BLOG: Ingen fattige børn i et rigt Danmark. Slut

16x9
Sofie Carsten Nielsen. Foto: Ritzau Scanpix

BLOG: Køerne til julehjælp bliver længere i år. For vi ser langt flere fattige familier og derfor stiger andelen af fattige børn dramatisk.

Det piner mig, at mens det går rigtig godt, straffes dem, der har mindst. Det er konsekvensen af regeringen og Dansk Folkepartis politik, at der lagt et loft over kontanthjælpen. Og med finansloven er den i forvejen lave integrationsydelse sænket endnu mere for enlige forsørgere.

Derfor vil vi i Radikale Venstre kun støtte en regering, hvis vi kan blive enige om, at antallet af fattige børn skal bringes ned – og hvis vi kan blive enige om, hvordan det sker.

For når vi siger, at vi vil trække Danmark fremad, mener vi HELE Danmark. Det er simpelthen en skamplet på Danmark, at flere børn skal leve i fattigdom, ikke kan være med til børnefødselsdage, spise for lidt og opleve forældre, der er dødbekymrede, mens økonomien er i fremgang. Hele Danmark skal fremad!

Sådan er det ikke gået det seneste år. Det er kun kort tid siden, at en analyse fra AE viste, at der det seneste år er kommet 12.000 flere fattige børn. Nu er der godt 65.000 fattige børn i Danmark.

Og det har grelle konsekvenser. Børns Vilkår, Red Barnet, Mødrehjælpen og BUPL siger det: Fattigdomsydelserne rammer børnene benhårdt. Der skylder vi politikere at lytte.

Spørger man Rune Vammen Lesner fra Aarhus Universitet er konsekvenserne tydelige: Lavere lønninger, kortere uddannelse, lavere karakterer og en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet på sigt. Der er hverken gode økonomiske eller moralske argumenter for fattigdomsydelser i Danmark.

Regeringens argument er, at de lave ydelser får mennesker i job, men det er der jo enormt stor usikkerhed om. Selvfølgelig skal vi have folk i arbejde. Men skulle vi ikke prøve, at gøre det, vi ved virker, som samtidig ikke går ud over børnene? Det mener Radikale Venstre.

Vi vil blandt andet gøre op med, at mennesker parkeres i årtier på passiv forsørgelse uden udsigt til at komme videre i livet. Ingen skal fremover kunne modtage kontanthjælp i mere end 3 år. Er du stadig på kontanthjælp efter 3 år, sker der én af følgende to ting: Enten overgår du til opskoling. Eller også til ressourceforløb med henblik på at afklare, om du skal have førtidspension.

Sådan kan vi på sigt få forældre i arbejde – uden at efterlade børn i fattigdom.

Vores mål er færre fattige børn. Vores plan er klar. Vi kræver det samme af en kommende regering.