2019 bliver et stort politisk år: - Intet vil være, som det plejer

16x9
Foto: TV 2 Grafik

Søs Marie Serup og Hans Engell ser på det kommende år i dansk politik. Det bliver ikke kedeligt, forudser de.

Folketingssalen er affolket, og politikerne er rejst hjem på juleferie. Selv kontorfolket har forladt ministerierne. Alt ånder julefred på Borgen. Men kun for en stund.

Fra rådhusklokkerne ringer det nye år ind, skal politikerne sove med skoene på, for 2019 bliver et særdeles travlt år i dansk politik. 

TV 2 har bedt Søs Marie Serup og Hans Engell give deres bud på, hvad der kommer til at kendetegne det kommende år. Og det bliver ikke kedeligt, siger de to politiske kommentatorer. 

- Det bliver et helt usædvanligt og tætpakket hidsigt år. Vi får nye konstellationer at se. Alle vil være på tæerne. Intet vil være, som det plejer, fortæller Søs Marie Serup. 

- Det bliver et stort og spændende politisk år, lyder det fra Hans Engell. 

Året i politik kan deles op i fem perioder. De kommer her: 

1. Optræk til valg: 179 fluer i en flaske

Man kan føle, at der har været optræk til valg i evigheder, men efter nytår sætter slutspurten for alvor ind. Folketingsvalget skal senest være afholdt 17. juni.

Politisk kommentator Søs Marie Serup.
Politisk kommentator Søs Marie Serup. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Søs Marie Serup

Søs Marie Serup (født 1974) er politisk kommentator og driver rådgivningsvirksomheden By Serup.

Søs Marie Serup har en fortid som pressechef i Venstre under Anders Fogh Rasmussen og som særlig rådgiver i Stats- og Finansministeriet for Lars Løkke Rasmussen.

Søs Marie Serup: - Indtil folketings- og Europa-Parlamentsvalget er overstået, så sætter de to valg i høj grad dagsordenen. Der vil være en stemning af 'flue i flaske'. Det hele vil summe, være lidt nervøst og anspændt. Der vil blive holdt øje med, om man kan få nogle hurtige gevinster ved at rykke på både store og små dagsordener.

Hans Engell: - Efter nytår skal man tale om sundhed, infrastruktur og lidt klima. Det er Løkkes dagsorden, og den rækker en tre-fire måneder. Derefter må der komme et valg. 

Hans Engell, politisk kommentator.
Hans Engell, politisk kommentator. Foto: TV 2

Hans Engell 

Hans Engell (født 1948) er politisk kommentator.

Han er tidligere leder af Det Konservative Folkeparti samt forsvars- og justitsminister. Engell har også været chefredaktør på Ekstra Bladet fra 2000 til 2007. 

2. Folketingsvalget: Nyt parti kan blive afgørende

Det store spørgsmål, som alle stiller lige nu: Hvornår kommer det så, det valg?

Søs Marie Serup:  - Der er tre vinduer. Der er plads i kalenderen i januar, men det vil jeg ikke sætte mine penge på. Man kan også se det på Løkke (statminister Lars Løkke Rasmussen, red.). Man skal helst se fit og sund ud, når man skal i valgkamp. Tidligere har Løkke været i sin slanke version, brun og glad og sund, når han skulle til valg. Der er han ikke lige for tiden. Han har set bedre ud, skal vi sige det sådan. Men hvis meningsmålingerne spåede klart flertal, så ville man nok rykke på det uanset Løkkes figur. 

- Så kommer der et vindue igen efter vinterferien og frem til påskeferien. Det ser godt ud. Humøret stiger lidt, når erantisser og påskeliljer springer ud. Stemningen har enormt stor indflydelse på, hvornår der kommer valg. Når man sidder i Statsministeriet, så har man jo den fordel, at når danskerne synes, det går godt, så er der tradition for, at de genvælger den siddende regering - uanset om den er blå eller rød. 

Hans Engell: - Jeg tror, vi får et valg i marts eller april. I hvert fald inden Europa-Parlamentsvalget i maj. Lars Løkke slår ikke de to valg sammen, for så kommer han til at bruge valgkampen på at skændes med Dansk Folkeparti om EU. EP-kandidaterne i partierne bliver også sure, hvis de to valg slås sammen, for så risikerer de at drukne helt i folketingsvalget. Og hvis han venter for længe, så risikerer han at skulle udskrive valg, uanset om Venstre står godt eller skidt, simpelthen fordi det er sidste chance for at nå det.

Det kan godt være, at vi skal have et par runder hos Dronningen. Det kan også være, vi skal have fire eller fem.

Søs Marie Serup, politisk kommentator

Søs Marie Serup:  - Jeg tror bestemt ikke, det er usandsynligt, at han venter til lige før, lige efter eller simpelthen slår det sammen med Europa-Parlamentsvalget. Så får vi et super tuesday-valg ligesom i USA. EP-kandidaternes ønsker tæller altså ikke lige så højt som muligheden for at bevare magten i Danmark.

