Tag med i videoarkivet:

Her er de bedste, dummeste og modigste nytårstaler

Tag med i videoarkivet:

Her er de bedste, dummeste og modigste nytårstaler

Nogle rammer spot on, andre helt ved siden af. Der er de politisk modige og de decideret dumme. 
I aften skal vi til det igen: Statsministerens årlige nytårstale, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) skal adressere danskerne med en tale, der tager både det forgangne og det kommende år under kærlig behandling. 
Nytårstalen blev holdt første gang i 1940 af Thorvald Stauning (S). Langt de fleste taler fra dengang til i dag kan ses på Statsministeriets hjemmeside
TV 2 har spurgt Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard, Bertel Haarder, Holder K. Nielsen, Mogens Lykketoft, Hans Engell, Kaare R. Skou og Bo Lidegaard om, hvilke nytårstaler der gennem tiden har været særligt bemærkelsesværdige.
Gense klip fra de historiske taler, læs om politiske selvmål, stort statsmandsskab, og hvordan den samme tale kan blive udnævnt som både den bedste og den dummeste. 

Holger K. Nielsen:

- Anker Jørgensen samlede nationen med Gasolin

- Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser. 
Sådan indledte Anker Jørgensen (S) sin nytårstale i 1977, og det var genialt, mener SF's Holger K. Nielsen, der selv kom i Folketinget for første gang fire år senere. 
- Jeg husker stadig den tale. For det var så overraskende, at landets statsminister sad der og citerede rockmusik. Dengang var Gasolin og Kim Larsen jo meget mere kontroversielle end i dag, hvor de er allemandseje. 
- Men det er meget sigende både for tiden og for Anker Jørgsensen selv. For det var virkelig en kold tid. Så vidt jeg husker, var vinteren meget kold det år. Der var stadig oliekrise og kæmpe arbejdsløshed. Der var krisestemning over det hele og ikke særlig meget optimisme i vores økonomi. Alligevel sidder Anker Jørgensen altså her og fastholder optimismen. Selvom det er en kold tid, vi lever i, så er der stadig muligheder, hvis vi arbejder sammen om at komme ud af krisen, siger Holger K. Nielsen. 
- Anker Jørgensen var statsminister i en meget hård tid, men han var alligevel i stand til at samle nationen. Og det gjorde han også i den tale. Det var jordnært, ægte og ærligt. Han var i øjenhøjde med danskerne. Det var noget af det, der gjorde ham så fantastisk populær. 

Bo Lidegaard:

- Anker Jørgensen fortalte, hvor stor krisen egentlig var

Den allerførste nytårstale til danskerne lagde stilen, lyder det fra Bo Lidegaard, der er historiker samt forhenværende topembedsmand i Statsministeriet og chefredaktør på Politiken.
Den socialdemokratiske landsfader Thorvald Stauning sagde det ikke direkte, men han udlagde allligevel de dystre fremtidsudsigter, landet stod overfor i 1940: Danmark kunne blive besat. Og landet kunne stå ude af stand til at forsvare sig. 
På samme måde gjorde efterfølgeren Anker Jørgensen (S) det i 1982 klart for danskerne, hvor svær en krise landet stod i. Kort før jul var det kommet frem, at 300.000 danskere var arbejdsløse. Det ville medføre ubehagelige indgreb i det kommende år. 
- Han gav folk indtryk af, hvor stor krisen egentlig var, siger Bo Lidegaard. 
- Nytårstalen er statsministerens årlige mulighed for at få befolkningen indstillet på det, som kommer. Der kommer altid overraskelser, men oftest ved statsministeren jo godt, at i år bliver vi nødt til at gøre sådan og sådan - også længe inden det bliver konkretiseret som politiske udspil. Så det er i talen, statsministeren sætter tonen for det nye år. Hvis talen rammer rigtigt, er det jo også med til at øge folks tillid til, at det, som statsministeren siger, også holder på den store klinge. Og det er jo ret afgørende.

Mogens Lykketoft:

