Dansk politik er blevet mere uforudsigelig end længe

16x9
Før var de to. Nu er de fem. I løbet af 2018 har hele fem statsministerkandidater meldt sig klar til kamp. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2

I løbet af året er der blevet hevet og flået i den traditionelle blokpolitik. I artiklen finder du et overblik over noget af det, året har budt på.

Endnu et år er gået på Christiansborg. Et år med udskiftning blandt ministre, rekordmange kandidater til statsministerposten og decideret kaos i rød blok. 

2018 har vendt op og ned på dansk politik. Christiansborg har stået på gyngende grund, mens både skilsmisser og nye alliancer har udfoldet sig inden for murerne. 

- Jeg vil især huske 2018 som året, hvor opbruddet i de traditionelle blokke – rød og blå – blev tydeligere end nogensinde, lyder det fra TV 2s politiske analytiker, Hans Redder. 

- Det betyder, at dansk politik den kommende tid – og især efter valget - er mere uforudsigelig end længe.

I et forsøg på at opsummere året, der er gået, har TV 2s politiske redaktion samlet et overblik over fem begivenheder, som har formet 2018 rent politisk. 

Lad os starte med det forliste ægteskab.

2018 blev året, hvor Mette Frederiksen (S) brød med Radikale Venstre.
2018 blev året, hvor Mette Frederiksen (S) brød med Radikale Venstre. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

S bryder med R

Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen smed 4. juni noget af en bombe i dansk politik. Hun brød med partiets mangeårige regeringspartner Radikale Venstre.

- Vi går efter at danne en S-mindretalsregering, såfremt mandaterne måtte tilsige det efter næste valg, lød det dengang fra partilederen.

Der skulle kunne arbejdes over midten - om særligt udlændingepolitik, lod hun forstå. De radikale bånd måtte derfor kappes.

Bruddet kom dog ikke som noget chok, lyder det fra den radikale leder, Morten Østergaard, i dag. 

- Der var mange, der havde talt om det. Jeg havde det sådan, at i stedet for, at det skulle være et spøgelse, der løb op og ned ad Christiansborgs gange, var det rarere, at Socialdemokratiet fik det sagt åbent, siger han til TV 2.

Meldingen var da også dengang klar fra den radikale partiformand: Man kan ikke vælge Radikale Venstres politik fra og samtidig tælle partiets mandater med. En holdning, som Østergaard står ved i dag. 

- Vi støtter kun en regering, hvis den gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik.

TV 2s politiske reporter Hans Redder kalder bruddet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre for en af de vigtigste politiske meldinger længe.

Det kan få konsekvenser for, hvordan dansk politik udvikler sig i de kommende mange mange år. Selvom S og R langt fra altid har været enige, har de to partiers alliance været helt central i alle S-ledede regeringer siden begyndelsen af 80’erne. Den alliance er slut nu.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen står ikke længere alene som kandidater til statsministerposten.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen står ikke længere alene som kandidater til statsministerposten. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Rekordmange statsministerkandidater

Bruddet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre førte til et reelt opbrud i den danske blokpolitik, for ved udgangen af 2018 står vi med hele fem statsministerkandidater. Både Lars Løkke Rasmussen (V), Mette Frederiksen (S), Pernille Skipper (Ø), Uffe Elbæk (Å) og Pernille Vermund (D) meldte sig.

Socialdemokratiet gik solo, det samme gjorde Alternativet det samme. Partiet meddelte, at de - uanset valgresultatet - kun havde i sinde at pege på deres egen partiformand, Uffe Elbæk, som statsminister.

To nyspirede statsministerkandidater. Om de også står side om side på valgaftenen, må tiden vise.
To nyspirede statsministerkandidater. Om de også står side om side på valgaftenen, må tiden vise. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Anderledes ser det ud hos Enhedslisten, som proklamerede, at partiets mandater under ingen omstændigheder ville komme til at gå til spilde. 

Nye Borgerlige valgte en helt tredje strategi. De stillede tre ultimative krav for at pege på deres statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V): Stop al asylbehandling i Danmark. Udlændinge skal forsørge sig selv. Og alle kriminelle udlændinge udvises efter første dom.

Hvis ikke andre statsministerkandidater kan opfylde de krav, peger Nye Borgerlige på Vermund (D) som statsminister.

