Håndtrykket her er symbolet på en ny begyndelse med Indien

Danmark og Indien lægger årelang diplomatisk krise bag sig. Nu skal der ses fremad - mod store eksporteventyr.

Det ligner det klassiske statsmandshåndtryk til ære for fotograferne. Men det er ikke et hvilket som helst statsmandshåndtryk, der fredag blev udvekslet mellem den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), og Indiens premierminister, Narendra Modi.

Det er symbolet på en ny begyndelse. 

Efter en årrække med kold luft mellem de to nationer på grund af diplomatisk krise har begge erkendt, at de har brug for hinanden. Lille Danmark har brug for gigantens buldrende vækst, og Indien har brug for vores grønne know-how

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne fredag den 18. januar give hånd til Indiens premierminister Narendra Modi efter en årrække med kold luft mellem de to lande.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne fredag den 18. januar give hånd til Indiens premierminister Narendra Modi efter en årrække med kold luft mellem de to lande. Foto: Sam Panthaky / Ritzau Scanpix

Derfor har de besluttet sig for at komme videre. Og der er potentiale til at komme rigtig langt. 

Stærke kulturelle og historiske bånd 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er i Indien fredag til søndag for at deltage i et erhvervsfremstød. Han har selskab af topfolk fra mere end 20 danske virksomheder, som Mærsk, Ørsted, Vestas, Grundfos og Danfoss. Virksomheder, der alle ser et stort potentiale i Indien. 

Løkke selv skal deltage i en erhvervsmesse, indvie den nybyggede danske ambassadebygning i New Delhi og åbne det nyetablerede Danske Kulturinstitut i Indien for at styrke "de stærke kulturelle og historiske bånd mellem vores to lande", som Løkke udtrykker det. Derudover har han som sagt holdt møde med premierminister Modi. 

Alt dette var utænkeligt for bare få år siden.

Forholdet mellem de to lande har været iskoldt, siden Østre Landsret i 2011 nægtede at udlevere danskeren Niels Holck til retsforfølgelse i Indien. 

Dyr diplomatisk krise 

Holck var tilbage i 1995 med til at kaste våben ned til indiske oprørere i Vestbengalen. Han flygtede til Danmark, som nægtede at udlevere ham, fordi retten mente, at der var risiko for, at han ville blive udsat for tortur i Indien. 

Det gav 'diplomatiske spændinger'. Og den slags er ikke billige. Danmark er ifølge udenrigsministeriet gået glip af ordrer for milliarder.

Derfor er det ganske enkelt kæmpestort, at der nu er forbrødring mellem de to lande. 

- Sidst der var en dansk statsminister i Indien, det var i 2009, og det var mig selv på et meget kort besøg, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen udenfor erhvervsmessen i Gujarat.

Hvor det ender henne, det ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at inderne kommer op i den aller øverste klasse indenfor vedvarende energi i løbet af ganske få år

Morten Dyrhold, direktør for marketing og kommunikation i Vestas

- Der har været en lang periode, hvor forholdet har været frosset ned. Det har vi så fået tøet op igen. Det her besøg og dagens møde med Modi bekræfter, at nu har vi fine relationer. Og det er godt for alt, for Indien er en vigtig international spiller, men det er også godt for dansk eksport.

Brug for Danmarks grønne erfaring

I dag går blot 0,4 procent af dansk eksport til Indien. Vi eksporterer mere til et lillebitte land som Island. 

Indien er i dag verdens sjette største økonomi. Landet har 1,3 milliarder indbyggere - kun 100 millioner færre end Kina. 

Der er stadig udbredt fattigdom og store basale problemer som luftforurening og urent vand. Men hvor vi i Danmark regner med en vækst på 1,7 procent i år, så forventes 7,3 procents vækst i Indien.

Der ér gang i den i Indien: Indien arbejder for eksempel i øjeblikket hen mod en bemandet rumrejse i 2021 til ni milliarder kroner. Dermed vil landet blive den fjerde nation i verden til at sende mennesker ud i rummet efter Rusland, USA og Kina. 

Og sidste forår overgik inderne Kina ved at bygge verdens højeste statue. En 183 meter høj skulptur i stål og bronze af politikeren Sardar Vallahbhbai Patel. 

Indien er på forkant digitalt, det er verdens største demokrati, og premierminister Modi har en grøn dagsorden. Indien er det hurtigst voksende marked indenfor vedvarende energi. Og det er her, de danske virksomheder kommer ind i billedet. 

- Der er brug for danske spidskompetencer, siger statsministeren. 

- Modi er en premierminister, som har købt sig ind i FN's bæredygtighedsmål. Så der er et kæmpe potentiale i Indien. 

- Det er der ved grød perspektiv i

Vestas er allerede i gang i Indien. Vindmøllegiganten har bygget en vingefabrik i Gujarat-staten, og man forventer, at interessen for vindenergi kun vil vokse. 

- For min sektor, vind og vedvarende energi, ser det ud til, at det her boom kommer til at fortsætte så langt, vi kan se, siger Morten Dyrhold, direktør for marketing og kommunikation i Vestas, der er med på turen til Indien. 

- Vi begynder at se, at - udover landvind - så rykker de også virkelig på havvind. Så der begynder at ske rigtig meget. Hvor det ender henne, det ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at de (inderne, red.) kommer op i den allerøverste klasse indenfor vedvarende energi i løbet af ganske få år. 

Håbet er, at Danmark kan komme med i kølvandet på Indiens vækstbølge.  

Efter statsmandsmødet fortæller Lars Løkke Rasmussen, at han og premierminister Modi er blevet enige om at udvide samarbejdet mellem Danmark og Indien, så det bliver et decideret partnerskab og får mere permanent karakter. 

- Det er der ved grød perspektiv i, udbryder statsministeren.