BLOG: Hej 1.U – fixer I lige hungersnøden i Afrika?

16x9
(ARKIV) Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

BLOG: Indlandsisen smelter, havene flyder over i plastic, dyrearter uddør, og børn sulter i Afrika.

Dommedagsprofetierne kan tage pusten og modet fra de fleste, ikke bare børn, men også voksne. Og det nytter naturligvis ikke noget bare at vende det blinde øje til og håbe, det går over. Vi skal finde løsninger på kriserne, problemerne og udfordringerne. Men det er os – de voksne – der skal gøre det. Det er vores ansvar, ikke skolebørnenes. Vi skal passe på, at vi ikke tager børnene med på råd eller skubber ansvaret over på deres spinkle skuldre. Vi må ikke gøre voksenproblemer til børnenes problemer.

Børn og unge skal naturligvis lære om naturen. I skolen skal de have viden og indsigt i, hvad fotosyntese er, og hvilke luftarter, jordens atmosfære består af, for det er vigtigt at have naturvidenskabelig viden. Mor og far skal lære deres børn, at man ikke smider affald i naturen. Det er et helt selvfølgeligt led i børnenes opdragelse og dannelse. Der hvor filmen knækker, er når vi som de voksne udstiller vores magtesløshed og handlingslammelse og skubber ansvaret for at finde løsninger over på børnene. Det kan gøre børnene angste, hvis der er store problemer i verden, som selv ikke de voksne kan løse.

Projektopgaver og temauger i skolen, hvor (selv de yngste) elever skal finde løsninger på verdens klimaproblemer og hungersnødskatastrofer, skal vi være varsomme med. For vi siger jo til børnene, at her er nogle virkelig store problemer,  vi ikke selv kan løse – så kan I ikke lige finde på noget? Det er forkert, og jeg tror, det er med til at gøre børn og unge endnu mere usikre, bange og fortvivlede. Vi planter en diffus frygt i de små mennesker, og det kan vi faktisk ikke være bekendt. Hvis vi derudover også i vores iver efter, at alle skolelever skal være innovative og kunne opfinde noget, som kan sælges og skabe profit, bare giver dem en stak karton, nogle piberensere og en gammel skotøjsæske og beder dem om at opfinde den nye dims, den nye energikilde eller det teknologiske vidunder, som kan redde verden, så går det legende tabt.

Der er meget fokus på, at børn og unge mistrives, er angste og ulykkelige. Det er et problem, vi skal tage meget alvorligt. Men pilen peger hele tiden mod skolens pres, karaktererne og præstationerne som den store synder. Det er bare forkert. Vi skal finde svarene nogle helt andre steder. Blandt andet i, at de voksne ikke altid magter at være de voksne, men tørrer problemerne af på børnene, og så kommer angsten. Børn skal ikke redde verden, det skal vi voksne. Børn skal være børn. De skal lege, de skal lære, og de skal være trygge. De skal selvfølgelig ikke pakkes ind i vat, for børn kan klare lidt af hvert. De må gerne eksperimentere og få gode ideer. Men det er altså ikke børnene, der skal redde kloden eller få hjulene under samfundsøkonomien til at rulle. Det ansvar kan de tidsnok få, når de bliver voksne. Mens de er børn, skal de have lov til at være netop dét.