Lars Løkke Rasmussen er afhængig af Dansk Folkepartis opbakning for at forblive statsminister. Ved sidste valg ønskede DF ikke at gå med i regering, men det ændrede sig i 2018 - nu vil partiet gerne køre i ministerbiler. Til gengæld skal Liberal Alliance dog ud. 

Og hvis flertallet vender? Ja, så er DF-formanden ikke afvisende overfor at støtte en regering ledet af Mette Frederiksen (S). 

Tidligere har det været enkelt at finde rundt i dansk politik. Spørgsmålet, som vælgerne skulle stille sig selv, var: Skal de røde styre Danmark, eller skal de blå?
Så enkelt er det ikke længere. Flere partier går nu direkte efter statsministerposten. Andre stiller ultimative krav, som skal opfyldes, hvis de overhovedet skal bakke op om en statsministerkandidat. Og andre flirter åbenlyst med tanken om at skifte blok – særligt Dansk Folkeparti, der nu er tættere på S end nogensinde før. Der er opbrud i dansk politik, og valget i 2019 bliver ikke som tidligere en ”præsidentvalgkamp”, hvor to blokke loyalt kæmper for hver deres statsministerkandidat. Det bliver snarere alles kamp mod alle, med beskyldninger på kryds og tværs mellem tidligere allierede. 
- Mit mål er, at Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet er i stand til at arbejde sammen. Og hvor man ikke sidder med det sidste, afgørende mandat hos Liberal Alliance eller Alternativet, har det tidligere lydt fra Kristian Thulesen Dahl (DF).
- Mit mål er, at Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet er i stand til at arbejde sammen. Og hvor man ikke sidder med det sidste, afgørende mandat hos Liberal Alliance eller Alternativet, har det tidligere lydt fra Kristian Thulesen Dahl (DF). Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Farvel til ministre

Først var der en. Et kvarter senere var der to.

Den første maj trak hele to ministre sig. Først meddelte den tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), at han var efter 33 år i politik var ”tømt ud” og ønskede at forlade både sin ministerpost sit folketingsmandat. I minutterne efter hoppede den nu tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) med på vognen. 

Stolene stod dog ikke tomme længe. Dagen efter var ministerposterne atter besat.

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) blev ny miljø- og fødevareminister, mens iværksætter Tommy Ahlers (V) fik titlen uddannelses- og forskningsminister.

Tommy Ahlers, Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Eva Kjer Hansen foran Christian XI's Palæ.
Tommy Ahlers, Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Eva Kjer Hansen foran Christian XI's Palæ. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Udnævnelsen af sidstnævnte kom for mange som en overraskelse. Ahlers var på daværende tidspunkt et forholdsvis ukendt navn på den politiske scene. Bedst af alt var han kendt for sit iværksætteri og som dommer i DR-programmet ”Løvens Hule”.

Statsministeren benyttede også muligheden til at skifte en helt tredje minister ud. Tidligere minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann (V), blev bedt om at forlade sin stilling til fordel for den tidligere minister Eva Kjer Hansen (V).

Bare to måneder senere takkede endnu en minister af. Denne gang den konservative Brian Mikkelsen, som vinkede farvel til titlen som erhvervsminister til fordel for en direktørstilling på den anden side ad gaden i Dansk Erhverv. Mikkelsen havde siddet i folketinget i 24 år og blev afløst af partifællen Rasmus Jarlov (K) i ministerkontoret.

Det er en række markante borgerlige politikere, der har valgt at forlade politik i år. Især Søren Pind og Brian Mikkelsen, der på hver deres måde har været med til at præge deres partier – og dansk politik generelt – i årtier. Og det ser selvfølgelig ikke godt ud, når ministre pludselig smutter kort tid inden et valg. Uanset deres forklaringer (Pind sagde, at han havde mistet gejsten, Mikkelsen og Lunde havde fået jobtilbud), kan man ikke lade være med at få den tanke, at de måske efterhånden tvivlede på, at det borgerlige Danmark kunne lykkes med at genvinde regeringsmagten. Og at udsigten til at gå fra at være minister til at blive menigt folketingsmedlem i et oppositionsparti ikke var specielt tillokkende.
Brian Mikkelsen tog sin ministerkasket af til fordel for et liv i erhvervslivet.
Brian Mikkelsen tog sin ministerkasket af til fordel for et liv i erhvervslivet. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

Alternativets skandalesager

I 2017 var det dick picks (penisbilleder, red.), som Alternativet måtte undskylde for. I 2018 var det borgmester Niko Grünfeld.

