V-ordfører i massiv modvind efter julefrokost-billede

Tweetet er med til at træde på nogen, der i forvejen ligger ned, mener SF's politiske ordfører. Nu er det fjernet.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, er kommet i modvind, efter han har gjort sig lystig over de kommende forhold på øen Lindholm.

I de sene timer fredag var politikeren ved tasterne og skrev et tweet, der efterfølgende er faldet mange for brystet.

- Fremragende julefrokostmad - sikkert langt fra den de får på Lindholm, skriver politikeren i tweetet, som han lørdag middag har slettet.

Tweetet ledsages af et billede af en tallerken belagt med diverse traditionelle svinekødsvarianter. Og det har blandt andre vakt harme hos SF's politiske ordfører Karsten Hønge.

- Jeg synes først og fremmest, det er plat og usmageligt. Det er ikke nogen grænse for, hvad man kan sige, når det handler om udlændinge. Højrefløjen har kastet sig ud i en limbodans, hvor alle synger: How low can you go. Det er svært at klemme sig under den lave barre, men er åbenbart lykkedes Torsten Schack Pedersen, siger han til TV 2.

Tweetet er efterfølgende blevet fjernet.
Tweetet er efterfølgende blevet fjernet. Foto: TV 2

Er det, fordi han var fuld?

Lindholm er den isolerede ø, der i fremtiden skal huse udviste kriminelle og personer på tålt ophold, indtil de kan sendes hjem. Og med sin kommentar mener Karsten Hønge, at Torsten Schack Pedersen er med til at træde på nogen, der i forvejen ligger ned.

- Jeg synes, man lægger op til en konkurrence om at håne dem, der kommer ind på Lindholm, siger SF'eren.

- Og hvad er pointen? Er det bare et forsøg på at sparke nedad, eller er det, fordi han var fuld og ville være sjov? Det har jeg da også prøvet, og der er kun en vej ud, og det er at sige uforbeholdent undskyld.

Karsten Hønge bakkes op af partiets formand, Pia Olsen Dyhr:

- Dejlig mad. Vanvittig usympatisk kommentar. Husk værdigheden, skriver hun om venstrepolitikerens tweet.

Statsministeren kommenterer

I skrivende stund har Torsten Schack Pedersens tweet fået over 300 kommentarer, hvor politikeren blandt andet bliver anklaget for at være både respektløs og uden klasse. Udover de mange vrede tilbagemeldinger fra andre twitter-brugere forlanger flere også en reaktion fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Kort efter midnat gav statsministeren så sit besyv til debatten:

- I min optik må folk spise hvad de vil. Det er ikke det afgørende. Kardinalpunktet er, om mennesker vil Danmark på de grundliggende værdier: Frihed, frisind, ligestilling og civile love over religiøse, skriver han i en kommentar.

Afstemning

Udover de mange kommentarer havde Torsten Schack Pedersen høstet et 'like' fra finansminister og næstformand for Venstre Kristian Jensen. Det er dog efterfølgende blevet fjernet. TV 2 har uden held forsøgt at få en kommentar fra ministeren.

Kritik fra egne rækker

Imens statsministeren ikke forholder sig direkte til tweetet, er tidligere Venstre-minister Birthe Rønn anderledes klar i mælet. I et blogindlæg med overskriften "Er lavmålet Venstres nye dna?" kalder hun både udmeldingen plat og en hån mod religiøse mennesker.

Samtidig klandrer hun Lars Løkke Rasmussen for ikke at gøre det klart for partiets vælgere, "at han tager skarpt afstand fra den slags".

- Kan det virkelig være rigtigt, at Venstres slagnummer ved næste folketingsvalg vil være at deltage i en konkurrence om at slå bundrekorden for platheder og dumheder og demonstration af manglende respekt for troende danske borgere? skriver hun i indlægget hos Jyllands-Posten.

Ordfører beklager tweet

Efter Torsten Schack Pedersen lørdag middag valgte at fjerne det omdiskuterede tweet, sendte han i stedet en undskyldning ud på det sociale medie. For det var ifølge erhvervsordføreren ikke hensigten at støde nogen.

- Jeg beklager. Mit tweet var forsøgt lavet med et glimt i øjet. Men jeg kan godt se, at den ikke ligefrem gik rent ind. Og derfor sletter jeg det, skriver han blandt andet.

Torsten Schack Pedersen har ikke ønsket at uddybe yderligere overfor TV 2.

Isoleret ø for udviste kriminelle

Øen Lindholm, der ligger ud for Møn, har siden 1926 fungeret som tilholdssted for Statens Veterinære Forsøgsstation, da staten ønskede et isoleret sted at forske i smitsomme husdyrsygdomme som mund- og klovsyge, svinepest og fugleinfluenza.

I den forbindelse er øen blevet omhyggeligt isoleret fra omverdenen, blandt andet med en 100 meters sikkerhedszone i havet omkring øen og nøje kontrolleret adgang for besøgende.

Beslutningen om at sende de udviste kriminelle ud på øen i Stege Bugt blev for nylig besluttet som en del af finansloven. Og det har siden da delt vandene i både ind- og udland.

Hos FN har man "seriøst bekymringer over planen" og i sinde at følge udviklingen og drøfte det med den danske regering, lød det tidligere på ugen.