Myndighederne fik ikke besked om tysk togulykke - nu kræver politikere handling fra ministeren

16x9
Venstre og Socialdemokratiet kræver en øjeblikkelig opstramning fra Det Europæiske Jernbaneagentur. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Transportministeren kalder den manglende information "uacceptabel og under al kritik". Han vil dog ikke gå til EU, før han har et samlet overblik.

Hvorfor fik de danske myndigheder ikke besked om årsagen til en tysk togulykke i 2014, der kan ligne den på Storebælt?

Det spørgsmål stiller flere transportordførere på Christiansborg sig, og nogle af dem kræver nu handling fra transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

- Vi skal ned og slå i bordet på EU-niveau og sige, at det er uacceptabelt. Meldingerne skal igennem med det samme. Det her er ikke atomfysik, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til TV 2.

Skal fortælle om ulykkers årsager

Det var på et orienteringsmøde onsdag med Havarikommission og Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen om Storebæltsulykken med otte døde, at Folketingets transportordførere fik at vide, at Det Europæiske Jernbaneagentur ikke gjorde de danske myndigheder bekendt med årsagen til en togulykke i Hamborg i 2014.

I en anden sammenhæng kan den få fatale konsekvenser

Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokratiet

Det Europæiske Jernbaneagentur hører under EU og har blandt andet til opgave at fortælle om jernbaneulykkers årsager, så lignende kan undgås i fremtiden.

Men da en trailer på et godstog – en såkaldt sættevogn – i maj 2014 bragede ind i en bropille efter at have forskubbet sig, fik de danske myndigheder ikke besked. Det bekræfter Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen også over for TV 2.

S kræver højere sikkerhedsniveau

Det er uklart, om det er de tyske myndigheder, der ikke har meldt årsagen til ulykken ind til Det Europæiske Jernbaneagentur, eller om det er sidstnævnte, der har undladt at videreformidle informationen.

Men Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, er enig med Kristian Pihl Lorentzen i, at der skal strammes op. Han kalder det ”fuldstændig fatalt”, hvis nyttig viden ikke er blevet givet videre.

- Sikkerhedsniveauet og vidensdelingen skal løftes, så det bliver meldt videre, hvis der opstår en hændelse – også selvom den kan virke banal eller ligegyldig ét sted. I en anden sammenhæng kan den få fatale konsekvenser, siger Rasmus Prehn til TV 2.

Forbud efter fejl i test

Havarikommissionen og Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 om den manglende orientering fra Det Europæiske Jernbaneagentur. Men ifølge Kristian Pihl Lorentzen og Rasmus Prehn kan ulykkerne ligne hinanden.

Vi ved, at ulykken i Hamborg var med tilsvarende materiel

Kristian Pihl Lorentzen

Det vides endnu ikke, hvad der er årsag til ulykken på Storebæltsbroen 2. januar. Men tirsdag udstedte Trafikstyrelsen et øjeblikkeligt forbud i foreløbigt 14 dage mod kørsel med sættevogne (også kaldet lastbiltrailere) læsset på lommevogne (særlige godsvogne, der kan transportere og holde en trailer på plads).

square to 16x9

V: - Kunne måske have reddet liv

Årsagen til forbuddet er en test foretaget hos firmaet DB Cargo mandag. DB Cargo stod for den godstransport, som ramte passagertoget på Storebæltsbroen, men en test har siden vist, at låsemekanismen (en såkaldt kongetap) i to ud af tre tilfælde fejlede på samme type vogn, som forulykkede på Storebælt.

- Vi ved, at ulykken i Hamborg var med tilsvarende materiel, og derfor havde det selvfølgelig været godt, hvis vi havde fået meldingerne med det samme, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Han understreger, at den fulde årsag til ulykken på Storebælt endnu ikke er klarlagt, men han afviser ikke, at et bedre europæisk varslingssystem kunne have reddet liv.

- Det kunne det måske, og det er også nok for mig. Det kunne have været en mulighed for, at vi var særligt opmærksomme på problemer med de her vogne, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Onsdag er det også kommet frem, at samme godsvognstype som den på Storebælt var involveret i en norsk jernbaneulykke i 2006. Her fejlede låsemekanismen, men heller ikke den hændelse har Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen været bekendt med før ulykken på Storebælt.

Minister: - Det er helt uacceptabelt

Transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen (LA) vil ikke stille op til interview med TV 2 om sagen. Han har i stedet sendt et skriftligt svar.

- Det er uacceptabelt og under al kritik, at en sådan ulykke kan ske i Tyskland, uden vi får viden om det i Danmark. Når vi har et overblik over, hvad vi samlet vil opfordre EU-myndighederne til som konsekvens af ulykken på Storebælt, vil jeg naturligvis straks henvende mig klart og utvetydigt på et passende højt niveau, skriver Ole Birk Olesen.

TV 2 har også spurgt Det Europæiske Jernbaneagentur, hvorfor de danske myndigheder ikke fik viden om årsagen til den tyske jernbaneulykke. Det har endnu ikke været muligt at få et svar.