Præsidenten har gravet sig ned i et hul - hvordan kommer han op igen?

16x9
Donald Trump. Foto: Jim Lo Scalzo / Ritzau Scanpix

BLOG: Trumps tale var gammel vin på nye flasker, som Demokraterne ikke vil nyde noget af

USA's præsident, Donald Trump, holdt lørdag en tale, hvor han præsenterede et udspil, der skal løse den budgetkrise, som på fjerde uge holder dele af det føderale statsapparat lukket.

I talen krævede præsidenten igen 5,7 milliarder dollars (cirka 37 milliarder kroner, red.) til at bygge en del af grænsemuren til Mexico. Pengene til en grænsemur – eller barriere, som præsidenten er begyndt at kalde grænsesikringen – er fortsat det centrale stridspunkt mellem Trump og Demokraterne.

Præsidenten foreslog i sin tale også, at de såkaldte dreamers – børn af illegale immigranter, der kom ulovligt til USA – vil kunne få midlertidig beskyttelse. Dermed skal immigrantbørnene ikke frygte at blive deporteret de næste tre år, såfremt de opfylder krav om uddannelse og en ren straffeattest.

Trump tilbød også en treårig forlængelse af TPS-programmet, der har givet midlertidig ophold- og arbejdstilladelse til flere end 300.000 udlændinge i kølvandet på krig og naturkatastrofer i deres hjemlande.

Indhentet af fortiden

Udspillet var et forsøg på at tegne et billede af en pragmatisk præsident, der ifølge Trumps rådgiver Jared Kushner ”er interesseret i at fikse det amerikanske immigrationssystem”.

Men forslaget er i sin essens gammel vin på nye flasker og dermed politisk ugangbar.

Allerede for knap et år siden tilbød Trump og Republikanerne Demokraterne en aftale, hvor man mod en grænsemur ville give immigrantbørn beskyttelse i nogle år.

Dengang kunne partierne ikke nå til enighed, da Demokraterne krævede en vej til amerikansk statsborgerskab for de illegale immigrantbørn – frem for midlertidig beskyttelse i nogle år – hvilket Trump afviste. Parterne har ikke rykket sig nævneværdigt på det stridsspørgsmål siden.

Immigrationsudspillet illustrerer dermed, hvordan Donald Trump bliver indhentet af sin egen fortid, samtidig med at præsidenten ser sig konfronteret med et mere magtfuldt og kompromisløst demokratisk parti, der nu har flertal i Kongressens ene kammer.

For i realiteten tilbød præsidenten lørdag primært at omgøre nogle af sine egne beslutninger på immigrationsområdet. Det var således Trump, der efter pres og trusler om sagsanlæg fra konservative delstater fjernede beskyttelsen til de illegale immigrantbørn og også satte en stopper for TPS-programmet.

Begge beslutninger blev sidenhen (midlertidigt) stoppet af de amerikanske domstole. Det forventes, at den amerikanske højesteret vil forholde sig til problemstillingerne næste sommer, hvilket betyder, at tiden i de her spørgsmål ikke er på Trumps side.

Det er også værd at erindre sig, at det er præsidentens insisteren på at få bevilliget penge til en grænsemur, der er hovedårsagen bag den delvise nedlukning af det føderale statsapparat. En beslutning, som har vist sig at være meget upopulær i befolkningen.

Præsidentens seneste forsøg på at komme ud af denne selvskabte problemstilling blev altså at tilbyde Demokraterne en studehandel, hvor penge til en grænsemur kunne byttes mod beskyttelse til immigrantbørn.

Vel at mærke beskyttelse præsidenten selv havde valgt at fjerne til at begynde med, mod penge som Trump ikke engang kunne få opbakning til hos sit eget parti i de to år, Republikanerne havde flertal i begge Kongressens kamre.

Ikke overraskende afviste Demokraterne Trumps udspil, allerede inden præsidenten havde holdt sin tale.

Muren som metafor

Det er selvfølgelig ikke pengene, der udgør hovedproblemet. 37 milliarder kroner er småpenge i det amerikanske statsbudget, og Demokraterne bevilligede penge til grænsehegn i både 2017 og 2018.

