BLOG: Schaffen wir das?

16x9
(ARKIV) Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: I mine otte år i politik har jeg sjældent oplevet noget så mærkeligt som modtagelsen af denne undersøgelse.

I mine otte år i politik har jeg sjældent oplevet noget så mærkeligt som modtagelsen af den undersøgelse, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og jeg offentliggjorde om børn af efterkommere fra ikke-vestlige lande i Danmark. I stedet for en seriøs debat om tallene og hvilke tiltag, der kan være med til at løse problemerne, rejste der sig en mur af metodekritik og motivfortolkning, der tilsyneladende – og kun tilsyneladende – hældte konklusionerne ned ad brættet.

Beskyldninger om politisk bestillingsarbejde, manipulation og ”fake news” er føget gennem luften. Nu, hvor støvet lader til at have lagt sig, er der grund til at gøre status. For både undersøgelsen og viden, vi har fra andre kilder, viser problemer, jeg mener, vi skal tage endog meget alvorligt. Jeg må også tørt konstatere, at jeg i alle anklagerne de sidste uger ikke har set det modbevist, at børn af efterkommere statistisk set klarer sig dårligt i skolen og at der næppe er en bedring lige om hjørnet. Tallene er, som de er. Desværre.

Kort og godt kan man sige, at undersøgelsen giver et første praj om, hvorvidt optimisterne eller pessimisterne har ret: Vil integrationen lykkes over tid? Rapporten undersøger, hvordan ikke-vestlige børn af efterkommere klarer sig sammenlignet med ikke-vestlige indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse. Rapporten viser blandt andet, at børn af efterkommere fra ikke-vestlige lande målt på flere parametre ikke forbedrer sig sammenlignet med efterkommere fra ikke-vestlige lande. På enkelte parametre bevæger de sig endda i en negativ retning sammenlignet med efterkommere med ikke-vestlig baggrund.

Et eksempel fra rapporten er, at færre børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund i alderen 20-24 år har fuldført en gymnasial uddannelse end efterkommere i samme aldersgruppe: Hvert tredje barn af efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i alderen 20-24 år har således ikke fuldført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, mens det blandt efterkommere med ikke-vestlig baggrund er hver fjerde. Altså skridt tilbage, ikke frem.

Derudover viser rapporten, at integrationen i Danmark hele tiden starter forfra: Otte ud af ti af de børn, der er genstand for rapporten, har en far og mor, som stammer fra det samme hjemland. Knap tre ud af fire af børnene har en indvandrermor eller en indvandrerfar, hvis opvækst helt eller delvist foregik uden for Danmarks grænser. Dette er måske i virkeligheden den vigtigste iagttagelse i rapporten, idet dette indikerer både fastholdelse og styrkelse af parallelsamfund, der bliver større og som fortsat lukker sig om sig selv i stedet for det modsatte, helt ud i generationen af børn af efterkommere. Det er alarmerende.

Lad os se på nogle af de indvendinger, der er gået igen i debatten de sidste uger:

Det er en meget lille målgruppe, der indgår i rapporten

Bestemt. Det har ingen på noget tidspunkt betvivlet. En undersøgelse som denne er et øjebliksbillede og et udsnit af en – endnu – relativt lille målgruppe. Gør det den irrelevant? Nej. Der er tale om en målgruppe, der vil vokse markant i de kommende år, og det giver derfor mening at ”tage en mellemtid”.

Mødrene til målgruppen er unge

Korrekt, og ingen har hævdet andet. Mødre med ikke-vestlig baggrund får i gennemsnit deres første barn knap tre år tidligere end etnisk danske mødre (2017). Denne forskel vil muligvis blive mindre de kommende år, og det vil være interessant forsat at følge gruppens udvikling.

Undersøgelsen undersøger primært to etniske mindretal 

Børn af efterkommere med tyrkisk og pakistansk oprindelse. Derfor kan den efter sigende ikke sige noget afgørende om det samlede migrantflertal, fordi der i dag er flere og andre oprindelseslande. Det mener jeg, er en forkert antagelse. Ser vi eksempelvis på beskæftigelse, ligger tyrkiske, kvindelige efterkommere omtrent på linje med efterkommere med rødder i Marokko, mens pakistanske, kvindelige efterkommere ligger lidt højere end irakiske. Det er naturligvis legitimt at trække paralleller mellem migrantmindretal, der statistisk set ligner hinanden.

Børn af efterkommere bør slet ikke være genstand for statistiske undersøgelser; de er jo danske!

