Folketinget vil skrue ned for karakterræset i ny aftale

Alle partier indgår aftale, som skal give studerende mere fleksibilitet og droppe omstridt karakterbonus.

Det er et enigt folketing, som torsdag har indgået en aftale om at skrue ned for karakterræset og give mere ro på for de universitetsstuderende.

Partierne vil give de studerende mere fleksibilitet, afskaffe karakterbonussen på 1,08 og give bedre mulighed for at veksle mellem studie- og arbejdsliv.

- Det er rigtig godt, at de studerende nu får større fleksibilitet. Nogle har appetit på at prøve bacheloruddannelsen af på arbejdsmarkedet og blive klogere, mens de har job, siger uddannelsesminister Tommy Ahlers (Venstre) i en pressemeddelelse.

Lovgivningen ventes at træde i kraft 1. juli 2019.

Afskaffer karakterbonus

Aftalen indeholder bedre mulighed for at arbejde efter bacheloruddannelsen og for at vende tilbage til en kandidatuddannelse.

Dermed mister de studerende ikke retten til at afslutte uddannelsen med en master eller en kandidatuddannelse

Partierne er også enige om at afskaffe 1,08-reglen. Den gav ansøgere til de videregående uddannelser mulighed for at gange deres gennemsnit fra gymnasiet med 1,08, hvis de søger videre inden for to år.

Reglen vil være afskaffet fra 2020.

- Vi skal skrue ned for jagten på karakterdecimaler. Optaget skal afspejle, hvor dygtig du er, ikke hvor hurtig du er, siger Tommy Ahlers.