt imod netop efterretningstjenesternes udlægning på en række centrale politikområder.

Truslen fra Iran og IS

Modsat præsidentens udmelding kort før jul mener direktøren for national sikkerhed, Dan Coats, ikke, at terrororganisationen Islamisk Stat er besejret i Syrien. Af selvsamme årsag advokerer man fra efterretningssiden for, at de amerikanske tropper ikke skal trækkes hjem endnu, som Trump ellers gerne vil have det.

Efterretningstjenesterne mener ligeledes, at Iran ”teknisk set” overholder den atomaftale, som USA forlod sidste år efter Trumps ønske. Coats sagde under høringen, at Iran for øjeblikket ikke ”driver de nøgleaktiviteter, vi anser som nødvendige for at producere en atombombe”.

Præsidentens reaktion? Nogle tidlige morgentweets, hvor Trump spekulerede i, at hans efterretningsfolk måske skulle tilbage på skolebænken, da de åbenbart både var både ”passive” og ”naive”, når det kom til Iran.

Nordkorea opgiver ikke atomvåben

Også i forhold til en anden slyngelstat var der store uenigheder. Ifølge efterretningstjenesterne er Nordkorea hverken interesseret i at nedruste eller opgive sit atomvåbenprogram – uagtet at præsidenten påstod det modsatte sidste sommer. Her forkyndte præsident Trump efter sit møde med Kim Jong-un i Singapore, at der nu ikke længere var en nordkoreansk atomtrussel.

Et halvt år senere er vurderingen en helt anden fra efterretningstjenesterne: ”Vi vurderer i øjeblikket, at Nordkorea vil søge at bevare sine masseødelæggelsesvåben. Og det er usandsynligt, at regimet helt vil opgive dets atomvåben og produktionskapacitet”.

For det nordkoreanske diktatur er kernevåben i sidste ende det bedste bud på at overleve, fremgår det af rapporten.

Medierne som syndebuk

Lidt over et døgn senere tweetede præsidenten så et billede ud med selvsamme efterretningschefer siddende i Det Ovale Kontor. Nu var det angiveligt medierne, der havde miskarakteriseret deres udtalelser. Ja faktisk var der en høj grad af overensstemmelse, havde de forsikret præsidenten om.

At enhver stadig kan læse trusselsrapporten på nettet, og dermed sort på hvidt se, at der eksisterer betydelige uenigheder mellem præsidenten og hans efterretningschefer, var i den sammenhæng åbenbart en mindre vigtig detalje.

Ballade i egne rækker

Apropos detaljer. Det er værd at bide mærke i, at det ikke kun er efterretningscheferne, der ikke deler centrale dele af Trumps vurderinger. Også internt i republikanske rækker er der brydninger. Torsdag vedtog et klart flertal i Senatet - støttet af et stort antal af republikanske senatorer - således et potentielt lovtillæg, der tog skarpt afstand fra præsidentens ønske om at trække de amerikanske tropper ud af Afghanistan og Syrien.

Disse uenigheder er heller ikke ubetydelige for Europa. Det viser sig nemlig, at USA's efterretningschefer og en stor andel af de republikanske senatorer i konkrete dagsaktuelle spørgsmål i højere grad er på linje med europæerne end med Amerikas præsident.

Det spørgsmål, man så kan stille sig selv, er selvfølgelig bare, hvor betryggende denne omstændighed egentlig er. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er det som bekendt USA's præsident – og ikke efterretningscheferne og senatorerne – der i altovervejende grad bestemmer kursen for amerikansk udenrigspolitik.