Det er jeg teoretisk set enig i. Når det alligevel er relevant at undersøge målgruppen, er det fordi, det netop er her, vi kan iagttage, hvorvidt grupper med migrant-baggrund vokser sammen med det etnisk danske flertal, eller hvorvidt de forbliver adskilte – i livsførelse og i adfærd i skole og på arbejdsmarkedet. Rapporten viser desværre det sidste. De statistiske forskelle ser ikke ud til at forsvinde. 

Rapporten udelader de efterkommere, der har fået børn med danskere

Ja, rapporten følger Danmarks Statistiks definition af efterkommere, som den har været anvendt i årevis. Det vil desuden være ualmindeligt interessant at sammenligne de to grupper, for der er en rimelig sandsynlighed for, at gruppen, der gifter sig med etniske danskere, får børn, der statistisk klarer sig bedre i uddannelsessystemet og i arbejdslivet. Men at følge i forvejen definerede kategorier kan næppe siges at være fordækt eller forkert.

Styrken, hvormed rapporten er forsøgt tilbagevist, har været mærkværdig at være vidne til. Jeg talte kort efter fremlæggelsen med en normalt høflig og afstemt P1-vært over telefonen i en direkte udsendelse. Hun var usædvanligt sammenbidt, idet hun udfordrede den af Danmarks Statistik definerede afgrænsning af målgruppen. Det undrede mig, at denne definition pludselig blev gjort til det mest interessante ved undersøgelsen, og jeg havde meget lidt at sige om det, idet det jo ikke er mig, der har fastlagt denne definition. Herefter tog Sofie Carsten Nielsen fra det Radikale Venstre over og forklarede insisterende, at det jo ”ikke nytter at råbe, når man i stedet bør finde løsninger”. Der var ingen i programmet, der råbte, og jeg er for mit vedkommende ikke interesseret i udråbstegn, men derimod meget interesseret i at blive klogere. Det var årsagen til, at jeg oprindeligt foreslog at få udarbejdet rapporten.

I juledagene har jeg kunnet følge, hvordan min kollega Inger Støjberg nærmest er blevet lagt på hjul og stejle på grund af rapporten. Det er helt urimeligt, da rapporten oprindeligt var min idé. I min tid som undervisningsordfører siden 2011, og siden som undervisningsminister, er jeg blevet konfronteret med betragtelige statistiske forskelle mellem elever med ikke-vestlig baggrund og etnisk danske elever.

Disse negative forskelle går igen, uanset om man ser på nationale test, PISA-undersøgelser, 9.-klasses afgangsprøve eller karaktergennemsnit. Børn og unge med ikke-vestlig baggrund klarer sig relativt ringere i uddannelsessystemet. Der er naturligvis mange glædelige undtagelser fra disse gennemsnitskarakteristika, men de statistiske forskelle er bekymrende store. Jeg mener, vores opgave som politikere også er at holde fokus på det store flertal, og de klarer sig ikke godt i uddannelsessystemet.

Her er et udpluk af, hvad vi ved:

  • I disse år har omkring hvert tiende barn, der begynder i skolen, ikke-vestlig baggrund. Dette tal vil – når man tæller børn af efterkommere med - stige markant i årene, der kommer (Danmarks Statistik).
  • Der er op til to års forskel i førskolekompetencer (sproglige, matematiske og socio-emotionelle kompetencer) mellem børn med udenlandsk baggrund og etnisk danske børn, når de begynder i skole. Børn med ikke-vestlig baggrund er højt repræsenteret i gruppen med ikke-alderssvarende kompetencer (Rambøll, 2016)
  • Efterkommere med ikke-vestlig baggrund forlader folkeskolen med et resultat, der i gennemsnit ligger 1,5 karakterpoint lavere end etnisk danske elever (Undervisningsministeriet, 2018)
  • Efterkommere med ikke-vestlig baggrund på gymnasiale uddannelser har karaktergennemsnit, der ligger 1,2 karakterpoint lavere end etnisk danske – igen i gennemsnit (Undervisningsministeriet, 2018)
  • Der er i Danmark en meget beskeden positiv faglig udvikling mellem indvandrere og efterkommere, hvilket skiller sig negativt ud fra øvrige nordiske lande og OECD-gennemsnittet (PISA Etnisk, 2015).
  • Elever med indvandrerbaggrund, som taler dansk i hjemmet, klarer sig fagligt bedre (og signifikant bedre i eksempelvis læsning), end elever med indvandrerbaggrund, som ikke taler dansk hjemme (PISA Etnisk, 2015). Det viser PIRLS 2016 også. Også når der tages højde for elevernes socioøkonomiske baggrund scorer indvandrerelever, der taler dansk i hjemmet, højere.

