BLOG: Hvor længe vil vi acceptere at en ”markedsorienteret tilgang” skal bestemme vores børns fremtid?

16x9
Der skal skrues alvorligt op for den vedvarende energi, så vi kan komme væk fra fossile brændsler, mener Rasmus Nordqvist. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

BLOG: Sagen om Venstres afskedigelse af formanden for Klimarådet afslører de manglende ambitioner for at gøre noget ved den alvorlige klimakrise.

Når statsminister Lars Løkke Rasmussens siger, at den nye formand for Klimarådet har en mere ”markedsorienteret tilgang” til arbejdet, så bliver det endnu en gang tydeligt, at det ikke er klimaet, der reelt er det vigtige; men væksten.

For det kan godt være, at klima-, forsynings og energiminister Lars Christian Lilleholt afviser, at der var tale om en ”politisk fyring”, da Klimarådets formand Peter Birch Sørensen ikke fik forlænget sin ansættelse i november sidste år.

Men jeg synes nu alligevel, det er det, det ligner.

Da Klimarådet i november udgav deres årlige rapport om, hvordan den grønne omstilling skrider frem, blev det ikke ligefrem positivt modtaget af ministeren.

Rapporten påpeger nemlig, at regeringen med sin nuværende politik og initiativer faktisk sænker tempoet i den grønne omstilling. Og at vi dermed får svært ved at nå de danske mål, for hvor meget vi skal have CO2-udledningen reduceret inden år 2030. Det er endda bare regeringens egne mål, som jo i forvejen overhovedet ikke er nok.

Men det var en konklusion, som ministeren nægtede at anerkende, som han sagde var baseret på fejlslutninger - og som han ligefrem kaldte ”volapyk”.

Et par dage senere kom der så en pressemeddelelse fra ministeriet, hvor det kunne læses, at Peter Birch Sørensen ikke længere er formand for Klimarådet. I stedet har klimaminister Lars Christian Lilleholt udpeget professor Peter Møllgaard fra det hollandske Maastricht University School og Business and Economics til formandsposten.

Selvom det ene og alene er ministerens ansvar at udpege Klimarådets formand for en 4-årig periode, og han derfor havde ret til at udpege Peter Møllgaard som den nye formand for de næste fire år – ser vi endnu en gang efter statsministerens udtalelse, at Venstre usvigeligt sætter marked over klima og ikke tager eksperternes opråb alvorligt.

Og desværre er der langt mellem partierne på Christiansborg, der reelt tør smide markedet ud og sætte fremtiden på førstepladsen.

Heldigvis er der et Alternativ. Vi skal nemlig turde foretage de også økonomiske prioriteringer, der skal til for vores klima. Det må gerne koste penge. Og det er det, der skal til, for at vi kan overholde Paris-aftalen og nå vores mål om at holde den globale opvarmning nede. Det er absolut nødvendigt, hvis vi skal ændre vores kurs fra at styre mod den sorte afgrund til et verdenstermometer, der ikke kravler over de halvanden grad.

Vi skal blandt andet have skruet alvorligt op for den vedvarende energi, så vi kan komme væk fra fossile brændsler. Vi skal gøre det mere attraktivt og nemmere at skifte benzinbilen ud med en elbil, og vi skal stoppe landbrugets import af miljø- og klimabelastende sojafoder og i stedet bruge kløver, græs og andre lokalt dyrkede afgrøder.

Hvis vores samfund styres af begrebet om vækst, kommer vi ikke til at kunne skabe de nødvendige forandringer. Vi må gå forrest og vise resten af verden, hvordan vi gør. Der er nemlig et alternativ til at sætte marked over fremtid.