Hans Engell: - Valget bliver dramatisk, for rød og blå blok ligger meget tæt i målingerne. Og det bliver spændende, fordi vi for første gang står med flere statsministerkandidater og et nyt parti, Nye Borgerlige, som kan blive afgørende. Hvis Nye Borgerlige ikke kommer i Folketinget, men for eksempel opnår 1,9 procent af stemmerne, og Kristendemokraterne får 0,8, så er det næsten tre procent af stemmerne, der går tabt. Det svarer til fem-seks mandater, der ellers ville falde ud til blå side. Og så har Lars Løkke Rasmussen stort set ingen chance for at vinde. Valget i både 2011 og 2015 blev afgjort med ét mandat.

3. Regeringsdannelse: Intet er sikkert

For første gang står vi med fem partiledere, der gerne vil flytte ind i Statsministeriet: Socialdemokratiets Mette Frederiksen, Venstres Lars Løkke Rasmussen, Uffe Elbæk fra Alternativet, Enhedslistens Pernille Skipper samt formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund. Det giver udsigt til en regeringskabale, der kan trække i langdrag.

Hans Engell: - Det ser ud til at blive langt mere besværligt end normalt. Hvis der kommer et rødt flertal, står Mette Frederiksen med en række partier, der stiller en masse krav. Hun vil lave en etpartiregering, men kan hun det? Og hvis der bliver blåt flertal, hvordan vil Liberal Alliance så reagere på at ryge ud af regeringen? Vil Dansk Folkeparti gå med i regering for første gang? Der er en hel række nye ting på bordet. 

Søs Marie Serup: - Uanset hvad bliver regeringsdannelsen nok ikke ordnet på en uges tid. Det bliver dog ikke svenske tilstande, hvor de jo stadig ikke har fået en regering efter valget i september. Vi har tradition for, at man finder ud af det. Men det kan godt være, at vi skal have et par runder hos Dronningen. Det kan også være, vi skal have fire eller fem. Men så skal vi nok også finde ud af det. 

Hans Engell: - Én ting ved vi: Den nuværende regering kommer ikke til at fortsætte, for det vil Dansk Folkeparti ikke være med til. Så det kan ende med en VK, en ren V-regering, VOK, VO... Alle mulige kombinationer. Men jeg tror, vi skal regne med, at LA er ude, for DF er ikke med på deres dagsorden. Den regering har haft sin tid.

4. EP-valg - uden de sædvanlige stemmeslugere

Der er valg til Europa-parlamentet 26. maj. Det bliver heller ikke business as usual.

Hans Engell: - Danmark får et mandat mere på grund af Storbritanniens udtræden. Og nogle af de store stemmeslugere, som for eksempel Morten Messerschmidt (DF), genopstiller ikke. Der er ingen markante profiler, så mandaterne kan blive fordelt på en helt ny måde. 

- Det bliver spændende at se, om både Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU kommer ind? Mister Konservative deres mandat, når nu Bendt Bendtsen ikke genopstiller og overlader pladsen som spidskandidat til den ukendte Pernille Weiss? Kommer Alternativet til at nappe det radikale mandat? Får Søren Gade (V) et stort eller lille valg, når han går fra Folketinget til EU? Hvad med Mette Bock (LA)? Det bliver meget spændende.  

5. Hektisk efterår: Test af den nye regerings overlevelsesevne

Efter to store valg og en regeringsdannelse vil nogle måske mene, at nu har de fået politik nok for et år. Men politiknørderne behøver ikke at fortvivle - efteråret 2019 kommer også til at byde på masser af spænding. 

Søs Marie Serup: - Uanset hvilken side der vinder, vil den nye konstellation blive testet lige fra start på sin overlevelsesevne og manøvredygtighed. 

Der vil være masser af taktik for at teste den nye regering rent magtmæssigt

Søs Marie Serup, politisk kommentator

Hans Engell: - Alle slapper fuldstændig af i sommeren, og så skal den nye regering finde sit fodfæste, sætte sig ned og lave et regeringsgrundlag og forberede Folketingets åbning i oktober. Det bliver også et spændende efterår, men bare på en anden måde. 

Søs Marie Serup: - Den nye regering vil have nogle klare planer. Der er mange muligheder for at få sine ting igennem først i valgperioden. Så efteråret vil være tætpakket med forhandlinger. Der er tradition for, at når der er længe til, at man skal møde vælgerne igen, så kan man godt gå med i en masse forlig. Når man er med i forligskredsen, så får man information og er med til møderne om emnet. Så der vil være stor interesse for at være med. 

- Men der vil også være masser af taktik for at teste den nye regering rent magtmæssigt. Hvis vi husker tilbage på Helle Thorning-Schmidt, der ikke kunne ryste løftebrudsbeskyldningen af sig, så blev den faktisk grundlagt meget tidligt i hendes regeringsperiode.

Prøv TV 2s valgtest her