BLOG: Pape siger, hvad Løkke tænker

16x9
Søren Pape Poulsen og de konservative har præsenteret et nyt skatteudspil. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

BLOG: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Og nu kender vi de borgerlige partier igen.

De konservative har annonceret deres planer om topskattelettelser og billigere sportsvogne. Regningen sender de til de nedslidte på arbejdsmarkedet, toppet op med velfærdsnedskæringer for milliarder.

Det er godt nyt, hvis man er blandt landets rigeste og i øvrigt er på markedet efter en dyr bil. Det er til gengæld virkelig dårligt nyt, hvis man har knoklet i årevis med hårdt arbejde og nu kan mærke det i kroppen. For efterløn bliver der intet af, hvis det står til de konservative.

Det er også rigtigt skidt, hvis man er syg og skal på hospitalet. Hvis man går i vuggestue eller børnehave. Eller hvis man er ved at tage en uddannelse. For der er lagt op til velfærdsnedskæringer i milliardklassen, hvis de borgerlige partier får lov til at fortsætte.

Den slags kan man naturligvis ikke sidde overhørig i Liberal Alliance, der selvfølgelig straks var klar med overbudspolitik og endnu større topskattelettelser – og dermed velfærdsforringelser. Våbenkapløbet om at give de største gaver til de rigeste danskere er skudt i gang.

Imens lurepasser Venstre. Her har de nemlig samme ambitioner, men en anden taktik. Skattelettelser, det er ikke noget man taler højt om, har Kristian Jensen fortalt. Det er noget, man bare vil gennemføre efter et valg. Skidt pyt med at man fører vælgerne bag lyset - målet helliger åbenbart midlet.

Nu står det pludseligt klart, hvorfor man år efter år skærer ned på velfærden i Danmark. Det er tilsyneladende en opsparing, der skal komme topskattebetalerne til gavn.

Men regningen bliver dyr. Dels for dem, der har brug for at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet på grund af nedslidning. Men også for de ældre på plejehjemmene, for børnene og de syge. Eller de unge, der kan se frem til yderligere nedskæringer på deres uddannelser.

Kom ikke og sig, at der ikke er forskel i dansk politik!

Hver gang de borgerlige partier laver reformer, ender regningen i den anden ende af den sociale rangliste. Hos dem, der har allermest brug for velfærdssamfundet.

Vi vil en anden vej i Socialdemokratiet. Vi insisterer på, at vores fælles velfærdssamfund er det, der har gjort vores land stærkt. At der skal være råd til en værdig alderdom til de ældre og en god uddannelse til de unge.

Fordi vi tror på fællesskabet. Vi tror på, at vi er stærkest sammen, og at vores samfund skal måles på evnen til at tage sig af hinanden. Derfor går det heller ikke at blive ved med at finansiere skattelettelser med velfærdsforringelser og uddannelsesnedskæringer.