Alt dette er veldokumenteret. Det er oftest danske statsborgere, der er tale om. Det er bekymrende, idet vi må antage, at disse statistiske forskelle vil kunne følges som ditto statistiske forskelle på arbejdsmarkedet og i livet i øvrigt.

Jeg fandt det i lyset af disse velkendte problemer relevant at undersøge, om de statistiske forskelle mindskes blandt børn af efterkommere. Det viser undersøgelsen, at de ikke gør. Det kan være, det lysner i kommende undersøgelser, og det vil jeg i så fald glæde mig ubetinget over. Men med den viden, vi har, kan vi ikke tillade os at læne os tilbage i lykkelig forvisning om, at tiden løser problemerne. Det er der ikke dokumentation for, mens der er stærke indikationer på det modsatte.

Jeg synes at kunne iagttage en modstand mod overhovedet at kaste lys over tallene. Dels mødes forskere, der lægger tallene frem, med betydelig modstand fra dele af deres kolleger. Dels mødes politikere, der belyser disse spørgsmål, med mistænkeliggørelse og anklager om ”fake news” og lyssky motiver. Den metodiske modstand er voldsom på dette område, og det virker som om, nogle slet ikke ønsker at forholde sig til de data, der viser, at integrationen kører i ring, og at vi ikke klarer at løse problemerne i den hast, de opstår.

Jeg undrer mig også over eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS, der kun kan svinge sig op til en metodisk diskussion. Hvorfor er man ikke interesseret i at finde flere og bedre tal om denne gruppe borgere, der kan give os viden om, hvorvidt vi er på vej fremad eller tilbage, eller i at bidrage til svar på, hvordan vi løser de stigende problemer, vi allerede kender?

Der er absolut intet til hinder for, at vi debatterer begrebsafklaring, metoder, målgruppe mv. Ingen rapport kan vise et endegyldigt billede af Danmarks integrationsudfordringer. Ingen har påstået, at den anvendte metode er perfekt og uangribelig – det er der formentlig ingen metoder, der er. Jeg vil finde det endog meget positivt, hvis kritikernes problematisering af de anvendte metoder udmønter sig i flere og nye analyser af, hvordan børn og unge med ikke-vestlig baggrund klarer sig i uddannelsessystemet og samfundet i øvrigt, og giver fakta-understøttede forslag til, hvordan vi politisk kan understøtte en forandring af dette. Det er der nemlig behov for.

Men jeg savner til gengæld en sober debat af de integrationsproblemer, der præger og vil komme til at præge vores samfund i de kommende år, hvis udlændingepolitikken fortsætter, som den er nu. Rapporten belyser ikke statistiske forskelle i forhold til eksempelvis kriminalitet, radikalisering, antisemitisme, holdninger til homoseksualitet og frihedsrettigheder. Den belyser heller ikke problemer med u-ligestilling, arrangerede ægteskaber, social kontrol og kultursammenstød på ungdomsuddannelserne. Den siger ikke noget om parallelle retsopfattelser, deltagelse i foreningslivet eller valgdeltagelse. Endelig siger den heller ikke noget om, hvordan vi får vendt udviklingen, så regningen for ikke-vestlig indvandring bevæger sig nedad fra de nuværende svimlende 33 mia. kr. årligt. Derimod belyser den en gruppe borgere, der er børn af efterkommere, og hvis statistiske resultater giver grund til bekymring.

Jeg er blevet kritiseret for, at jeg på baggrund af denne rapport har konkluderet, at ”integrationen ikke går fremad”. Dette er da heller ikke korrekt. Den konklusion har jeg ikke gjort alene på baggrund af rapporten, men på baggrund af de mange statistiske informationer, jeg har adgang til. Det var lettere for mig at hvile i den overbevisning, at vi er på vej i den rigtige retning, da jeg havde mindre viden. Med min nuværende viden, må jeg desværre konkludere, at jeg ikke har belæg for at sige, at udviklingen er vendt. Derfor venter der store udfordringer forude, der gerne skal hvile på mere – ikke mindre – viden om, hvordan det går for borgere med forskellige baggrunde og for deres efterkommere.

RETTELSE: Bloggen er ændret i femte afsnit efter offentliggørelse, som følge af, at Merete Riisager havde fået forkerte oplysninger fra Undervisningsministeriet. Den oprindelige tekst lød: ”…Derudover viser rapporten, at integrationen i Danmark hele tiden starter forfra: Otte ud af ti af dem, der er genstand for rapporten, gifter sig med en fra forældrenes hjemland. Tre ud af fire henter en ægtefælle i udlandet.”