- Schlüter skød vildt fra sig

Mogens Lykketoft (S) var ved at få aftenkaffen galt i halsen, da han så statsministerens nytårstale i 1989.
Poul Schluter (K) havde en plan. Den blev senere kaldet ’århundredets plan’. Problemet var bare, at han tilsyneladende ikke havde vendt den med nogen, før han udlagde den for hele befolkningen i sin nytårstale.
Danskerne skulle gå kraftigt ned i løn, men til gengæld få skattelettelser, så de ikke mærkede nogen forskel på bundlinjen. Det ville medføre en kædereaktion til gavn for samfundet, mente statsministeren.
- Det var pokkers. Hvad mente han med det?, løb det gennem hovedet på Mogens Lykketoft, der dengang var finansordfører for Socialdemokratiet.
- Så gik vi selvfølgelig i gang med at undersøge så meget som muligt. Men vi kunne ikke finde noget på det efterfølgende, og det var jo fordi, der ikke var noget. Det viste sig jo, at der intet var forberedt. Det var bare en strøtanke, statsministeren havde haft. Schlüter var jo ellers ret kalkulerende og eftertænksom, men der skød han lidt vildt fra sig.
Regeringen sad ifølge Mogens Lykketoft og var ved at ”kløjs i det i mange måneder for at finde ud af, hvad han egentlig mente”, mens socialdemokraterne skyndte sig at udarbejde noget ”med mere bund i”.
- Talen ændrede hele diskussionen til vores fordel, og det endte med, at vi kom først. Så der snød vi dem på en måde. Det er derfor, jeg husker den tale så godt, griner Mogens Lykketoft.
- Det lød måske meget fascinerende i talen, men det er jo uklogt, når han ikke vidste, hvordan han skulle gennemføre det.
’Århundredets plan’ udløste langstrakte forhandlinger over de næste to år. Ved valget i 1990 stormede Socialdemokratiet frem og fik 69 mandater. Det endte dog alligevel med en smal VK-regering med Schlüter ved roret, fordi oppositionen ikke kunne blive enige om at pege på Svend Auken (S) som statsminister. 

Anders Fogh Rasmussen:

- Jeg blev misforstået

Anders Fogh Rasmussens 2002-nytårstale har fået en hård medfart for opgøret med smagsdommerne, der medførte nedlæggelser af en lang række råd og nævn. Men spørger man den tidligere statsminister selv, så synes han, at det er den bedste. Ikke blot af hans egne nytårstaler, men af alle.
Anders Fogh Rasmussen (V), der i dag rådgiver om blandt andet sikkerhedspolitik i kraft af sin konsulentvirksomhed Rasmussen Global, fremhæver sin første tale som statsminister, fordi det var ”en stærkt holdningsbetonet nytårstale”.
Talen blev holdt få måneder efter 11. september-angrebet på World Trade Center i New York. Danmark havde netop givet USA hånd på at bidrage militært i Afghanistan. Og den nyvalgte statsminister skulle i det kommende år lede forhandlingerne om en historisk stor udvidelse af EU, idet Danmark overtog EU-formandsskabet. 
Alligevel var det opgøret med smagsdommerne, der bliver husket fra den tale. Anders Fogh Rasmussen ville luge ud i det ”vildnis” af statslige råd, nævn og institutioner, der ”ved knopskydning” var skudt op over alt.
- For hele hornorkestret var det selvfølgelig voldsomt provokerende, siger han i dag.
- Jeg sagde, at vi tror på, at mennesker er bedst til at vælge selv. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere, som tror, de ved bedre end andre, hvordan folk skal tilretttelægge deres liv. Men det er blevet misforstået.
- Det er blevet taget som en kritik af al form for ekspertise og viden. Og det er jo helt forkert. Jeg sagde, at eksperter kan være gode til at formidle viden, men når vi tager det personlige valg, så er vi alle eksperter. For vi så, at man satte folk med markante politiske holdninger ind i råd og nævn. Under dække af at være eksperter gik de så ud og fortalte folk, hvordan de skulle leve, og hvad de skulle mene.
- Udfaldet af den meningskamp er, at Danmark i dag er præget af mere mangfoldighed og pluralisme end så mange andre lande. For der blev for første gang i en årrække plads til borgerlige, liberale debattører og en sagkundskab uden kraftig ideologisk slagside. Det har været med til at tage brodden af den værste ekstremisme og populisme. Du lukker simpelthen noget luft ud af systemet. I andre lande - som for eksempel Sverige - bliver folk tossede over, at deres holdninger ikke kan udtrykkes frit. Jeg har altid selv troet på, at en åben og fri debat er det bedste middel til at undgå ekstremisme og populisme. Så når jeg kigger på talen i dag, er jeg faktisk rigtig glad for denne tale.
Selvom han i dag ved, hvor meget rabalder det gav, så vil han ikke have gjort noget anderledes.
- Nej nej nej, det virkede helt, som det skulle, siger Anders Fogh Rasmussen.  

