Trump har ret: USA står midt i en grænsekrise, men den handler ikke om muren

16x9
Donald Trump holder tale til det amerikanske folk Foto: Scanpix

BLOG: I de seneste dage har der været fokus på præsident Trumps udtalelser om, at en krise er under opsejling ved den amerikansk-mexicanske grænse.

Natten til onsdag dansk tid indledte Donald Trump sin tale til nationen med at advare imod den voksende humanitære og sikkerhedspolitiske krise.

Den såkaldte "border crisis" er i den amerikanske mediedækning typisk blevet affejet som et eksempel på præsidentens alternative virkelighedsopfattelse og et desperat forsøg på at skabe frygt i befolkningen, eller blevet italesat som en kunstig krise, Trump selv har skabt med sin ageren og ultimative krav om at få bevilliget penge til grænsemuren.

Der er en rigtig krise ved grænsen

Denne udlægning er ikke helt ved siden af. Som faktatjekkere kunne dokumentere umiddelbart efter talen, tegnede præsident Trump et misvisende billede på en lang række områder.

Det har til gengæld været relativ underbelyst i de amerikanske medier, at præsident Trump på et andet punkt faktisk har ret, når han taler om en voksende krise ved USA's sydlige grænse. Modsat præsidentens spin har den rigtige krise dog ikke noget med striden over grænsemuren at gøre: krisen er meget mere dramatisk i sit omfang, da hverken præsident Trump eller hans forgænger Barack Obama har vist sig vat ære i stand til at løse den.

Mens vi hører meget om, at antallet af pågrebne ved grænsen har været stærkt faldende de seneste årtier, har vi ikke hørt meget om de nye tendenser i kompositionen af tilstrømmende immigranter. Men udviklingen retfærdiggør faktisk betegnelsen grænsekrise. Trumps forgænger Obama brugte endnu voldsommere udtryk – såsom humanitær katastrofe - i en sammenlignelig situation for knap fire år siden, hvor omfanget var mindre prekært.

For nogle årtier siden var det typisk mænd, der forsøgte at komme op og krydse USA's sydlige grænse. I dag er det i overvejende grad familier og uledsagede børn. Andelen af familier og uledsagede børn fra Centralamerika har været stærkt stigende. I de seneste par måneder har niveauet ramt et historisk højt niveau. Familier og uledsagede børn udgør nu mere end halvdelen af det samlede antal. Som præsidenten nævnte i sin tale til nationen, var der alene i sidste måned 20.000 børn, der blev bragt illegalt ind i USA. I måneden før var tallet endnu højere.

Antallet overgår dermed niveauet fra juni 2014, hvor knap 10.500 børn kom til grænsen. Situationen blev dengang anset for at være så alvorlig, at præsident Obama i slutningen af måneden holdt en immigrationspolitisk tale foran Det Hvide Hus og advarede imod ”en humanitær katastrofe” ved grænsen. Efterfølgende sendte man 900 millioner danske kroner til regeringerne i Honduras, El Salvador og Guatemala i et forsøg på at stoppe tilstrømningen. Administrationen oprettede ligeledes opsamlingslejre ved den mexicanske grænse.

Hvad er løsningen?

Som det forgange år illustrerede med de dramatiske billeder af separerede børnefamilier og børn bag tremmer i nedlagte supermarkeder og lagerbygninger, er USA's immigrationssystem ude af stand til at finde en gangbar løsning på de nye udfordringer. Dette blev yderligere illustreret ved de tragiske dødsfald af en syvårig pige og en otteårig dreng i sidste måned. Den demokratiske flertalsleder, Nancy Pelosi, havde derfor en pointe, da hun i modsvaret til Trumps tale anklagede præsidenten for at bidrage til den humanitære krise med sin separationspolitik. Men Pelosi ved lige så godt som Trump, at der er tale om et problem, der har stået på i årevis, og som hendes partifælle Obama kæmpede med uden at kunne finde en fornuftig løsning på det.

Præsident Trump var næppe den første præsident, der havde overvejet sådan et drastisk træk set i lyset af den nye udvikling. Men modsat sine forgængere valgte han at gå videre med ideen og føre den ud i praksis. Modsat Bush og Obama-administrationens håndtering – hvor man prøvede at beskytte børnene og derfor valgte ikke at retsforfølge forældre, der havde brudt loven – valgte Trump med sin nultolerancepolitik at separere børnefamilier i et forsøg på at afskrække dem fra overhovedet at komme til USA. Her knap et halvt år senere må man konstatere, at nultolerancepolitikken er fejlet, mens problemet består og er stigende.

De amerikanske faciliteter rækker i forvejen ikke til at huse de mange familier og børn. Samtidig foreskriver lovgivningen, at børn højst må tilbageholdes i 20 dage i de såkaldte 'family detention centers'. Sagsbehandlingstiden er dog markant længere, hvorfor man fra Trumps regerings side – og i strid med loven - har forsøgt at tilbageholde familierne, så man ikke ender med enten at skulle separere dem eller sætte dem på fri fod i USA, mens deres sag behandles.

En umulig opgave, som også Trumps forgænger Obama kæmpede med og mødte modstand mod i domstolene og egne rækker. Men hvis situationen under Obama i sommeren 2014 var så alvorlig, at betegnelsen grænsekrise var tilsvarende, må man retfærdigvis sige, at præsident Trump har ret, når han bruger det samme udtryk i dag.

Dermed dog ikke sagt, at præsidenten ikke burde holde sig til at løse de reelle kriser frem for at fremprovokere nye. Det er et skridt i den rigtige retning, at Trump-administrationen arbejder på at få Kongressen med på, at mindreårige vil kunne søge asyl fra deres hjemlande frem for at skulle tage den farlige tur op nordpå.

Men mon ikke grænsemuren fortsat er en del af Trumps løsningsforslag for at afslutte den delvise nedlukning af det føderale statsapparat i dag, når præsidenten besøger netop den amerikansk-mexicanske grænse?