BLOG: Hvornår åbner Nye Borgerlige for alvor op for posen?

16x9
Danmark har ændret kurs. Det var aldrig sket uden DF. DF’s politik virker. Ude i virkeligheden, siger Peter Skaarup. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

BLOG: "Nye Borgerliges politik er mildest talt noget underbelyst. Så det kunne jo være rigtig glimrende med nogle klare svar."

Stor var min glæde, da jeg kort ind i det nye år så, at Nye Borgerliges Mette Thiesen havde lavet et blogindlæg med den forventningsskabende overskrift ”Her er de væsentligste forskelle på Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti”. Endelig, tænkte jeg straks, nu får vi syn for sagen. For det måtte vel handle om, hvordan Nye Borgerlige grundlæggende vil omkalfatre det velfærdssamfund, som Dansk Folkeparti kæmper for at bevare. Udlændingepolitikken, som også er en stor mærkesag for Mette Thiesens parti, er vi jo på lange stræk enige om, er mit indtryk. Så den økonomiske politik og socialpolitikken er der, hvor der virkelig er markante forskelle på vores to partier.

Og her er der en lang række spørgsmål, der trænger sig på. Den del af Nye Borgerliges politik er mildest talt noget underbelyst. Så det kunne jo være rigtig glimrende med nogle klare svar. Men de svar giver Mette Thiesen desværre ikke i sit indlæg.

Hvor meget vil Nye Borgerlige eksempelvis skære ned på velfærden for at få råd til skattelettelser? Er det stadig planen, at det offentlige forbrug skal beskæres med 150 milliarder? Og hvem skal så holde for? Skal den kommunale udligning fortsat droppes helt, så de rige nordsjællandske kommuner belønnes med milliarder på bekostning af fattigere kommuner i de mere tyndt befolkede dele af landet? Og hvordan er det nu med folkeskolerne? Er det noget med, at Nye Borgerlige vil omdanne dem til selvejende institutioner, der skal konkurrere med hinanden, eller hvordan er det, det er?

Risikerer vælgerne at købe katten i sækken?

Mange klassiske DF-vælgere vil utvivlsomt betragte den liste som et katalog af ubehageligheder, mens en typisk LA-vælger nok ser lidt anderledes på det. Jeg har selvfølgelig forståelse for, at et spritnyt parti ikke fra dag ét har en fuldt udviklet og detaljeret politik på alle områder. Men det er spørgsmål som disse, jeg mener, at vælgerne har krav på at få klare svar på, inden de skal ind i stemmeboksen og sætte deres kryds. Og nu har Nye Borgerlige jo efterhånden nogle år på bagen og – nok så vigtigt – der venter et folketingsvalg indenfor få måneder, så det er på høje tid, at vi alle sammen får nogle klare svar. Så vælgerne ikke risikerer at købe katten i sækken, hvis de nu skulle overveje at stemme på Mette Thiesen og hendes partifæller.

Bedre sent end aldrig

I stedet for socialpolitik og velfærd bruger Mette Thiesen det meste af sit indlæg på at skrive om udlændingepolitik. Hun fremhæver bl.a. Nye Borgerliges tre ultimative, nå nej ”ufravigelige”, krav om bl.a. asylstop og udvisning af kriminelle udlændinge. Det har vi i DF sådan set ment længe. Også i de år, hvor Mette Thiesen og hendes partiformand brugte tiden på at skabe sig en politisk karriere hos de Konservative, hvor den stramme udlændingepolitik ikke fyldte alverden. Så det burde vi vel ikke kunne bruge så lang tid på at skændes om. Og jeg kan da kun glæde mig over, at de nu ”har set lyset”. Bedre sent end aldrig. Der er altid plads til flere.

Mette Thiesen får også genfortalt Nye Borgerliges alternative version af begivenhederne i 2015, hvor migrantkrisen var på sit højeste. Her svigtede DF angiveligt fælt. Vi skulle have sat statsminister Lars Løkke Rasmussen ”stolen for døren”, må man forstå. Men det bliver aldrig lysende klart, hvad der menes hermed. Skulle vi have væltet ham og med en til vished grænsende sandsynlighed have overladt regeringsmagten til Socialdemokraterne og deres halehæng af radikale, enhedslistefolk og alternativister? Husk på, at Socialdemokratiet i 2015 stadig holdt fast i Thorning-regeringens naive og uansvarlige udlændingepolitik. Et ”indvandrervalg” i 2015 havde uden tvivl været godt for DF. Men havde det været godt for Danmark med en rød regering på dette tidspunkt?

De faktiske forhold i jernindustrien

Politik er alvor. Det er ikke bare noget, vi leger. De faktiske forhold i jernindustrien bliver ikke anderledes, bare fordi man siger, at nu vil man gøre alting anderledes. Nye Borgerlige mener, at de grundlæggende kan ændre arbejdsvilkårene i dansk politik ved at være anderledes. Personligt tror jeg ikke, at ultimative krav, trusler og væltede regeringer fører til en bedre politik. Det fører bare til mere kaos. Jeg vil tillade mig at mene, at Liberal Alliances ageren med ultimative krav og ture i træet underbygger min pointe. De resultater, som LA har præsteret, er kommet som resultat af helt almindeligt politisk rugbrødsarbejde med forhandlinger og kompromisser. Trusler og ultimative krav fik de intet ud af.

Og det er realiteten i dansk politik. Man skal kunne tælle til 90. Man skal have andre partier med. Det er klart, at hvis DF alene havde kunnet bestemme, så havde meget set anderledes ud. Men det kan vi ikke. Der findes ikke nogen trylleformular, der medfører, at nu får man pludselig sin vilje hele tiden.

Derfor kæmper vi i DF dag efter dag, år efter år på at rykke tingene i vores retning. Og jeg vil i al beskedenhed tillade mig at mene, at vi har opnået meget. Dansk politik er på afgørende punkter rykket i vores retning. Før DF fik indflydelse i dansk politik var Danmark på præcis samme ulyksalige kurs som Sverige. Men Danmark har ændret kurs. Det var aldrig sket uden DF. DF’s politik virker. Ude i virkeligheden.

Er alt så fryd og gammen? Nej, der er mange udfordringer. Mette Thiesen peger selv på nogen af dem. Tingene rykker sig for langsomt, også efter min smag. Men sådan er det, når man fra sag til sag skal skaffe flertal. Det tager tid at vende en supertanker. Og det kan være frustrerende, at der ikke gås hurtigere og mere drastisk til værks for at løse udfordringerne. Det er jeg helt med på. Men det er vilkårene i et demokrati. Og det er ærligt talt at stikke folk blår i øjnene, når man påstår, at alting bliver anderledes bare fordi Nye Borgerlige på magisk vis mener at kunne føre politik på en helt anden måde.