BLOG: Håb og håbløshed i Katowice

16x9
. Foto: Privatfoto.

BLOG:

Mens FN’s generalsekretær malede den barske virkelighed om klimaforandringerne op, og verdens østater gjorde det klart, at de allerede nu er hårdt ramt af klimaforandringerne, havde verdens ledere svært ved at finde fælles fodslag. Det går langsomt her i Katowice, men vi må bevare håbet.

Klimatopmødet i Katowice går nu ind i sin afgørende fase. I går satte FN’s generalsekretær, António Guterres, situationen lidt i perspektiv med de ord, der nok kommer til at stå tilbage efter det her topmøde:

”At forspilde denne mulighed i Katowice ville være at kompromittere den sidste og bedste mulighed for at stoppe klimaforandringerne fra at stikke af. Det ville ikke blot være amoralsk. Det ville være selvmord.”

For alvoren må på trods af de mange politiske benspænd være gået op for mange. Med Parisaftalen lagde vi stenene til en politik, hvor målet er at bremse den globale opvarmning, så klodens temperatur ikke stiger mere end 1,5 grader mere i dette århundrede. En rapport viste for nylig, at verden har kurs mod en temperaturstigning på tre til fem grader i dette århundrede. Det vil være fuldstændig katastrofalt, hvis ikke vi får bremset det scenarie, for det er langt over det mål, som størstedelen af verdens lande i Parisaftalen ellers blev enige om at arbejde for.

Udfordringerne her i Katowice er mange, men USA spiller en særlig rolle i år. De holder ikke taler eller går i dialog. De opererer i kulissen, trækker ambitionsniveauet ned og forpurrer planen for den helt nødvendige, solidariske finansiering af fremtidens klimatiltag. Selvom vi nogle gange har travlt med at kritisere ambitionsniveauet i Europa, må man sige, at EU trods alt har formået at tage rapporterne fra FN’s klimapanel alvorligt. EU har hævet ambitionsniveauet, netop fordi det har stået klart, at målsætningerne fra Paris ikke var gode nok.

Det var rørende og bekymrende, at høre 48 ulande og lavtliggende østater gå sammen om en pressekonference og fortælle, hvordan de allerede i dag er hårdt ramt af klimaforandringerne. Budskabet var tydeligt: Vi mærker klimaforandringerne i dag. I morgen kommer de til jer. Hjælp os med at gøre noget sammen.

Jeg tror ikke, vi kommer hjem med et prangende resultat, men jeg håber alligevel, at vi kan komme hjem med noget, der kan være en løftestang. Under alle omstændigheder, så tror jeg, at vi efterhånden er ved at have verdens befolkninger med. Der har været demonstrationer over hele verden – og særligt her i Polen. Der kræves hurtig og ambitiøs klimahandling. Især børn og unge råber op. De ved godt, at gør deres forældre eller bedsteforældre ikke noget, kommer de til at stå med regningen. Det må være frustrerende for dem at se, at det skrider så langsomt fremad, og flere af de store oliestater og USA endda går i den stik modsatte retning.