Lønmodtagere eller selvstændige? Politikere vil forbedre sexarbejderes vilkår

Liberal Alliance er allerede nu klar til at give sexarbejdere mulighed for at få dagpenge som lønmodtagere. Så langt vil socialministeren ikke gå.

Prostituerede i Danmark arbejder i en dårligt reguleret branche, og det skal der gøres noget ved.

Det mener regeringen, som torsdag har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på sexarbejdernes rettigheder og komme med bud på forbedringer.

- I dag er det jo hyklerisk, at man som prostitueret skal betale skat, men de rettigheder, der normalt følger med som skattebetaler, dem har man ikke, hvis man er prostitueret, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til TV 2.

Kan ikke få dagpenge

Prostituerede skal i dag betale skat ved at oprette sig som selvstændige erhvervsdrivende hos Skattestyrelsen og indberette deres indkomst. Men de er ikke omfattet af de normale ordninger på arbejdsmarkedet som eksempelvis retten til dagpenge og pension, fordi prostitution ikke anerkendes som et almindeligt erhverv.

Der er ikke noget finere over at være kontorfunktionær fremfor sexarbejder

Christina Egelund, politisk ordfører for Liberal Alliance

De kan ikke melde sig ind i en A-kasse eller fagforening, fordi en prostitueret ikke må være lønmodtager. Rufferi er nemlig strengt forbudt, for der må ikke være andre end den prostituerede selv, der tjener penge på sexarbejdet. Derfor skal de være selvstændige.

Arbejdsgruppen skal nu se på, hvad der kan gøres for at forbedre de prostitueredes dagpengerettigheder, men Mai Mercado lægger ikke umiddelbart op til, at de skal kunne få dagpenge som lønmodtagere.

LA vil afskaffe rufferiparagraffen

Det gør regeringspartneren Liberal Alliance til gengæld. Politisk ordfører Christina Egelund siger til TV 2, at lovgivningen bør ændres, så de prostituerede lovligt kan være almindelige lønmodtagere.

Partiert vil helt afskaffe rufferiparagraffen

- Jeg kan ikke se nogen grund til, at man ikke skal have samme rettigheder, fordi man har valgt et erhverv, nogle ikke forstår. Når man betaler sin skat, skal man have de samme rettigheder som alle andre lønmodtagere. Det er princippet om ret og pligt, siger Christina Egelund til TV 2.

- Der er ikke noget finere over at være kontorfunktionær fremfor sexarbejder, tilføjer hun.

Gadejurist: De tvinges på gaden

Siden 1999 har det været lovligt at sælge sex i Danmark, men der er ikke noget klart billede at, hvor mange der arbejder i branchen.

Den sidste store undersøgelse fandt sted i 2011, hvor SFI offentliggjorde, at mindst 3131 personer - helt overvejende kvinder - arbejder i branchen. Det er dog kun den synlige prostitution, og der er sandsynligvis et stor mørketal med blandt andet handlede kvinder.

Hos Gadejuristen, der rådgiver flere prostituerede, mener jurist Nanna W. Gotfredsen, at den nuværende lovgivning tvinger de prostituerede på gaden.

Hun siger, at de prostituerede ikke lovligt kan leje sig ind på et værelse eller hotelværelse, hvis andre tjener penge på udlejningen. Og det håber hun, at arbejdsgruppen vil se nærmere på.

- Man kan ikke arbejde under de bedst mulige forhold, uden nogle risikerer at blive dømt efter straffeloven. Faktisk kan man kun arbejde lovligt på gaden, siger Nanna W. Gotfredsen til TV 2.

Arbejdsgruppen har indtil august til at komme med sine bud på forbedringer. Den skal også se på, hvordan flere kan hjælpes ud af prostitutionsmiljøet.

Socialdemokratiet ønsker ikke at kommentere regeringens udspil.