BLOG: Danske film trækker danskerne i biografen

16x9
Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares I forbindelse med 'Journal 64' der er den fjerde film baseret på Jussi Adler-Olsens bestsellers om Afdeling Q, hvor de spiller Carl og Assad. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

BLOG: Mere end 3,7 millioner billetter solgte danske film i det år, vi har sagt tak og farvel til – 2018.

Antallet af solgte billetter til danske biograffilm steg næste 50 procent i forhold til 2017. Offentliggjorte tal fra Foreningen af Filmudlejere og brancheforeningen Danske Biografer dokumenterer, at dobbelt så mange danskere så dansksprogede film i 2018 end de gjorde i 2017. Det er glædeligt og bekræfter de tanker, der ligger til grund for den filmaftale, der blev indgået mellem alle partier i Folketinget i efteråret. Flere danskere skal se dansksprogede film i biografen, streamet til pc’en eller på tablets.

Især tre film trak danskerne op ad sofaen og væk fra streamingtjenesterne i 2018. Det var først og fremmest ”Journal 64” – fjerde episode af forfatter Jussi Adler-Olsens romaner om kriminalbetjentene Carl Mørck og Assad. Mere end 765.000 så filmen i biografen. Det er dobbelt så mange som der så Pixar-animationsfilmen ”De Utrolige 2”, der solgte godt 380.000 billetter. Danskerne ser altså gerne dansksprogede film, når der er tale om store og dyre produktioner, der er instrueret af anerkendte instruktører, bygger på populære bøger eller handler om store personligheder. De to øvrige film på top tre listen over mest sete dansksprogede film er ”Så længe jeg lever” – om sangeren John Mogensen – og filmen ”Lykke-Per” instrueret af den danske Oscarvinder, Bille August. 

Selv om vi er mange der mener, at film skal ses i biografen, er der også grund til at glæde sig over når danske kunstnere gør det godt på det store internationale streaming marked. Og det er præcis hvad instruktør Susanne Bier har gjort med sin spændende film, ”Bird Box” på streamingtjenesten NetFlix. Den danske Oscarvinder har slået alle rekorder med mere end 45 millioner downloads af ”Bird Box” i løbet af 10 dage. Det er en rekord, som selv i NetFlix’ univers af mere end en kvart milliard medlemmer verden over skaber overskrifter og respekt. Utrolig flot! Godt gået!  

Den filmaftale, der blev indgået i begyndelsen af november 2018, har netop fokus på at få flere danskere i biografen for at se danske film. Og igen gøre dansk filmkunst endnu mere ære ude i verden.

Filmaftalen sikrer langt over en halv milliard kroner til danske film hvert år i den fire årige periode. Det sikres, at distributionen rammer dér, hvor publikum er og sørger for, at danske film også i de kommende år vil være rigt repræsenteret på de internationale filmfestivaler.

Filmaftalen sikrer også, at myndighederne fortsat kan tage kampen op mod piratkopiering og sikrer det, der hedder de immaterielle ophavsrettigheder. Det er utrolig vigtigt, at vi sørger for, at de kreative mennesker, der udvikler spil, film, skriver lærebøger og andet digitalt - kan gøre det i forvisning om, at deres ophavsret er beskyttet.

Og endelig sikrer den, at danske film ikke bare laves i København, men lige så vel kan produceres i Jylland eller på Fyn. En del af støttemidlerne øremærkes til lokale projekter, og kan i samarbejde med kommuner og lokale sponsorer se til, at skolebørn og unge talenter får lov at prøve kræfter med filmkunsten.   

Så jeg glæder mig til som publikum at sætte mig i biografsædet i 2019, pudse brillerne og finde popcornene frem. Dem seneste filmaftale vil uden tvivl igen slå fast, at danske film kan noget særligt. Både ude og hjemme.