BLOG: Regeringen snyder verdens fattigste i klimakampen

16x9
Demonstrant i Schweiz d. 8 december 2018. Foto: Salvatore Di Nolfi / Ritzau Scanpix

BLOG: Når regeringen svigter konkrete klimaløfter, risikerer vi at undergrave hele den internationale klimakamp.

Hver dag uddeles ”Dagens fossil” her på klimakonferencen COP24. Den går til det land, der er mest destruktiv i klimaforhandlingerne og for en stund glemmer, hvad det hele handler om: At redde verden og stoppe klimakrisen. Den nuværende klimaminister Lars Christian Lilleholt har tidligere opnået den tvivlsomme ære at modtage den på Danmarks vegne. Men hvis regeringen ikke snart holder sine løfter, risikerer vi at få den igen. Hvorfor? Det kommer jeg til senere. Først lidt baggrund. 

Forleden fik Schweiz ”dagens fossil”, fordi de opførte sig komplet uansvarligt og amoralsk i spørgsmålet om klimafinansiering. Da forhandlingerne om klimafinansiering gik i gang i tirsdags, følte Schweiz behov for at rejse sig op og sige, at – som de læser Parisaftalen – er termen ”ny og additionel” ikke med i teksten. Schweiz opfører sig dermed direkte uansvarligt.

Hvorfor er det her med ”nye og additionelle” klimapenge så vigtigt?

Særligt klimafinansiering er – som altid – et enormt stridspunkt her på det vigtigste klimatopmøde siden Paris-mødet i 2015. Og en stor del af striden handler netop om termen ”ny og additionel”. Det betyder helt kort, at klimapenge skal være nye penge, der ikke tages fra udviklingsbistanden. For hvis man blot tager pengene fra udviklingsbistanden, vil der både mangle penge til klima og andre helt afgørende områder som menneskerettigheder, køn, uddannelse osv. får også færre penge. Penge, der eksempelvis skulle sende piger i skole i Uganda, bruges så på et bygge vindmøller i Tyrkiet.

Hvert sekund bliver et menneske et sted i verden drevet på flugt af klimaforandringerne. Nogle af vores fattigste medborgere i denne verden, som står uden ansvar for klimakrisen, tvinges til at forlade deres hjem. En direkte konsekvens af vores støt stigende (over)forbrug af ressourcer de sidste par hundrede år.

Disse mennesker skal have den hjælp og støtte, de har brug for. Derfor skal verden give den klimafinansiering til de mest klimasårbare lande, som vi gang på gang har lovet dem.

De rige lande har nemlig lovet de fattige lande 100 mia. dollars i klimafinansiering årligt fra 2020. Penge, der både skal gå til, at landene kan tilpasse sig de allerede eksisterende klimaforandringer og imødegå dem. Penge, der skal sikre, at et menneske ikke fordrives hvert sekund døgnet rundt. Og altså ikke penge, der skal tages fra kampen for menneskerettigheder, uddannelse og ligestilling i udviklingslande.

Ifølge FN’s opgørelser giver vi i dag 75 mia. dollars i klimafinansiering fra både private og offentlige penge. Ifølge andre opgørelse er det reelle niveau lavere. Ngo’en Oxfam mener fx, at vi i virkeligheden kun er på omkring 16-21 mia. dollars i dag, mens Indiens finansminister mener, vi er helt nede på 2,2 mia. dollars.

Der findes altså ikke et tal, alle i klimaforhandlingerne kan blive enige om, fordi der ikke findes nogen definition, som alle er enige om, af hvad klimafinansiering egentlig er og hvad det betyder, at pengene skal være ”nye og additionelle”. (Selvom det virker ret logisk, at det netop betyder nye og ekstra penge.)

Denne manglende juridiske definition udnytter de rige lande til at give klimafinansiering som lån til de fattigste. Eller de rige lande tager klimapengene direkte fra udviklingsbistanden, så der reelt ikke er tale om egentlig klimafinansiering.

Det er en skandale. Det er at løbe fra vores løfter og at ignorere vores ansvar for klimaforandringer. Det er en hån mod vores fattigste medborgere i denne verden. Og det er ikke kun Schweiz, der ikke vil anerkende den rige verdens historiske ansvar for klimaforandringerne og respektere princippet om, at det er forureneren, der skal betale. Også den danske regering forsøger at løbe fra løfterne.

Dansk løftebrud

I morgen ankommer klimaministeren her til Polen. Og jeg håber, han har nye klimapenge med sig. Det ville ikke være et sekund for sent i hvert fald.

På COP15 i 2009 i København påtog Danmark sig sammen med andre rige lande at støtte grøn omstilling og klimatilpasning i ulandene. 

Da man i 2009 blev enige om, at ulandene skulle have 100 mia. dollars om året i 2020, var det velvidende, at behovet nok ville blive større. Da vi så fik Parisaftalen for tre år siden aftalte man, at vi hvert år fra 2020 til 2025 skal give disse 100 mia. dollars. Herefter skal der aftales et nyt og højere mål.

Danmark har altså – ligesom Schweiz og alle de andre rige lande – været med til at give en række konkrete løfter om øget klimafinansiering. Løfter, som er helt og aldeles afgørende (og bindende!), hvis ulandene skal gennemføre den grønne omstilling og tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede finder sted i dag. Hvis vi ikke gør, som vi har lovet, vil det skabe mistillid i klimaforhandlingerne, og vi risikerer at trække tæppet væk under Parisaftalen. Det er altså HELT afgørende, at de rige lande – herunder Danmark – leverer deres fair bidrag til den internationale klimabistand.  Men det gør vi ikke i dag.

Den danske klimabistand er alt for lav i forhold til, hvad vi burde bidrage med. I Alternativet mener vi, at vi over fire år skal give 10 mia. kr. yderligere i klimabistand som vel og mærke skal være udover udviklingsbistanden (som vi for i øvrigt vil fordoble). Men regeringen tager i dag klimabistanden fra udviklingsbistanden. Det regeringen indrapporterer som klimabistand, er altså midler, som Danmark i forvejen har lovet at give til bekæmpelse af fattigdom i verden. Og sådan lader vi de fattige selv betale for, at vi lever op til vores løfter om øget klimafinansiering.

Det er forkert. Det er umoralsk, det er uretfærdigt og det bremser den globale grønne omstilling. Det er i direkte strid med de løfter, vi gav på COP15 i København.

Schweiz fik ”Dagens fossil” forleden, fordi de taler så åbent om deres utilfredshed med, at pengene skal være nye og additionelle. Men den danske regering kunne lige så vel have fået den. Det kan klimaministeren undgå, hvis han snart påtager sig noget ansvar og lever op til løfterne.