Kaare R. Skou:

- Fogh talte til dumheden

En af dem, der ikke klappede af Anders Fogh Rasmussens 2002-tale, er TV 2s tidligere mangeårige politiske redaktør Kaare R. Skou.
- Det var jo en tale til dumheden, siger han.
- Anders Fogh Rasmussen gik til angreb på alt, der hed eksperter og smagsdommeri. Han afskrev viden og sagde, at enhver vidste bedst selv. Det er nok den mest bemærkelsesværdige tale i nyere tid. Og det mener jeg absolut med negativt fortegn.
- Det var selve tankegangen. At lægge den til grund for en statsministers politik – det kan ikke andet end ende galt.
Det fejlskud burde ifølge Kaare R. Skou have ramt Anders Fogh Rasmussen langt hårdere, end det gjorde. Tværtimod blev han genvalgt som statsminister to gange siden.
- Vælgernes veje er uransagelige, konstaterer Kaare R. Skou. 

Hans Engell:

- Fogh greb en situation, der rystede hele verden

Anders Fogh Rasmussen (V) havde egentlig allerede indtalt en nytårstale, der lå båndet og klar til at blive sendt 1. januar 2005. Men en tsunami af hidtil useete dimensioner ramte få dage forinden (26. december 2004, red.) Sydøstasien. Næsten en kvart million mennesker - heraf 46 danskere - mistede livet. Og det ændrede alt.
Situationen krævede noget andet, indså den daværende statsminister. Så han skrev en ny tale og tog til Marienborg og sendte talen på direkte tv. 
Det gør 2005-talen til "den klart bedste nytårstale", mener Hans Engell, der er politisk kommentator med en lang fortid i dansk politik. 
 - Det var en tale, som skulle have handlet om årets politiske begivenheder i ind- og udland, men fordi vi anden juledag fik tsunamien i Thailand, hvor tusinder og atter tusinder af mennesker omkom, så valgte Fogh at lave en helt anden tale, som kun handlede om tsunamien. Det, syntes jeg, var en af de stærkeste taler. For han greb en situation, der rystede hele verden - og alle danskere - og fyldte alt. Den jul overskyggede tsunamien og dens ofre alt andet. Det var helt korrekt, at landets statsminister sammenfattede den sorg og rædsel, som de fleste følte. 
- Nytårstalerne er som hovedregel gode taler. Men der er nogen, der skiller sig ud, og der synes jeg altså, at Foghs tale er klart den bedste.

Pia Kjærsgaard:

- Fogh hædrede soldaterne

Der var rigeligt med alvor at tage fat på, da Anders Fogh Rasmussen (V) skulle holde nytårstalen i 2009. Det foregående år havde budt på en stærkt tiltagende finanskrise, et terroranslag mod den danske ambassade i Islamabad og kort før jul mistede fem danske soldater livet i Afghanistan. 
Soldaterne gør 2009-talen til noget særligt for Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF). 
- Det var en meget alvorlig tale. Men det var helt på sin plads. Han fortalte, at fem danske soldater lige var blevet dræbt og kom ind på sit eget besøg hos danske soldater, og hvad han havde sagt til dem. Det var vældig godt, for det er så vigtigt, at vi bakker op om soldaterne, siger hun.
- De gør mig meget blød om hjertet. Soldaterne får jo ikke den store opmærksomhed, og de bliver så glade, når man er derude. Anders Fogh hædrede dem virkelig i den tale. Det var et meget velfortjent skulderklap. 
- Han kom også ind på det principielle, og det er også vigtigt. At man yder en indsats i stedet for bare at trække på skuldrene. Den enkeltes engagement er vigtigt. 

Bertel Haarder:

- Løkke brugte kræfterne på en ubehagelig sandhed

Den modigste nytårstale gennem tiden blev holdt af Lars Løkke Rasmussen (V) i 2011, mener Venstres nestor Bertel Haarder. Løkke brugte nytårstalen til at give efterlønnen dødsstødet.
- Han foreslog noget, som han vidste, at et massivt flertal i både Folketinget og befolkningen ville være imod. I dag kan alle se, at han havde ret. Og det er det, man kan kende en rigtig statsmand på; de tør sige, hvad der er brug for, uanset om det er populært eller ej. Det gjorde Løkke i den situation, synes jeg. 
- Det er så nemt at stryge folk med hårene i en nytårstale, men Lars Løkke brugte kræfterne på en ubehagelig sandhed; at vi ikke kunne blive ved med at bruge alle de penge på efterløn, samtidig med at folk blev ældre. 
Men skal en nytårstale ikke være samlende og optimistisk? 
- Ikke hvis der er brug for at sige noget vanskeligt. Nytårstalen er jo en enestående lejlighed, hvor en stor del af befolkningen lytter. Den skal bruges rigtigt. Og jeg tror i øvrigt slet ikke, de fleste ønsker en statsminister, der holder hyggetaler. Det er jo ikke det, man har statsministre til. Man har statsministre til at lede. Og det var det, han gjorde.