Ligeledes er størstedelen af præsidentens andre forslag ting, som Demokraterne også ønsker: flere penge til humanitær assistance, flere grænsevagter, flere dommere, der kan behandle asylsager, bedre udstyr til grænsevagterne til at opfange stoffer på vej over grænsen, og at centralamerikanske børn kan søge om asyl fra deres hjemlande.

Det er præsidentens ønske om den fysiske grænsesikring og grænsemuren, der udgør problemet, da den for Demokraterne er blevet symbolet på Trumps racistiske og inhumane immigrationspolitik. Som George W. Bushs tidligere pressesektrær Tony Fratto pointerede på Twitter, vil penge til grænsemuren for mange Demokrater være lig med at støtte op om Trumps immigrationsfjendtlige retorik.

I dag, hvor Demokraterne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus, er penge til en fysisk form for grænsesikring - uanset hvordan man betegner denne – derfor nok blevet en politisk umulighed.

Ingen løsning i udsigt

Men hvordan skal de to partier så nærme sig et kompromis, der kan afslutte den længste (delvise) nedlukning af det føderale statsapparat i amerikansk historie?

Da det er svært at få øje på et kompromis, som alle parter kan leve med, bliver det nok snarere et spørgsmål om, hvem der blinker først. Indtil videre har begge parter vist sig at være meget stædige.

Demokraterne har valgt at indtage en position, hvor nedlukningen af det føderale statsapparat skal afsluttes, før man vil forhandle om politiske indrømmelser.

Præsidenten er til gengæld kun interesseret i en budgetaftale, der genåbner statsapparatet, hvis aftalen indeholder penge til grænsemuren. Trump har tidligere været åben over for ideen at genåbne statsapparatet med en midlertidig budgetaftale – der ikke indeholder penge til grænsemuren – men han trak i land, efter disse overvejelser blev mødt med voldsomme protester fra den konservative højrefløj.

Apropos højrefløjen: Her blev præsidentens seneste udspil mødt med stor vrede og anklager om, at Trump var i gang med at sælge ud. Her er for eksempel, hvad den indflydelsesrige konservative skribent Ann Coulter skrev på Twitter efter talen:

Hvis man skulle være i tvivl, er det i disse kredse ikke noget kompliment at blive sammenlignet med Jeb Bush.

Trumps dilemma

Præsidenten kæmper altså ikke kun med et demokratisk parti, der fremsætter ultimative krav i forhold til grænsemuren, men også med en konservativ højrefløj, der insisterer på en stram immigrationspolitik og netop en grænsemur.

Det gode spørgsmål er derfor, hvordan præsident Trump kan finde en løsning, der kan få både Demokraterne og højrefløjen om bord.

Gårsdagens forsøg på at finde en form for gylden middelvej bar ikke frugt. Tværtimod endte præsidenten i en situation, hvor hans moderate kompromisforslag blev afvist på stedet af Demokraterne og også gjorde hans normalt trofaste støtter rasende. ”Det værste af begge verdener”, som New York Times' korrespondent Julie Davis bemærkede på Twitter.

Trump sidder med aben

Der skal som bekendt to til tango. Derfor vil det også være for nemt udelukkende at placere skylden for den fortsatte budgetkrise hos præsident Trump.

Men det er præsidenten, der har valgt at grave sig ned i et hul, som han har yderst svært ved at komme op fra igen. Demokraterne har afgjort ikke været særlig hjælpsomme i den proces. Tværtimod har de primært tilbudt præsidenten flere skovle, så han kan få gravet hullet endnu dybere.

At Demokraterne ikke har vist megen samarbejdsvilje, er dog ikke spor overraskende, da det er Trump og Republikanerne, der sidder med aben. Ifølge meningsmålinger klandrer et klart flertal af amerikanerne Trump for nedlukningen. Som tingene står i budgetstriden lige nu, har Demokraterne derfor ikke noget incitament til at komme præsidenten i møde. Særligt ikke når han bare serverer gammel vin på nye flasker.

Derfor burde præsident Trump her på toårsdagen for sin tiltrædelse måske stille sig spørgsmålet, hvad der egentlig er værre for ham i det lange løb: at blive ved med at løbe panden mod muren eller at opgive drømmen om selvsamme?