Han blev ved kommunalvalget i 2017 valgt som kultur- og fritidsborgmester i København, men året efter kom borgmesterens kontormøblement i søgelyset.

Det viste sig, at han havde brugt 130.000 skattekroner på at indrette sit borgmesterkontor, og det stemte langt fra overens med den politik, Alternativet bryster sig med, lød det fra kritikerne. 

Kulturborgmesterens kontor på Københavns Rådhus, hvor der er købt møbler for 130.000 skattekroner.
Kulturborgmesterens kontor på Københavns Rådhus, hvor der er købt møbler for 130.000 skattekroner. Foto: TV 2 / TV 2

Det kom siden frem, at Niko Grünfeld også havde været en anelse for rundhåndet med at titulere sig selv.

I sit cv havde han hævdet at have en master i såkaldt positiv psykologi og skrevet, at han havde en kandidatuddannelse, der viste sig at være en noget kortere HD-uddannelse.

De kritiske tunger endte i sidste ende med at få Niko Grünfeld til at trække sig som borgmester

Men den alternative borgmester er langt fra den eneste, der har valgt at hive stikket. 5 ud af Alternativets 10 folketingsmedlemmer har meldt ud, at de ikke ønsker at opstille ved det kommende folketingsvalg. 

De skandalesager, der rammer hårdest, er dem, der handler om hykleri. Og når en fremtrædende politiker for et parti, der taler om bæredygtighed og genbrug bruger en mindre formue af skatteborgernes penge på at nyindrette sit kontor, smitter det af på hele partiets troværdighed.
Alternativet skal for alt i verden undgå flere møgsager, hvis partiet skal gøre sig forhåbninger om bare et nogenlunde valgresultat i 2019. 
Niko Grünfeld pyntede på sit cv og mistede siden titlen som kulturborgmester i København.
Niko Grünfeld pyntede på sit cv og mistede siden titlen som kulturborgmester i København. Foto: Sofie Mathiassen / Scanpix Denmark

Finansloven og øen Lindholm

På den sidste dag i november landede regeringen og Dansk Folkeparti næste års finanslov.

Forhandlingerne forløb for en gang skyld uden de store bump på vejen, men en syv hektar stor – eller lille – ø placeret tre kilometer ud for Sjællands sydligste punkt har siden trukket stor opmærksomhed. Både i ind- og udland.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev i finanslovet enige om at lave et nyt udrejsecenter for afviste, kriminelle asylansøgere på øen Lindholm, som i dag huser et forskningscenter for smitsomme sygdomme blandt dyr.

14 fodboldbaner. Det er cirka hvad arealet af øen Lindholm svarer til. Her skal der ifølge finansloven i fremtiden bo 125 afviste, kriminelle asylansøgere.
14 fodboldbaner. Det er cirka hvad arealet af øen Lindholm svarer til. Her skal der ifølge finansloven i fremtiden bo 125 afviste, kriminelle asylansøgere. Foto: TV 2 / TV 2

Beslutningen mødte stor kritik. Nogle mener ikke, at man kan tillade sig at isolere mennesker på en ø. Andre frygter, at det nye udrejsecenter vil skabe utryghed i lokalområdet. 

Men ifølge udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) kommer beboerne på fastlandet ikke til at se meget til de 125 afviste asylansøgere, som skal placeres på Lindholm. Det skal nemlig gøres ”så bøvlet og dyrt som overhovedet muligt” for dem at forlade øen, lyder det ordføreren.

Efterårets finanslovsaftale og aftalen om ”paradigmeskiftet” i udlændingepolitikken vil i mange år fremover især blive husket for én ting: Øen Lindholm.
Idéen om at sende udviste og uønskede kriminelle asylansøgere ud på en ø har længe floreret i dansk politik. Tilbage i 2000 skabte det ramaskrig på Christiansborg, da den daværende socialdemokrat Karen Jespersen luftede en lignende idé. Nu har et flertal på Christiansborg besluttet at gøre det til virkelighed. Det vidner om, hvor meget udlændingepolitikken har rykket sig de seneste årtier.