BLOG: Frie børn leger bedst

16x9
Børn der leger. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

BLOG: Solen er netop brudt frem bag de grå skyer, og en gruppe børnehavebørn er ude for at fange haletudser.

Med flyverdragt, forundring og løbende næser forsøger de at få de små kræ i nettet og op i en spand, så de kan nærstudere dem. Måske ryger der også noget uventet i nettet. Måske skvulper der lidt vand op i gummistøvlen, og sokkerne bliver våde. Der er mudder og græs og nye, ukendte lugte. Sanselige oplevelser, der har værdi i sig selv, og som lagrer sig i hukommelsen som minder og erfaringer.

Leg kan ikke sættes på formel, for gør vi det, så er det ikke leg mere – så er det noget andet. Når børn har været ude at lege, skal vi voksne være meget varsomme med altid at komme rendende og bede dem skrive en synopsis eller lave en planche, der viser, hvad de lærte. Leg skal ikke reduceres til et spørgsmål om at opnå kompetencer til fremtidens arbejdsmarked. Børns oplevelser og deres leg har værdi i sig selv, og det skal vi respektere og værne om. Legen er nemlig en meget vigtig og dyrebar del af det gode børneliv.

Begreber som ”legeaftaler” og ”legegrupper” har fundet vej til vores ordforråd. Og det er ikke i sig selv noget dårligt, at de voksne tager initiativ til at skabe leg på kryds og tværs i en børnegruppe – for eksempel en skoleklasse. Det kan være rigtig godt for at styrke fællesskabet og bekæmpe mobning. Men vi voksne skal bare ikke styre al leg. Der skal ikke være et formål med legen hele tiden, og leg skal ikke altid overvåges og kontrolleres af voksne. Børnene skal naturligvis vide, at vi er der, og hvis de har brug for hjælp, kan de komme til os. Men ellers kan vi trygt stole på, at børn kan lege selv, og at de har godt af det.

Vi vil så meget med skolen og børnelivet. Vi vil gerne strukturere børnenes tid, og måske er der også en tendens til, at der hele tiden skal være et mål med alting. I den iver får vi fortrængt det vigtige og nødvendige, som blandt andet er leg helt uden et defineret formål.

Helle Marie Skovbjerg er professor med leg som speciale, og hun har blandt andet sagt, at ”legen er vild og ustyrlig og kan ikke kontrolleres eller rettes mod et bestemt mål. Leg er, at der pludselig sker noget, man ikke havde regnet med.” Jeg er helt enig. Også når professoren siger, at leg ikke kan underlægges tvang. Den trives i sin egen vildskab, og skaber et rum, hvor den legende kan føle sig fri.

Den frie leg er også et pusterum. Det er vel også derfor, det hedder ”frikvarter” i skolen. Hvis man ellers lige husker at lægge mobilen væk, så er det her – i frikvarteret – tankerne og fantasien får frit løb. Hvor man renser tavlen, så at sige, og bare kaster sig ud i at lege uden at vide, hvad det fører til. Fangeleg, sjippetov, spion-lege eller ræs på løbehjulene. Uanset hvad børnene finder på i skolegården, så er det noget helt andet, end det, der foregår inde i klasseværelset. Det er hele pointen. Frikvarterer kan godt understøttes med legeredskaber og gode udearealer, men de voksne må ikke sætte sig på frikvartererne med deres læringsambitioner.

For når det er en undervisningssituation, så skal der naturligvis være mål og opfølgning. Hvis en 3. klasse skal besøge et rensningsanlæg som led i natur- og teknologiundervisningen, så skal det forberedes grundigt hjemmefra. Så skal børnene vide noget om spildevand, organiske affaldsstoffer og CO2. Og når de kommer tilbage til klasseværelset, skal de følge op på deres oplevelser på rensningsanlægget og sætte det ind i en større sammenhæng.

Når leg skal føre til læring i skolen, er det ikke leg mere, men undervisning. Men hvad så, når en skoleklasse bliver klog på geografi gennem en nøje tilrettelagt skattejagt? Eller bruger legoklodser i matematiktimen? Så vil jeg sige, at det ikke er leg, for aktiviteten er jo ikke fri og uden formål. Så er det en anden måde at lære på, hvor man inddrager natur, legetøj, løb og andre elementer som også ofte indgår i lege. Men det er meget væsentligt at skelne mellem undervisning og leg.

En Gallup-undersøgelse lavet for Danmarks Naturfredningsforening viser, at børn i dag kun er cirka halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn. Det er ærgerligt. Naturen er et skønt sted at udfolde den frie leg. Der er masser at udforske, og det sjovt og dejligt at løbe rundt i skoven og få frisk luft og røde kinder. Så send ungerne en tur ud i naturen – uden en plan for, hvad der skal ske, og se, hvad der sker!

I den amerikanske bestseller-bog ”The Coddling of the American Mind” diskuterer forfatterne, at mange unge i dag ikke har haft en barndom med fri leg uden voksenovervågning. Samtidig med, at fx angst og depression forekommer hyppigere blandt de unge. Det er i øvrigt en meget interessant bog, som alle, der har med børn og unge med fordel kan læse.

Det er altså ikke usandsynligt, at et samfund, hvor børns tid møjsommeligt sættes i system, og hvor den frie leg henvises til skammekrogen eller særlige og sjældne øjeblikke, også bliver et samfund med flere ængstelige, bekymrede og angste unge og voksne.

Fri leg er der, hvor man snubler og selv kommer op igen, hvor man udforsker hemmelige steder og griner med sine venner, hvor fantasien får frit løb, hvor tiden står stille, og hvor de voksne ikke blander sig eller stiller spørgsmål.  Det har børn brug for, og det skal vi gøre plads til. For frie børn leger bedst.