BLOG: Nej tak til Løkkes skrivebordsøvelse

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger Jesper Fentz Vangsgaard under sit besøg på Slagelse Sygehus, mandag den 14. januar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Der er brug for tid, tryghed og flere ansatte. Ikke for centralisering og professionelle bestyrelser.

Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle, der bliver ekstra utrygge i dag.

For hvem er det, Lars Løkke vil afvise i døren til sygehusene? Hvem er det, der skal behandles et andet sted? Og hvem er det, der ikke kan få lov til at blive indlagt?

Løkkes plan er, at ændre strukturen ganske markant, så flere kan blive behandlet lokalt. Og det lyder jo umiddelbart sympatisk. Men samtidig vil han flytte ansvaret og beslutningerne længere væk fra borgerne ved at nedlægge regionsrådene.

Hans plan er ikke i nærheden af at løse de udfordringer, vi står overfor. Sundhedsvæsenet har været under voldsomt pres i årevis. De ansatte er for få, og de har for travlt. Derfor er der først og fremmest brug for markant flere sundhedsansatte, hvis vi skal følge med behovet de kommende år.

Lad os nu i stedet få fokus på at skaffe nok ansatte, så vi kan udvikle et sundhedsvæsen, hvor de ansatte har en chance for at følge med. Og lad os sætte markant ind med forebyggelse af de store livsstilssygdomme.

I SF foreslår vi at bruge 13,9 milliarder frem mod 2025 på at løfte hele sundhedsområdet. Og vi vil gøre det uden at spille hasard med den struktur, vi har i dag. Det er der råd til.

Min prioritet er helt klar. Jeg vil hellere have sosu’er og sygeplejersker end skattelettelser.

Der skal være tid nok til patienterne, så de både kan få den behandling og omsorg, vi forventer.  Og ja, det koster penge at sikre, at vi får patienterne i centrum. Der er desværre ingen smutveje.

Jeg synes, det er dybt bekymrende, at statsministeren tror, det hele kan klares ved at flytte rundt på brikkerne. Lukke nogle regionsråd og sende flere patienter ud til de lokale sundhedshuse.

Det er gambling med borgernes sundhed.

Jeg mener, der er brug for at give ansatte og patienter mere ro på. Det kræver, at der er råd til nok ansatte, så de ikke skal løbe fra patient til patient.

Vi har ikke brug for flere store reformer og usikre arbejdsgange.

Løkkes plan forslår desværre som en skrædder i Helvede.